Så skal vi i skole igen. Vi skal, på små to timer, sammen med 25 elever fra 3. til 5.klasse gennemleve tre år i en af Wiens største folkeskoler. En skole i et bykvarter med mange udlændinge og alle 25 elever har tysk som andet sprog. Hjemme tales tyrkisk, serbisk, kroatisk og syrisk i migrantfamilierne.

Vores klasse er virkelig en blandet klasse, som filminstruktøren Ruth Beckermann har valgt at følge sammen med klassens lærerinde Ilkay Idiskut, der med stort engagement og ildhu forsøger at lære børnene at leve i et fællesskab, plus de obligatoriske fag som matematik, skrive- og læsefærdigheder.

Hun skal dække alle de andre funktioner, som rektor beklager, skolen ikke har råd til: sprogstøtte, socialrådgiver og psykolog. Men Ilkay Idiskut klarer store som små problemer. Det gør hun med en stor empati og forståelse overfor de børn, der larmer, skændes, slås, småslumrer og opfører sig, stort set som alle andre skolebørn.

Vi er tæt på. Når der trøstes, når matematikken er for kompliceret, når de sproglige færdigheder er for små. Kameraet er alle vegne, navigerende ind og ud mellem de livlige og utæmmede elever. Et flydende håndholdt kamera, som eleverne for længst har lært at omgås. Tre års fremragende kameraarbejde (af Johannes Hammel) med kilometervis af materiale. Et imponerende redigeringsarbejde forestår.

Hvad handler Klasselæreren om?

Som filmtitlen angiver er det Ilkay Idiskuts kald, der er i centrum. Hendes imponerende evne og vilje til, med godt humør og tålmodighed, at forstå den mangfoldighed børnene repræsenterer. Et engagement, der ikke kun imponerer, men også smitter, når energi og kærlighed til børnene konkretiseres i hundredvis af dagligdags episoder, vekslende mellem gråd og smil.

Filmens andet tema er børnenes baggrund, alt det de har med hjemmefra. De mange kultursammenstød, der let opstår, selv blandt børn i en skoleklasse med fælles baggrund. En indirekte kritik af, hvor få kræfter vi bruger på integration af dem med anden etnisk baggrund – ikke mindst når det gælder 2.generation af indvandrere - det gælder vel også i det danske samfund.

Klasselæreren er en ægte dokumentarfilm. Forestiller man sig klasselæreren spillet af en skuespiller, ville man uden tvivl straks sige overdrevent spil, idealiseret og bare for meget, men her er vi ikke i tvivl om ægtheden. Ilkay Idiskuts og hendes/vores klasse eksisterer - heldigvis!

Tre års folkeskolegang kan synes gabende kedeligt – men, når det kan gøres på to timer, er det ligefrem godt selskab med mening og megen charme. Ja, endog også underholdende. Plus, at få lov til at møde den klasselærer, vi netop manglede på den skole jeg gik!

Klasselæreren er et fint og vedkommende indlæg i integrationsdebatten. Men først og fremmest er det en usædvanlig varm og overordnet skildring af tre års skolegang i folkeskolen i en af Wiens forstæder. Fyldt med muligheder for tid til eftertanke. Enhver cineast, med hang til dokumentarisme skal nok finde muligheder for at opleve filmen.

Men det er de ansvarlige politikere, der burde konfronteres med virkeligheden. Klasselæreren er hermed anbefalet.