Myremanden, eller Ant Man er sikkert ikke blandt de Marvelfigurer man først tænker på, når der snakkes superhelte. Dette til trods var den første film om småforbryderen Scott, der ved hjælp af en højteknologisk dragt kunne blive bittelille, en virkelig morsom film, der forsøgte at lægge en lettere ironisk distance til hele superheltegenren, inden Deadpool tog ironi og krængede begrebet om til en flot sommerhat.

Kapellet gik desværre glip af fortsættelsen til Ant Man i biograferne, men i skrivende stund er filmen dukket op på forskellige formater til hjemmebiografen og heldige som vi er, har de gode folk på Disney været så venlige at sende en 3D Blu-Ray til hovedkontoret, så anmelder - og dennes medanmelder Carl - kunne danne os en mening om den nye film.

Umiddelbart er den nye film ikke helt så vellykket som den første. Den genbruger ikke kun konkrete scener, som eksempelvis den hvor Scotts ven Luis fortæller en historie lynhurtigt og filmen giver sig til at skildre de scener han taler om, men hvor alle figurernes stemmer leveres af Luis’ voiceover. Filmen fortsætter også rent handlingsmæssigt ned af det spor, som etteren banede vejen for. Opfinderen af dragten, Dr. Hank Pym, savner stadig sin hustru, der for mange år siden forsvandt et sted i mikrokosmos, da begivenhederne tvang hende til at skrumpe til subatomart niveau for at redde en storby fra total ødelæggelse. Besat af ideen om at genfinde hustruen, selv efter alle disse år, allierer Doktor Pym sig igen med sin datter Hope, i forsøget på at få reddet moderen.

Scott har siden den første film afsonet en længere fængselsstraf i husarrest, baseret på de ugerninger han foretog sig i første film. Selv om han allerhelst bare vil være en god enlig far og hygge med sin datter, ville der ikke være meget superheltefilm, hvis ikke også Scott blev blandet ind i de planer som Pym og dennes datter har udtænkt. Der er selvfølgelig også individer der gerne vil forpurre doktorens plan, ikke mindst den mystiske antagonist Ghost, der er i stand til at fase gennem vægge og andre materialer. Dertil kommer en bande af meget lyssky skurke, som Hope har brugt som kontakt til at købe noget af den teknologi af, som hun og farmand skal bruge til deres eksperimenter.

Historien er, som i mange andre jævne superheltefilm, heller ikke supervigtig, for det handler i sagens natur om at finde nogle sympatiske helte, der kan sættes til at kæmpe mod nogle skumle typer. Det som er denne films gimmick, er at vore to hovedpersoner Scott (Ant Man) og Hope (The Wasp), er i stand til at forandre både deres egen og andre tings størrelse imens de kæmper, hvilket bliver filmens centrale gimmick. Det kan godt være at det lyder tåbeligt på skrift, men når først musikken spiller, bilerne ræser gennem San Fransiscos gader og både personer og køretøjer ændrer størrelse hurtigere end du kan tænke ”wow”, så ender det altså med at være ret imponerende iscenesat.

Denne effekt og især filmens meget flotte actionsekvenser fungerer desuden rigtigt godt i 3D. Både fordi effekten understøtter de mange kamerabevægelser og ikke mindst de mange scener hvor hhv. Ant Man på ryggen af en flyvemyre og the Wasp takket være sine egne vinger flyver rundt i billedet. 3D effekten kommer også til sin rette da hovedpersonerne tager rejsen til det farvestrålende, udsyrede, subatomare niveau (der sjovt nok har en del lighedspunkter med den magiske dimension som man kunne opleve i Dr. Strange.

Det er også muligt at nyde filmen i 2D, men det synes bare en del nemmere at orientere sig i billedet i disse hektiske actionsekvenser hvis man får dybdevirkningen med.

Selv om Ant Man and the Wasp ikke er lige så vellykket som den første film, selv om den genbruger flere af de elementer der gjorde etteren til en succes, så ender den stadig med at være ganske underholdende. Det er en superheltefortælling der endnu engang cementerer at Marvel (og Disney) har fundet frem til en formel som virker. Den har humor, er flot men rent fortællemæssigt tilføjer den ikke ret meget, hverken til sine hovedfigurer, eller til det overordnede narrativ i den overordnede Marvel Extended Universe-fortælling. Det er en fin nok superheltefilm, men samtidig er det også svært at lave film, på film der er lige så gode som eksempelvis Avengers: Infinity War.