Et ældre, engelsk ægtepar, der udstråler mellemklassevelstand. Et parcelhus, tæt på naboerne, alt er pænt og ordentligt. Hjemmet nystøvsuget og velholdt. At ægteparret, Harold og Maureen, er pensionerede og har været gift i årtier, det er vi ikke i tvivl om. Samtalen, dem imellem, er knap og fyldt med dagligdags rutiner – alt er ligesom sagt. Sådan er åbningsscenen til Hettie Macdonalds (tv-serien Normal People, 2020) nye spillefilm Harold Frys usandsynlige pilgrimsfærd.

Så brydes hverdagsmønstret.

Et brev til Harold, fra en tidligere kollega Queenie, overrasker. Hun er indlagt på et Hospice i Berwick-upon-Tweed, hårdt ramt af kræft. Harold svarer med et kort og ret formelt brev, som han tøver med at sende, da han står foran postkassen. På vej hjemad falder han i snak med en ung pige i kiosken, der fortæller om sin mosters kræftsygdom og vigtigheden af at tro på helbredelse – ikke give efter, men være stærk i troen.

Det sætter handlingen i gang.

For den ældre pensionist (Jim Broadbent) har fået en ide, ja, snarere en besættelse. Han vil vandre til fods til Hospice i Skotland, ca. 800 km. fra Devon, hvor de bor, for personligt at overrække hende brevet. Maureen ryster på hoveder: ”Gå? Og dig, der højest går ud til bilen”.

Men Harold insisterer. Nu begynder en næsten Forrest-Gump-agtig odysse, i hverdagssko, uden skiftetøj, uden tandbørste eller proviant. Værst, uden mobiltelefon, trasker den gamle mand målbevidst afsted, besat af tanken om, at hans vandring kan lindre eller helbrede den kræftsyge kollega, som han føler et vist ansvar for. Undervejs sender han postkort, for at understrege overfor den dødsmærkede, at han er på vej.

I mere end 60 dage følger vi Harolds pilgrimsvandring. Oplever hans møde med tilfældige, oftest venlige mennesker, der heldigvis træder til, når han er allermest nedslidt. En kvindelig læge plejer hans sår på fødder og ben – og giver ham husly for en kort stund. Men han må videre med sit forsæt, der nu snarere har karakter af en soningsvandring, med mange skygger fra fortiden. Et svigt overfor sønnen, der begik selvmord, hænger som en sort sky over hans tur.

Så sker det, der ikke måtte ske. En journalist får en tilsyneladende uskyldig snak med Harold og tager et par fotos. Næste dag er han på forsiden af den lokale avis, som ”Pilgrimsvanderen” og dermed, nu læsernes medie-darling. Stribevis af unge følger nu hans vandring iført T-shirts med påskriften: Pilgrim.

En lang march, der næsten har fået et religiøst indhold, når hovedpersonen tænker højt: Der er mere brug for tro, end fornuft.

Harold Frys usandsynlige pilgrimsfærd, er først og fremmest en stor skuespillerpræstation af Jim Broadbent, hvis ansigtsudtryk og kropssprog er så sigende, i den ellers meget tilbageholdne spillestil. Nok er pilgrimsfærden usandsynlig – og det er den – men Jim Broadbent får skabt et ægte menneske, hvis udvikling vi følger og tror på, ikke mindst i samspillet med hustruen (Penelope Wilton) – selv om kontakten mest er pr. telefon fra diverse telefonkiosker under vejs. Konklusionen på de to’s samliv bliver et fælles: ”Let’s go home”.

En film, der med sin titel understreger sin usandsynlighed, kan man næppe bebrejde, at plottet overordnet, er stort (for)tænkt. Zoomer vi ind på realiteternes nærbillede, ja, så mangler troværdigheden for alvor.

Selv om skoen engang i mellem gnaver og giver vabler, kan man godt trave det halve af England igennem på små to timer og samtidigt være godt underholdt, uden at man behøver at lade sig forføre til religiøsitet eller anden spiritualitet. Lyder det usandsynligt? Det er det ikke.