Ved foden af Andesbjergene i Chile, i en idyllisk, solbeskinnet dal, ligger en tro kopi af en lille bayersk landsby. Her synges tyske folkesange, jodles, danses og drikkes øl af svingende, skummende krus, mens turisterne nysgerrigt fotograferer og lytter til guidens introduktion til ”Villa Baviera”, som byen nu er døbt. Idyl, Idyl.

Men bag den lystige overflade gemmer der sig en grusom fortid.

Det er den historie instruktørerne Estephan Wagner og Marianne Hougen-Moraga afdækker med den danske dokumentarfilm Songs of repression. Gennem interviews med beboerne, får vi langsomt præsenteret den bagvedliggende sandhed, der i sin perversion og umenneskelighed er næsten ufattelig. Om undertrykkelse, vold, sexovergreb, fornedrelse og gudstro.

Det starter i 1961. En lille tysk menighed, udsprunget af den evangeliske kirke, med Paul Schaefer, tidligere nazikorporal og pædofil, som den stærkt troende og karismatiske leder af sekten ’Colonia Dignidad’, opsat på at skabe et paradis på jord. Sammen drager den lille religiøse sekt til Chile, hvor de med flid og arbejdsomhed får etableret et tysk minisamfund, med gartnerier, biavl, plejehjem og hospital. Troen, korsangen og musikken binder dem sammen i deres søgen efter den ultimative sandhed, renhed og lydighed. En kristensekt, hvis leder kræver ubetinget lydighed, undertrykkelse og ofre. Alt sker i Vor Herres navn.

Kvinder, mænd og børn blev fysisk adskilte. Børnene blev gennemtævet og seksuelt misbrugt af lederne, og kvinderne, ”en lavere klasse”, var frit tilgængelige for mænds lyster. Tæv og tæsk, til man var bevidstløs, hvis man var opsætsig. Uhyrlighederne er ufattelige. Tavshed om alle de grimme ting var obligatorisk. Ingen kunne rejse bort. Alle var bundet til sektens disciplin og orden – ingen tilfældighed, at næsten alle have en nazi-fortid.

Beboerne, i dag ca. 120, har heller ikke megen lyst til at fortælle om dengang. Deres ansigter viser tydeligt tegn på mishandling og frygt. De ældre, der helst vil glemme, husker de tæsk og ydmygelser de var udsatte for. Men vi lærte sammenhold, ærlighed, at indordne os og guds frygt, siger en ældre, sengeliggende kvinde, som et svagt forsvar for sektens handlinger. Det var slet ikke så galt, lad os nu glemme, forstår vi på de gamle. En kvindelig sygeplejerske fortæller om medicinmisbrug og elektrochok for at afrette de utilpassede.

”Jeg hørte voldsomme smerteskrig og råb fra kælderen - og så pludselig en stilhed. Så vidste jeg at han var død af toturen”, fortæller en tidligere beboer og fortsætter om, hvordan sekten dengang i al hemmelighed, hjalp Chiles diktator Pinochet, med afhøring og aflivning af politiske modstandere. Massegrave tæt på landsbyen, hvor endnu ikke alle er afdækkede, vidner om skændslen.

I 2005 blev sektens leder anholdt og dømt for sex-misbrug af børn og dør kort efter. Ingen politiundersøgelse, ingen offentlighed. Landsbyen levede videre med et kæmpe trauma. En stor tilgivelsesceremoni, hvor alle tilbageblivende indbyggerne i fællesskab begraver ugerningerne og sværger evig tavshed om deres egne lyster og lidelser. Et skønmaleri, der fra at skulle ligne et paradis på jord, blev et hykleri og et mareridt, som de fleste tilbageværende indbyggere helst fortrænger og mest gemmer sig bag et: vi ved intet, vi husker intet.

Songs of Repression er en ægte dokumentarfilm, der overlader til tilskueren, at dømme og konkludere. Den giver sig tid. Ingen speak, ingen kommentarer. Lader de enkelte interviews stå rent. Vi oplever på tæt hold, og gennemskuer, forsøget på at undertrykke fortidens løgne, fortiede smerter, som hverken korsang, kædedans eller lystig Oktoberfest kan fjerne.

Villa Baviera, som sekten/landsbyen blev omdøbt til, lever videre, der tales stadig tysk og synges Heimartsange. Nyfigne turisterne kommer for at iagttage det lille stykke tysk idyl, med en fortid, som man helst vil glemme, men som de ny ledere understreger, snart vil være en åben lille landsby. Glemmes skal, at idyllen hviler på fortidens massegrave. Vi har med Songs of Repression fået en rystende vigtig dokumentation af, hvad demagogi, religiøst vanvid og vold kan føre til. Et uafrysteligt vidneudsagn, der helt fortjent har modtaget årets CPH:DOX-førstepris.