Lad det blive sagt klart og tydeligt helt fra starten. Kapellets redaktør hader nazister. Ikke dem der optræder i fiktionsfilm, computerspil eller andre medier, for her er der tale om karikerede skurkearketyper. Til gengæld findes der i virkelighedens verden alt for mange åndsfattige, historieløse, snævertsynede, faktaresistente, racistiske og voldsparate tåber, der i en død ideologis navn forsøger at sprede had, splid og mistro mellem mennesker.

Måske tænker du, at den slags typer ikke længere er et problem. Går man en tur i den dejlige forårssol støder man sjældent på højreradikale brunskjorter, der med et stift blik rettet på horisonten går strækmarch i flok ned af gågaden. Til gengæld virker det som om at der såvel på nettet, i medierne og i særdeleshed i det politiske liv verden over er sket en markant højredrejning i løbet af de seneste årtier.

Den nye dokumentarfilm Hacking Hate har sat sig for at grave et spadestik dybere, for at finde ud af hvad der foregår i disse lukkede nacionalsocialistiske fora på nettet. I filmen følger vi den undersøgende journalist My Vingren, der har sat sig for at se nærmere på netop de højreradikale og ikke mindst hvordan de benytter internettet til potentielt at få letpåvirkelige, marginaliserede unge til at gribe til våben, udøve vold eller ligefrem dræbe andre mennesker. Der mangler desværre ikke eksempler på at folk med neonazistiske tendenser gør dette. Tænk blot på massakren på Utøya eller det livestreamede angreb i Christchurch, blot for at nævne et par stykker.

My Vingren er ekspert i cybersikkerhed og har i over ti år undersøgt neonazister. Vi følger hendes arbejde på en længere artikel til det svenske blad EXPO (samme magasin som Stieg Larsson i øvrigt arbejdede på). Af samme grund sammenlignes Vingren ofte med Lisbeth Salander. En sammenligning hun i øvrigt ikke er ked af. Filmen følger hende gennem en treårig periode, hvor hun forsøger at komme tæt på disse nynazistiske netværk. Hun kan naturligvis ikke optræde som sig selv, men må benytte sig af falske digitale profiler for at komme ind på livet af de folk og organisationer hun vil undersøge.

I filmen ser vi hvordan hun forholdsvis nemt skaber en hel fiktiv familie online. Ved at benytte selfies af sit eget ansigt, som hun så med en app ændrer køn og alder på får hun skabt en fiktiv svensk familie, der er meget sympatisk indstillet overfor det ekstreme højre. Hun bruger disse profiler til at få adgang til forskellige netbaserede fora i sin jagt på bagmændene.

Som udgangspunkt følger hun en YouTuber der kalder sig selv for ´The Golden One´ . Han er muskuløs, træningstype med halvlangt garn, der ligner noget der er trådt ud fra en firser træningsvideo. Han har fået en masse følgere og udbreder sig om racerenhed, maskulin identitet og meget mere. Gennem ham får vores graverjournalist hul igennem til en organisation kaldet Nordic Federation. En som virker endnu mere radikal.

My sætter sig for at finde ud af hvem det er der har startet Nordic Front og kommer hurtigt på sporet af en fyr der kalder sig Vincent. Det skal dog vise sig, da My begynder at lede efter information på ham, at han har en baggrund og er associeret med organisationer, der vil overraske mange – ja, selv anmelder. Mere skal selvsagt ikke afsløres her.

Filmen følger det journalistiske og hemmelighedsfulde gravearbejde, men undervejs så breder filmen også sit perspektiv ud til at fortælle os mere om både techgiganternes eklatante mangel på ansvar i forhold til at monitorere og få fjernet indhold der kan være racistisk, misogynt og hadefuldt. Dette underbygges ikke kun af en mavefornemmelse, men primært gennem længere samtaler med bl.a. en amerikansk jurist med speciale i ytringsfrihed Anika Collier-Navaroli. Det var Collier-Navaroli der i sin tid fik Trump smidt af Twitter, men som hun fortæller, så tager techgiganterne ikke det fornødne ansvar i forhold til at få fjernet ytringer, billeder eller videoer der potentielt kan være medvirkende til at der sker uhyggelige ting IRL. Faktisk virker det (overraskende nok? - red) som om de udelukkende vil tjene penge og mest af alt bare fralægger sig ethvert ansvar.

Denne dokumentarfilm er - lige som anmelder - naturligvis farvet af holdninger der afslører et politisk ståsted. De der sympatiserer med det yderste højre, vil selvsagt anklage den for at være noget venstrefløjspropagandistisk vrøvl anført af en radikal feminist, men modsat mange af de påstande som kan findes på den yderste højrefløj sørger filmen for at føre reelle belæg for sine påstande og placerer sig derfor i en form for empirisk virkelighed i stedet for en der styres af såkaldte ”alternative facts”

Filmen er professionelt lavet. Det er lykkedes filmmagerne at gøre den lige så spændende som en thriller og der benyttes da også filmiske greb, der peger i denne retning. Dette kan selvsagt anklages for at virke manipulerende, men omvendt set, så fungerer det virkeligt godt. Samtidig er indholdet både rystende og utrolig skræmmende.

Hacking Hate er i Kapellets optik en meget vigtig, aktuel og uhyggelig dokumentarfilm, der afslører hvordan der kan trækkes tråde fra nacionalsocialistiske bevægelser til storpolitiske spillere og ikke mindst til de mulitnationale selskaber, der tjener deres penge på brugergenereret indhold. Det er ikke en særlig rar film, men det er en der burde ses af et stort publikum og få en masse opmærksomhed, for selv om My primært er fokuseret på en lille flig af disse netværk, så kan man ikke undgå at tænke på, hvor omsiggribende den slags er.