Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters

You Should Have Left (93 min.) Købefilm / Universal
Anmeldt 12/11 2020, 18:42 af Torben Rølmer Bille

Huset på bakken


Huset på bakken

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Der er et utal af gyserfilm og thrillers som er centreret omkring huse, slotte, ruiner eller andre skræmmende bygningsværker. Disse rammer var allerede til stede i de første egentlige gyserhistorier – de gotiske romaner og indrømmet - ideen om pludselig at befinde sig i fremmede omgivelser kan da også være angstprovokerende, især hvis der pludselig begynder at ske mærkelige ting rundt omkring en. I enkelte tilfælde kan ens eget (nye!) hjem også vise sig at være arnestedet for en række meget skræmmende begivenheder, som man tidligere har kunnet se det i et utal af film (tænk bare på The Amityville Horror, Sinister, Poltergeist, The Haunting of Hill House, osv.)

I mange af disse gysere bliver selve bygningen, som vores hovedpersoner opholder sig i, en slags ekstra medspiller. Sidst dette blev endog meget tydeligt var da undertegnede så The Possession af Hannah Grace . I den film blev den brutalistiske arkitektur i den grad medvirkende til at øge uhyggen. Dette gælder også for den nye thriller You Should Have Left, men her er førstehåndsindtrykket af det moderne, arkitekttegnede hus umiddelbart mere positivt. Det virker virkeligt lækkert og meget indbydende på såvel den lille familie der flytter ind i det, som det gør på os seere.

Faderen i den lille familie (spillet af den altid solide Kevin Bacon) har arbejdet i finansverdenen, men er stoppet på grund at hændelser, som ikke skal afsløres hér. Grunden til at han og hans unge kone lejer det føromtalte designerhus er at moderen (smukke Amana Seyfreid) er en skuespiller, der skal medvirke i en film, som optages i nærheden. De har parrets unge datter med sig. Hun er i første omgang mindst lige så betaget af det spændende, arkitekttegnede vidunderhus, som forældrene er det. Der er noget enkelt, næsten skandinavisk, over designet som præger konstruktionen på bakken i Wales. Samtidig er der også noget dystert og frygtindgydende over de afdæmpede brune og beige træfarver, de lange korridore og den enkle, sparsomme indretning. Det er svært indledningsvist at sætte fingeren præcist på hvad det er, der gør stedet så uhyggeligt, men idet skrider frem bliver det nemmere og nemmere.

Farmand plages af nogle meget livagtige mareridt, hvor han opdager at der pludselig er døre på steder, hvor der øjeblikket før var en væg, hvor en mystisk fremmed synes at være interesseret i datteren og hvor en skummel trappe leder ned til en kælderetage der ikke var der for et øjeblik siden. Han har svært ved at skelne drøm fra virkelighed og situationen tilspidses af, at han har på fornemmelsen, at konen måske er ham utro. Stemningen i det ellers så flotte hjem går hurtigt fra at være anspændt til at være direkte ubehagelig. Først opdager parret at ingen af dem har booket det hus de opholder sig i. Han troede hun havde fundet det, men da han siger dette, påstår hun at det var ham der bookede det online. Værre bliver det idet farmand opdager at der er nogen der har skrevet ”I skulle tage af sted – NU” i den dagbog han forsøger at føre. Er der andre end de tre, der gemmer sig i huset, eller kan der være en helt anden forklaring på disse mysterier?

Filmen giver sig ikke noget klart, entydigt svar, men derimod en række forklaringsmuligheder som du kan vælge imellem i forsøget på at få filmens mysterier til at hænge sammen logisk. Den mest spændende forklaring på årsagssammenhængen er i Kapellets optik, den som den lokale købmand giver manden, da han mod slutningen af filmen fortæller om de lokale legender der knytter sig til det sted hvor huset nu ligger. Gyserfans der holder af åbne slutninger vil med garanti være svært begejstrede, mens andre der ikke gør, måske godt kan opleve en frustration over at filmen ikke giver mere konkrete svar på dens egne spørgsmål.

Selv om mange af delelementerne er nogle man har set før ender You Should Have Left med at være en ret så effektiv, lille gyserfilm. Både fordi alle medlemmerne af den lille familie er nogle man har nemt ved at relatere til og holde af, og fordi det jalousidrama som også udspiller sig, er velorkestreret. Dertil kommer, at idet husets hemmeligheder lige så langsomt bliver afdækket så skrues der også op for scener hvor det ellers så smukke hjem, forvandler sig til rammerne omkring et veritabelt mareridt og tragedien, synes nærmest umuligt at undslippe.

Der er sikkert hærdede gyserfans, der forholdsvis hurtigt vil kunne regne ud af hvordan det hele hænger sammen, men selv om det er tilfældet så er der tilpas mange friske ideer (især forbundet med de umulige proportioner i huset) der trækker voldsomt op i den samlede bedømmelse. Det er David Koepp der har instrueret og foruden at have lavet film som den om cykelbuddet Premium Rush og den fesne komedie Mordecai har han også stået bag filmatiseringen af Stephen Kings Secret Window og Kevin Bacon thrilleren Stir of Echoes. Koepp er altså ganske erfaren i at få pisket en uhyggelig thrillerstemning op.

You Should Have Left er en både stilren, vellavet og effektiv lille gyserfilm, der med garanti vil kunne stille langt de fleste gyserfans tilfredse. Den får skabt virkelig uhyggelige arkitektoniske rammer omkring den lille familie, foruden at fortælle en historie om jalousi og mental uligevægt. Spændende fundet på og spændende eksekveret. Dette hører bestemt til den gruppe af horrorfilm, som undertegnede nemt ville kunne finde på at gense, om ikke andet så for igen at komme en tur ind i huset med de mange hemmeligheder.


Forrige anmeldelse
« Gud eksisterer, hendes navn er ... «
Næste anmeldelse
» Retfærdighedens ryttere »


Filmanmeldelser