Det er fantastisk, at der stadig findes ildsjæle, der brænder så meget for at realisere deres idé, at de går udenom DFI og Nordisk Film (der tilsyneladende stadigvæk ikke tror at der eksisterer et publikum til dansk producerede gyserfilm) og i stedet selv finder de midler de skal bruge til at lave den film, som de har lyst til at lave.

I efteråret 2024 blev Teddy Vorks fremragende roman Mulm omsat til spillefilm af Martin Vrede Nielsen og den er netop udkommet på DVD fra Another World Entertainment. Samme selskab har også valgt at sende Peder Pedersens spillefilmsdebut Englebørn i biograf og DVD-distribution - en film der lige som den anden også er blevet realiseret, fordi folkene bag ganske enkelt bestemt sig for at gøre det.

På mange måder minder handlingen i Englebørn om noget du måske har set flere gange før, hvis du er fan af gysere, men da folkene bag i den grad kender de troper og klicheer der eksisterer i gyserfilm, så bliver der også leget med vores forventninger.

Instruktør Peder Pedersen var i mange år redaktør for Inferno et efterhånden legendarisk dansk fanzine, som Kapellets anmelder læste nærmest religiøst tilbage i 1990´erne. Det betyder også at du undervejs i Englebørn kan finde en masse intertekstuelle referencer til andre af de film han holder af.

Vanen tro starter det hele stille og roligt.

Et ungt, forelsket par flytter ind i deres nye ejerlejlighed i København. Freya er billedkunstner og hendes mand Henrik arbejder i et advokatbureau. Fra starten af er det tydeligt at der er sket noget tidligere i deres forhold, som har været traumatisk. Henrik siger i al fald ganske tidligt til hende, at han ikke tror det er sundt for hende at begynde at male igen. Hvorfor ved vi endnu ikke, men årsagen til dette påbud bliver naturligvis afdækket i løbet af filmen.

Idet Henrik arbejder rigtigt meget, er Freya meget overladt til sig selv i parrets nye lejlighed. Til trods for advarslerne får hun alligevel stillet sit staffeli frem og begynder at fylde lærreder ud. I en scene opsøger hun også en tidligere bekendt Maggie (Dicte Westergaard Madsen) der har et galleri i Kødbyen. Hun fortæller at hvis Freya kan producere nogle værker, der er lige så vilde som de første hun lavede da hun gik på kunstskolen, så er der en ledig udstillingsplads til hende i galleriet. Freya kaster sig derfor straks over at male, men det går ikke særligt nemt og hun bliver mere og mere frustreret over at hun ikke kan lykkes med det hun gerne vil. Når hun er allermest frustreret bliver hun i de sene nattetimer afbrudt af lyden af barnegråd.

Det virker umiddelbart som om lyden kommer oppe fra loftet. Det er dog sært for de bor på øverste etage og ovenover der der udelukkende opbevaringsrum. For at øge mystikken er der vist ingen i opgangen der har spædbørn. Henrik lytter forstående til sin hustru og forsøger at komme med naturlige forklaringer på fænomenet. Forklaringer som hverken overbeviser Freya eller os tilskuere. Freya konfronteres også af en dranker i baggården, der spørger hende om hun er klar over at hun bor i ”Englehuset”, men før hun kan nå at spørge ind til hvad det betyder kommer Henrik til undsætning og får genet bumsen væk.

Hvad der reelt foregår skal under ingen omstændigheder afsløres hér, for filmen fungerer virkeligt godt i forhold til at lade os tilskuere tvivle på om det mon er Freya, der er ved at få et nervøst sammenbrud eller om der er noget overnaturligt på spil. Det er måske set før, men ganske effektivt iscenesat hér, især med Freyas nærmest maniske trang til at vaske hænder på en bestemt måde og hendes udadreagerende måde at male på.

Hvad der også fungerer godt er, at der ikke er ret mange kendte ansigter med i filmen. Okay, du har nok set Claes Bang før. Du kan også genkende Dicte i rollen som galleriejeren og Ali Abdul Amir Najel der spiller elektrikeren Yussef, men de øvrige medvirkende er helt friske ansigter. Selv om genkendelsens glæde måske på den vis udebliver, så er det dejligt og ikke mindst ganske troværdigt, når hovedrollerne indtages af nye ansigter. Især Freya spilles meget overbevisende af norske Agnes Born, der leverer et fint, følsomt portræt af en ung kvinde, der mildest talt bliver udfordret på mange måder i den halvanden times tid filmen varer.

Selv om Englebørn officielt er Peder Pedersens instruktørdebut, så kan han bestemt sit filmhåndværk. Han har tidligere instrueret masser af reklamefilm, LEGO-kortfilm og ikke mindst musikvideoer til bl.a. Aqua, Superheroes, Minds of 99 og Kenneth Bager. Sidstnævnte kunstner har også stået for det meget atmosfæriske, elektroniske soundtrack til Englebørn. Foruden denne film har Peder Pedersen også klippet de to spillefilm som Viggo Mortensen har instrueret Til Verdens Ende (Org. The Dead don´t Hurt) og Falling. Envidere er Englebørn filmet af Marcel Zyskind, så selv om dette er en uafhængig produktion, så er det også en film, der er gennemført professionelt lavet i både billede og lyd.

Selv om det, som nævnt i starten, bliver muligt at købe filmen på DVD fra Another World på et senere tidspunkt, så fortjener den lækker biograflyd på et stort lærred. Især da det på det helt store lærred bliver en kende nemmere at lokalisere filmens mange referencer. Prøv eksempelvis om du kan spotte Kapellets ven, effektmager Henrik Andersens groteske indslag undervejs. Hvis ikke det lykkes, så må du vente til rulleteksterne, for at se hvad det er han monstro har bidraget med.

Leder du derfor efter en stemningsfuld og reelt spændende dansk gyser, så er det bare at komme en tur i biografen så hurtigt som muligt. Forvent ikke konstante shock-scares men i stedet en film, der viser os en ung kvinde der lige så langsomt kommer længere og længere ud. Det er mange gange vanskeligt at få afrundet historier som denne godt, men det er virkelig lykkedes hér. Om du vil kunne lide slutningen er vanskeligt at sige, men Kapellets anmelder kunne i al fald.