Alma trækker det tunge, røde velourfortæppe til side og træder ind i et af Berlins livlige Tanzstelle, hvor smukke par danser tæt og til jazzede rytmer, i dæmpet belysning. Stedets værtinde viser Alma hen til et bord, hvor hun introducerer Tom, en køn ung mand, der netop har ventet på Alma. Belevent, rekommanderer han et glas Bourgogne, mens han begavet og charmende konverserer om Rainer Maria Rilkes poesi, regnekunst og romantiske klicher, som: ”dine øjne er dybe som to bjergsøer”. Men Alma falder ikke umiddelbart for den veltalende, intelligente charmør. For der er noget galt. Og det er der.

Tom er en android. En programmeret robot, der til forveksling ligner et ægte menneske, næsten en rigtig mand. Læg dertil, at dansestedet er et holistisk set op, uden rod i virkelige mennesker, en holistisk illusion. Sådan starter den tyske filminstruktør Maria Schrader (senest med Stefan Zweig filmen Farvel til Europa 2016) sin stærkt provokerende fremtidsfilm Drømmemanden.

For Alma er blevet udvalgt, og har sagt ja, til at deltage i et videnskabeligt eksperiment. Hun er selv videnskabskvinde, der arbejder på det berømte og højt estimerede Pergamonmuseum i Berlin, med speciale i kileskrift, mange tusinder af år tilbage. En intelligent, karrierekvinde, alene-pige, der har indvilliget i at lade sig hjernescanne, blotlægge sine længsler, drømme og lyster. Alt sammen for at it-specialister kan programmere androiden Tom, til netop at opfylde alle Almas mest intime behov. I tre uger skal de leve sammen i Almas ungkarlelejlighed. Udviklingen af samlivet skal rapporteres og analyseres.

Lyder det fortænkt. Det er det – men ikke mere end, at vi går med på ideen – ikke mindst takket være Maren Eggert, der nuanceret og intelligent er arkæologen, der både irriteres og samtidig påskønner den til hende skabte android kærestes forståelse, hjælpsomhed og begavelse. Tom der spilles af den engelske skuespiller Dan Stevens, (The Guest og ikke mindst Downtown Abbey ), er ikke blot fremragende til tysk, men også den perfekt robot, både cool og uhyggelig i sin programmerede perfektionisme. Ja, selv hans svage engelske accent, forklares ved Almas forkærlighed for det angelsaksiske. Kort sagt Almas konstruerede drømmemand, der pleaser og begejstrer alle hendes venner, burde være sammen med hende udgøre det perfekte par.

Drømmemanden stiller det eksistentielle spørgsmål: Hvad gør os til et menneske? Kan kærligheden programmeres? Hvorfor nu ikke, når alle parametrene nu er opfyldt? Al det, der fører til uoverensstemmelser i et parforhold, er reduceret. Forståelse og tilpasning er i centrum, ja, så burde det ideelle forhold vel være etableret. Men måske mangler det, som gør, at vi er mennesker, det udefinerbare og uprogrammerede. Når projektetsupervisoren (Sandra Hüller), der såmænd også er programmeret (!), bebrejder Alma, at hun behandler Tom, som en maskine, falder Almas svar prompte: ”Fordi han er en maskine!”

Menneskets lyst til at skabe liv/menneske er ikke ny. Frankenstein husker vi som en uhyggelig menneskekopi, der slippes løs og river sig fri fra skaberens beherskelse. Sådan er Tom, som kærlighedsrobot, ikke. Han er lydig, gennemprogrammeret til allermindste byte. Men kan vi og ikke mindst Alma, bruge det til noget?

Dømmemanden skal vi nok lade blive i drømmeverdenen – og i stedet glædes over ham i overalls eller blå-åbenstående skjorte, der henter børnene i vuggestuen, men måske ikke orker at støvsuge – eller hvordan hver enkelt kvindes hverdagsmand nu engang ser ud - uden anden programmering end det medfødte DNA og miljøet.

Den lidt fortænkte komedie, giver ikke noget endegyldigt svar på, hvad der gør os til mennesker, selv om tilskueren nok ikke er i tvivl. Til gengæld får vi en original, intelligent og vittig provokerende film, med fremragende skuespilkunst, en science-fictionfilm, i et nutidsmiljø, der siger, eller retter advarer os mod, en androidstyret verden. Og det er bestemt relevant.