Lad mig sige det med det samme, filmen hænger ikke sammen. Den snart griber, snart frastøder, men først og fremmest forvirrer på et højere plan. Vi er i Canada Winnpeg til at begynde med, derefter i Quebec. Sproget er mest farsi og lidt fransk. Sådan er Matthew Rankins spillefilm nummer to, Universal language hele vejen igennem. En absurd skævert.

Tag filmens begyndelse. En lille gruppe skoleelever står foran en stor beigefarvet murstensmur. Højt, højt oppe skimter vi et lille vindue, hvorfra en tydelig og meget høj stemme forklarer, hvor umulige, udisciplinerede og tåbelige eleverne er. Lærerens stemme følges af børnene nedenfor muren. De er nu på vej op til klasseværelset, hvor udskældningen fortsætter. Læreren sender i sit raseri børnene hjem og efterlader på tavlen sætningen ”Vi er alle fortabt i denne verden”. At en af drengene er klædt ud som Groucho Marx, med malet skæg og kjole og hvidt, mere end antyder, at vi er havnet i en absurd verden.

Helt grotesk bliver det da en af pigerne forklarer at hun har mistet sine briller. Dem mener hun en kalkun er løbet med. Kalkunen møder vi lidt senere, hvor den pænt og stille sidder på et sæde, som en anden velopdragen buspassager.

To af eleverne Negin (Rojina Esmaeili) og Nazgol (Saba Vahedyousefi), opdager, på vej hjem fra skolen, en stor pengeseddel, der er frosset fast inde i en isblok. De søger en ishakke, for at få sedlen fri, men er også bange for at andre skal snuppe pengene.

Rask over isen går det.

Vi skal med den excentriske rejseleder Massoud (medforfatter Pirouz Nemati) på en guidet tur, hvor han fører turister rundt til de vigtigste seværdigheder i Winnipeg, de fleste af dem bizarre, som en 40 år gammel kuffert på en bænk i en park eller et nedslidt parkeringshus.

Hov, også instruktøren himself, springer nu ind i filmen, som desillusioneret embedsmand Matthew for at sige sit bureaukratiske job op og vende tilbage til barndomshjemmet for at genoprette forbindelsen til sin gamle fremmedgjorte mor.

Disse tre historier er kun en antydning af den tvetydighed og dead-pan logik hele filmen opbyder, lidt i slægt med Wes Andersons film.

Fjollet, vil nogen sige, men det cinematografiske er overraskende kreativt og imponerende. Et sjældent originalt kameraarbejde (Isabella Stachtchenko) gør Universal language til et visuelt kunstværk.

Fyldt med skæve gags, som f.eks. et omvandrende, talende juletræ. Men også en grænseoverskridende tvetydighed, som både foruroliger og forvirrer. En film man føler vil mere end blot at underholde – morsom ind imellem – men hvad mere er, kan forekomme lidt kryptisk.