Det er en mørk, mørk nat med regnvejrsvåde gader, der spejler storbyens blinkende neonreklamer, akkompagneret af lyden af politisirener. Det kunne være optakten til en klassisk film-noir. Og så er det ”bare” Istedgade på Vesterbro i København. Gaden, der under anden verdenskrig fik brandet som gaden, der aldrig overgav sig. Senere i de vilde 60’ere, med pornoens frigørelse, blev det massageklubber, stripbarer, hårdtslående værtshuse og pornobutikkerne der tegnede profilen. I dag er det multietniske take-aways, burgerbarer, smarte cafeer, genbrugsbutikker og tøjforretninger, der dominerer gadebilledet. Og dog. Stiller man skarp på gaden, lægger skyklapperne væk, er det de hjemløse, stofmisbrugerne og gadeprostituerede, der dukker frem fra nattemørkets skjul.

Det er dem instruktørerne Christian Voldborg Andersens og Ole Tornbjergs dokumentarfilm Gaden handler om – eller rettere tre af gadens skæbner. Om svigt, ensomhed, selvbebrejdelser, mindreværd, fiasko, hos alle tre.

Mette er tæt på de 50 år, gadeludder og hjemløs. Med en luksusfortid, 10 år som feteret escortpige i London, forkælet, væltende sig i datidens highlife og masser af kendisser, narko, sprut, sex og penge. Tilbage til Danmark, nu i lykkelig kærnefamilie med to børn, det hele sat over styr i druk og narkotika. ”Når man når bunden, er der altid en bund til”, siger Mette, i sin selverkendelse af svigt og magtesløshed, om hvor svært det er, at holde sig clean – som hun forgæves har prøvet så mange gange. Men ikke mindst takket være sin jyske mor, bliver Mettes historie til en succeshistorie. Uden stoffer og sprutm,med ny nærkontakt til børnene, en pædagoguddannelse og nu et ønskejob på et mandeherberg.

Wesley 34 år og Danny 25 år, deres skæbner er derimod mindre opmuntrende. Begge unge, hjemløse narkomaner. Wesley stammer oprindeligt fra Brasilien, opdraget hos en tyrannisk oldefar, med tæsk og helt uden kærlighed og forståelse. Ind og ud af danske institutioner. Småkriminel, for at overleve. Stofafhængig – engang med et job, nu desillusioneret opgivende.

Danny er ensom. ”Havde jeg bare en ven, gerne en der ikke var på stoffer, der kunne fortælle mig sandheden”, ønsker Danny, direkte til kameraet. ”Jeg hører ikke til noget sted”, fortsætter han, ”jeg kunne være død.” Det udslukte, tomme ansigt, stirrer ind i kameraet. De tre historier er alle fortalt til kameraet, uden kommentarer, uden interviewerstemme, de tre alene. Det er filmens store styrke.

Tre menneskeskæbner, hvor også vi som tilskuer føler en nærhed – og en afmagt.

Gaden er en klassisk dokumentarfilm. Ikke den endegyldige sandhed om gadelivets mørke. Men klip, fra en virkelighed, udvalgt af de to instruktører, efter flere års intens filmen af de tres gadeliv.

Ikke noget stort, nyskabende kunstværk - men ægte.