Som katteejer er tanken om, at nogle mennesker blot overlader en lille killing til sin egen skæbne, noget, der virkelig kan gøre en gal i skralden. Ikke desto mindre er det på den måde den nye animationsfilm for de yngste Det Magiske Hus starter. En bil standser op, en bold smides ud af døren, en begejstret, orangefarvet killing sætter begejstret efter legetøjet, da bildøren atter smækker i og bilen kører væk i høj fart. Den lille kat med de store, grønne øjne er nu helt alene i et fremmed villakvarter.

Der er sat en syvårsgrænse på Det magiske hus og det er nok ganske fornuftigt, at man som forælder respekterer dette, da filmen til tider både kan virke sørgelig (som eksempelvis åbningsscenen) eller decideret uhyggelig for familiens allermindste. Kan man dog klare mosten vil man kunne opleve en både detaljerig, flot animeret og helt igennem underholdende eventyrfilm, der sagtens kan tåle at blive set mere end en gang.

Undertegnede hører til de seere, der altid har haft svært ved at acceptere musicalelementerne i eksempelvis Disneys animationsfilm, uanset hvor begejstrede andre animationsfans og Oscar™-komiteen ellers er for disse. Kan man tilslutte sig den holdning, vil man med glæde opdage, at Det magiske hus er ganske fri for lange sang- og dansenumre. Hvad den mangler af musicalelementer har den til gengæld i overflod i hæsblæsende actionsekvenser, hvor et af de gennemgående greb er, at vise seeren handlingen netop fra killingens perspektiv, hvilket er yderst effektivt.

På sæt og vis synes filmen at låne denne gimmick fra computerspillenes verden. Når man samtidig tænker på at animationsselskabet som står bag Det magiske hus tidligere har lavet Sammys store eventyr, der i en kortfilmsversion har kunnet opleves i flere forlystelsesparkers såkaldte 4D-biografer (en biografsal hvor sæderne bevæger sig i trit med 3D-filmen og hvor røg, luftpust og forstøvet vand er med til at højne oplevelsen), giver denne ”point of view”-effekt måske endnu mere mening.

Det var muligt, da filmen kørte i danske biografer, at opleve Det magiske hus i 3D, men man skal have fat i en engelsk Bluray-udgave af filmen for at kunne gentage dette hjemme i stuen, til gengæld gør det ikke så meget, for selv om filmen grangiveligt udnytter dybdeillusionen godt, så fungerer disse POV- og action-scener næsten lige så godt uden dette ekstra lag.

Den forladte missekat trisser lidt rundt i kvarteret og inden længe jages den af en arrig doberman ind på en grund, hvor hunden dog standser brat ved indkørslen og klynkende trækker sig tilbage med halen mellem benene. Der er noget helt galt her. Katten ser sig omkring og opdager, at der er et skummelt, viktoriansk træhus hus på grunden, noget der nærmest ligner en palæversion af Bates-familiens residens fra Psycho. Det begynder at tordne og regne og killingen finder med lidt besvær en vej ind i huset, som ved første øjekast virker virkeligt skræmmende, men som i realiteten ejes af en ældre, excentrisk tryllekunstner.

I huset bor også en mus og en kanin, samt en masse små robotter, som er tryllekunstnerens venner. Kaninen og musen bryder sig bestemt ikke om deres nye bofælle, men ejeren af huset betages af den lille kat, som han døber Torden. Problemerne stopper dog ikke her, for tryllekunstnerens nevø, der er noget så ucharmerende som ejendomsmægler, har sat sig for at sende sin onkel på alderdomshjem, så han kan sælge det imponerende hus og på den måde få penge og anseelse. Heldigvis er han også allergisk overfor kat, hvilket pludselig giver Torden anseelse og status blandt husets øvrige beboere.

Efter et uheld, ender husets ejer på hospitalet, alt imens nevøen aggressivt forsøger at få solgt huset, så derfor bliver både dyr som automatroner nødt til at arbejde sammen, så de kan redde huset fra den maniske ejendomsmægler og stadig blive boende.

Det magiske hus præsenterer på den måde ikke animationsseere for elementer, man ikke har set andre steder før, men selv om man sikkert godt kan forestille sig, hvordan det spænder af, lykkes det filmmagerne at levere et produkt, som både underholder og er betagende at se på. Filmen emmer af hittepåsomhed og har en masse detaljer, som er værd at nærstudere, samtidig formår den at finde en fin balance mellem det uhyggelige og det enormt hyggelige, hvilket endnu engang understreger vigtigheden af, at man som forældre måske bør se med selv, i stedet for blot at overlade tossekassen til familiens alleryngste.