En teenagepige, i Tallinn i Estland, ønsker sig brændende en cykel til jul. Den skal være grøn. Sådan starter første trin i et kompliceret årsagssammenhæng. En hændelse, der fører til hævn, vold og bandedrab i en forstad til København. Et tilfælde? Er et tilfælde bare et tilfælde? Eller kan man med matematisk statistisk sikkerhed beregne tilfældenes forløb, hvis man har et tilstrækkeligt begivenhedsmateriale? Er tilfældet skæbnerelateret og er vores liv styret af tilfældigheder, der tilsammen danner et svært gennemskueligt mønster? Store eksistentielle, filosofiske, deterministiske spørgsmål. Det er dem, der er baggrunden for Bodil- Oscar- og Robert-vinder, instruktør og manusforfatter Anders Thomas Jensens nye spillefilm, Retfærdighedens ryttere.

Lyder det tungt, intellektuelt og fortænkt? Det er det slet, slet ikke.

Filmen er en forrygende spændende, velfortalt, aktuel ”forstads-western”, om retfærdighed og selvtægt. Og så bobler den over af skæv humor. Allerede i filmens første scener møder vi tre uimodståelige originaler, nørdernes nørder. It-statistikerne Lennart, i Lars Brygmanns krølhårede skikkelse og Nikolaj Lie Kås som Otto, en skæv it-nørd, kun overgået af Emmentaler, Nicolas Bro, som super edb-maniac. Når de tre taler sort, om asymptotiske algoritmer og de dynamiske kompleksiteters analyser, er det ikke kun nutidssatire på højeste plan – det er også brandsjovt. ”Jeg har undersøgt over 40.000 tilfælde af sammenhæng mellem det, at have klumpfod, og nedsat hørelse” forklarer Lennart stolt ”Og hvad var sammenhænget så?”, spørger tilhøreren nysgerrigt. ”At der ingen var”, lyder svaret!

Så kan det ellers nok være at handlingen tager fat. Mathilde, teenagedatteren, hvis grønne cykel netop er blevet stjålet (nu på vej til Tallinn, for at den estiske pige kan få sit julegaveønske opfyldt) må derfor tage toget sammen med sin mor. En høflig fremmed herre, vores it-nørd Otto, rejser sig og tilbyder moren sin siddeplads. Så kommer, med stor ødelæggende kraft, den tragiske togkatastrofe, hvor moren omkommer, mens Mathilde og Otto overlever. Herfra starter plottets ridt mod en opklaring af ulykken. Var det et attentat? Politiet er nærmest passive. Otto og med ham hans to it-venner, er ikke i tvivl. Gennem it-data og algoritmesøgninger kan de bevise, at ulykke ikke som angivet skyldes tekniske fejl. Så skråsikre er de, at de opsøger Mathildes far, Markus, der nu er hastehjemsendt fra en fjern udstationering, for at tage sig af sin datter Mathilde. Markus, i Mads Mikkelsens indelukkede stresshærgede militærperson, går til fulde ind på tanken om et planlagt attentat, der også dræbte hans hustru. Han vil hævn.

Ikke mere plot-spoiling.

Men spændingen accelerer. Og vi når vidt omkring med brutal vold om hvordan tilfældigheder kan ændre et livsgrundlag, men måske alligevel fører til den tryghed og lykke alle stræber efter.

Et klassisk hævndrama, i et realistisk dansk hverdagsmiljø, sandsynliggjort af et professionelt stjernehold, der alle kan både det nærværende og skæve. Alle fire har tidligere arbejdet sammen med instruktøren, helt tilbage til Blinkende lygter (2000), De grønne slagtere (2003) og Adams Æbler (2005), hvor ikke mindst den sorte humor og originalitet blev instruktørens kendemærke.

I den nye film er vi, trods fortællingens voldsomme dramatik, tættere på det menneskelige, hvor fællesskabet om retfærdighed overtrumfer tilfældighedernes tyranni. Ikke mindst gennem Mathildes teenagersorg i hendes søgen efter trøst og kærlig omsorg ovenpå tabet af moren. Igen viser den unge Andrea Heick Gadeberg, som vi husker fra Ser du månen Daniel? (2019), sit store talent.

Retfærdighedens ryttere er en gennemprofessionel film med præcise karaktertegninger og et fremragende kamera-arbejde af Kasper Tuxen, hvis åbningsbillede fra Tallinn, i gylden Disney-lyssætning, straks indikerer, at vi bevæger os ind i myternes verden. En spændende, original og tankevækkende film, hvor Anders Thomas Jensens talent for sort humor og skæve eksistenser atter slår igennem. Intet er her overladt til tilfældighederne!