Den afdøde forfatter Phillip K. Dick er efterhånden ved at være en integreret del af Hollywood. Vi kan blandt andet takke ham for at skrive det litterære grundlag for Ridley Scotts sci-fi mesterværk Blade Runner, Paul Verhoevens Arnold-anførte kultklassiker Total Recall (der gudhjælpemig er ved at blive genskabt med Colin Farrell) samt Spielbergs anmelderroste Minority Report. Hans blanding af science fiction og eksistentielle problemstillinger går rent hjem på den store skærm. Det var dog først med Blade Runner-filmatiseringen, som blev udgivet tre måneder efter hans død, at hans drøm om et bredt publikum blev opfyldt. Det er i denne anmelders optik en stor skam, at manden aldrig nåede at se nogle af hans historier blive omdannet til lærredet. Netop fordi hans småskizofrene mindfuck-universer udmærker sig så godt derpå.

Den opmærksomme læser vil her bemærke, at ovenstående film har et gennemgående dystopisk og eksistentielt islæt. En undren over verdens ”virkelighed” kan siges at kendetegne denne stærkt filosofiske forfatters bibliografi. Hans narrative skabelon kan siges at være den midaldrende mand, som langsomt opdager, at han selv og verden ikke nødvendigvis er, som det har vist sig som førhen. Dette kan måske læses i forlængelse af, at forfatteren under det meste af sit forfatterskab havde gang i et heftigt brug af amfetaminer. Dette gav ham alt fra intergalaktiske ud-af-kroppen oplevelser til paranoia og hvad ellers dertil hører. Der er i alle henseender propfyldt med ugler i den eksistentielle mose – både i hans liv og hans forskellige værker.

Det samme er til en hvis grad gældende for The Adjustment Bureau, hvori David Norris (Matt Damon) kæmper sin personlige kamp mod den skæbnejustering som en ekstern, overmenneskelig organisation ønsker at påføre ham. David Norris er en ung politiker, der elskes overalt i New York. Alligevel plages han af en følelsesmæssig tomhed, der indtræder når han ikke agerer foran store folkemængder. Denne tomhed ender i det øjeblik, han forelsker sig i den bedårende Elise (Emily Blunt). Idyllen forstyrres imidlertid hurtigt af overmenneskelig indblanding, som vender op og ned på den verden, som før stod fæstnet så solidt.

The Adjustment Bureau er George Nolfis første film som instruktør. Han har også selv skrevet filmens screenplay, som bygger (meget) løst på førnævnte forfatters novelle ”Adjustment Team”. George Nolfi har tidligere skrevet historien til bla. Ocean’s Twelve og været medforfatter på The Bourne Ultimatum. Han er altså en kyndig herre i den amerikanske action-crime genre, og det er da også primært den boldgade, som denne film spilles i. En af filmens helt store styrker ligger i kemien mellem Matt Damon, som spiller en typisk moderne helterolle, og danserinden Elise (Emily Blunt), der gør sit arbejde som den underfundige girl next door-type fænomenalt.

Filmen er også en teknisk kraftpræstation, og den store brug af locations og cameos i New York giver filmen den jordiske æstetik, som den fantastiske dimension ofte har brug for som sin modpol. Vi har et science fiction islæt i det overnaturlige justeringshold, der ligeledes bærer nogle stærke religiøse konnotationer. Alt dette bygget op omkring en traditionel kærlighedshistorie, der understøttes af actionfilmens hastige fortælletempo. Men det er måske netop også her filmen glipper lidt. Den prøver at hybridisere en masse demografiske godter, som bla. kærlighedshistoriens universalitet og actionsfilmens hastighed, med mørkere aspekter som thrillerens krybende uhygge og science fictiongenrens verdensvendte optik og sociale kritik. Med andre ord kan man sige at filmens hjernevrængende tematik, filmens mindfuck, udvaskes jo flere skefulde Hollywoodsukker der tilsættes.

Generelt kan man sige, at The Adjustment Bureau er et frisk pust indenfor den traditionelle kærlighedsfortælling i Hollywood. Man kan også sige, at den er et eksempel på en film, der fordrer tvivl om de helt store spørgsmål, men på et niveau, hvor alle kan være med – være det godt eller skidt. George Nolfi har som debutant ønsket at fortælle denne historie, og været nødt til at indgå nogle kompromisser for at kunne gøre det bedst muligt. Produktionsteknisk har den som debutfilm været svær at hive op af hatten. Af den grund må man tage selvsamme af for, at han giver sig i kast med en vanvittig(,) interessant forfatters værk. Det ændrer dog ikke på, at filmen har vis en indholdsmæssig tomhed, hvis den sættes op mod de helt gode Phillip Dick-filmatiseringer. Man kan jo håbe på, at novellen en dag får sin fortjente, mere puritanske, filmatisering. Om ikke andet vil jeg anbefale folk at se filmen, men bestemt også læse novellen, specielt fordi den er frit tilgængelig (endda lovligt) på nettet.