Det er sikkert hamrende frustrerende for instruktører, at anmeldere ofte forsøger at sammenligne deres film med andre film eller andre instruktører. Dette er selvsagt ikke fordi at man som anmelder ikke anderkender at pågældende instruktør ikke er i stand til at stå på egne ben, eller at deres film ikke kan opfattes som selvstændige kunstværker, men snarere for at give læseren en idé om hvad grundtonen i den pågældende film ér, eller for at påvise at den har visse lighedspunkter med strukturer eller forløb, som man også har oplevet andre steder.

Med ovenstående in mente vil undertegnede derfor forsigtigt sammenligne den nye - ganske fremragende - film American Honey med Richard Linklatters film. Her tænkes ikke kun på debuten Slacker som overskriften ellers kunne antyder, men snarere i forhold til at skabe film der både emmer af indie-stemning, ikke er drevet frem af et egentlig plot, indeholder et velfungerende soundtrack og som ikke mindst byder på et ganske omfattende galleri af karakterer, der til trods for deres antal alle bliver ganske stærkt tegnet undervejs.

Nu skal det i al retfærdighed nævnes, at Andrea Arnold også har en række kritikerroste film på sit CV, blandt andet Red Road og Fish Tank - alle film som nærværende skribent desværre har til gode, men som bestemt skal ses hvis de blot er halvt så interessante som American Honey.

Det første som springer i øjnene, er at filmen er holdt i et 4:3-format, i stedet for det velkendte bredformat (16:9 eller lign.). Det gør at formatet på én gang virker ganske gammeldags, samtidig med at dette også peger ganske eksplicit på at man er i gang med at se en film. Til gengæld glemmer man dette hurtigt og det næsten kvadratiske vindue til America Honeys verden, kommer hurtigt til at føles ganske naturligt.

Filmen handler om den 18-årge pige Star, der i begyndelsen af filmen bor i hvad der bedst kan beskrives som et ludfattigt, white-trash miljø, komplet med et par mindre søskende (ser selvsagt har forskellige fædre) og en alkoholiseret far, som ikke kan holde fingrene fra den unge pige. I filmens åbningsscene ser man hende og de små rode rundt i en container efter mad, der er blevet smidt ud fra et supermarked, hvilket giver et ganske fint billede af hvor desperate den lille familie er.

Helt tilfældigt render Star ind i en gruppe unge mennesker, som rejser Amerika tyndt for at tjene penge. De foregiver at sælge abonnementer til forskellige magasiner og krydrer deres salgstaler med forskellige historier om hvor fattige de er, om den ikke-eksisterende college-uddannelse, der er ved at spare sammen til, om den nye, fiktive kantine som deres lige så opdigtede universitet samler penge ind til osv.

I virkeligheden er de alle småsvindlere, der bruger folks venlighed til selv at kunne få mad, ophold på moteller og de stoffer og sprutflasker som forsøder deres tur rundt i landet betragteligt. Star kommer fra Texas og først rejser gruppen til Kansas (så for en gang skyld kan man ikke citere Dorothy fra The Wizard of Oz) og da filmen slutter befinder gruppen sig et eller andet sted i nærheden af Rapid City. Selv om det måske ikke er den imponerende rejse de foretager, så er det ikke så meget målet, som det er øjeblikket, der ender med at være i fokus.

Star er især betaget af den unge mand Jake, der holdes i forholdsvis kort snor af gruppens selverklærede leder Krystal. Det er tilsyneladende hende, der har fundet på dette sære koncept og af samme grund er det hende der egenrådigt beslutter, hvem der er en del af deres gruppe og hvem der ikke er. Ikke desto mindre opstår der en slags lidenskabeligt had/kærlighedsforhold mellem Star og Jake, men de må selvsagt holde dette skjult for resten i gruppen.

Filmen bruger ikke megen tid på at forklare hvad den overordnede idé er med deres ”arbejde”, eller for den sags skyld hvordan dette sære samarbejde mellem Star og resten af de unge mennesker ender, men der er heller ikke så vigtigt som den stemning filmen ønsker at videreformidle.

Filmen skal dog ikke klantres for at fokusere mere på form end på indhold, når den primært viser os en masse dysfunktionelle unge, der hører høj hiphop, synger med på omkvædene og ser længselsfuldt ud på det landskab, der flyver forbi udenfor den bus de kører rundt i. Selvom der sikkert er de der vil blive irriteret over filmens indimellem lettere langtrukne scener, så skaber de også en poetisk fortælling, der langt hen af vejen fungerer og som takket være filmens virkelig dygtige fotograf, Robbie Ryan, er virkelig behagelig at lægge øjne til.

Helt nøgternt kan filmen godt anklages for at være lidt for lang, men det er samtidig en sær, dragende film, som det er svært ikke at blive fascineret af. Filmens hovedrolleindehaver, Sasha Lane, er sammen med resten af castet virkelig troværdig og i det hele taget virker filmen meget realistisk, både hvad angår skuespil og det forløb der udfolder sig. Muligvis er meget af den blevet til gennem improvisation, men dette er rent gætværk, da der stort set intet ekstramateriale er at finde på BluRayskiven ud over hovedfilmen.

Selv om det nok ikke er en film, der vil appellere til alle filmfans, så er den efter kapellets mening helt bestemt et kig værd. Den får skabt sin helt egen skæve verden, der på en og samme tid virker som om den bunder i realisme og er fabulerende poetisk. En film som tegner et ganske alternativt billede at det USA som Star møder på sin færd. En version af USA der næsten ikke kunne være mere anderledes end det glansbillede-ideal som ofte præger de mere populære, amerikanske selvskildringer.