Den er efterhånden lidt over et år siden, science fiction fans sidst fik besøg af rumvæsener i stor stil. Det skete i den overraskende og meget ambitiøse, sydafrikanske film District 9, men filmen Skyline, der i skrivende stund har invaderet de danske biografer, er de fremmede ikke kun langt mere direkte i deres aggressivitet end deres apartheidramte rumbrødre fra Johannesburg, men de fremmede i Skyline synes som udgangspunkt at ville dominere menneskeheden totalt.

Filmen starter ganske spektakulært med at vise den første kontakt med de besøgende fra rummet. Vi ser klare, lysende, blå stråler dale ned og ramme centrale steder i et natligt L.A. Gæsterne til en fest vågner langsomt fra deres brandert og de, der er så uheldige at se direkte på lyskilden bliver på det nærmeste hypnotiserede, der sker en fysisk forandring med deres blodårer og de har ikke andet valg end at nærme sig det klare lys. Hvis man kommer lidt for tæt på er det for sent – man opsnappes øjeblikkeligt af de fremmede.

Filmen springer 15 timer tilbage, og seeren er nu vidne til, hvordan to gamle venner mødes efter lang tid væk fra hinanden. Den ene bor i New York og har slet ikke haft samme succes som sin ven, der er en succesfuld special effects mand i Hollywood. De mødes til vennens runde fødselsdag. Man skal naturligvis gennem deres forhold og d’herrers respektive kærestebyrder, idet filmen skal sørge for at etablere både hoved- og bikarakkterernes forhold til hinanden. Selv om Skyline er en film, der i høj grad skal ses som en, der lægger sig i forlængelse af klassiske, spektakulære science-fiction-film, der dels byder på episke luftklampe mellem ufoer og jagerfly, dels viser bizart store monstre, der tramper rundt på bygninger, og dels viser enorme moderskibe, der i bogstaveligste forstand suger sagesløse mennesker ombord, så er filmens primære fokus på de interne relationer mellem de karakterer, vi møder i filmens start, og på hvordan disse figurer håndterer den desperate situation, de nu er havnet i.

Man kan derfor godt sige, at filmen har lånt sin præmis fra bl.a. den klassiske zombie- eller katastrofefilm, hvor fokus er karakterernes håndtering af en uvirkelig situation, som de hellere end gerne vil overleve. Dertil kommer, at filmen, lidt kryptisk formuleret (af frygt for at afsløre for meget), mod slut låner et kerneelement fra føromtalte District 9. Faktisk føles Skyline generelt som en genbrugsfilm, da man har set mange af delelementerne, som den anvender til at fortælle sin historie, i et utal af film f.eks. Cloverfield, Independence Day og lignende.

Til trods for både lækre rumskibe og monstre foregår overraskende meget af filmen rent faktisk inde i den penthouselejlighed, som har lagt vægge til føromtalte fødselsdagsfest. Her samles de overlevende med naboer og forsøger at lægge mere eller mindre velovervejede strategier for, hvordan de skal komme helskindet ud af situationen, hvordan de kan overleve eller måske ligefrem nedkæmpe invasionen af væsener, som i alle aspekter forekommer utroligt overlegne. De fremmedes teknologi er cyborg-lignende, altså en fusion af organisk materiale og metalliske dele sømløst integreret i hinanden. De små skibe, som moderskibene sender ud, minder mest af alt om metalliske gopler eller blæksprutter, og de enorme jordbundne monstre kunne godt være en fjern fætter til Gojira eller monstret fra Cloverfield.

Problemet med Skyline er ikke så meget, at vi har set det hele før, men snarere at de centrale figurer i filmen enten er fuldstændigt karikerede, ganske utiltalende, eller slet og ret utroværdige. For at give et konkret eksempel, så giver filmen plads til at have en tvist mellem et kærestepar og en pige, som blander sig i deres krakelerede idyl. At der under omstændighederne i det hele taget er tid til et sådant trekantsdama, forekommer gennemført lamt, for lad os nu være ærlige: hvis man står ansigt til ansigt med en fremmed overmagt, der har til hensigt at benytte menneskehedens hjerner som brændstof, så er det mindste problem da, at ens kæreste ikke kan være en tro. Andetsteds i scenen ser vi en fast forward-scene, hvor vi observerer protagonisterne tale med hinanden i lejligheden alt imens dagen går – det er til gengæld en fin måde fra manuskriptforfatternes side ikke at presse mere af deres ligegyldige dialog ind i ørene på den sagesløse seer.

Det er primært denne formulariske genanvendelse af klassiske dramatiske elementer, som bliver en stopklods om Skylines eller så effektfulde ben. Man kunne have håbet på at filmmagerne, med deres store indsigt i special effects havde skabt en film, der ville tage pusten væk fra sin tilskuer i kraft af de imponerende billeder, men denne billedstorm står desværre i skærende kontrast til ufrivilligt komiske dialoger og endimensionelle figurtegninger. Det ville have klædt Skyline at have turdet lidt mere, at have taget flere chancer og undgået mange af de klicheer, som vi, der i en menneskealder har været trofaste sci-fi fans, efterhånden er blevet spist af med igen og igen.

Dette er især ærgerligt, idet at den fortælling, som bliver fortalt i Skyline, ikke er den, der vil interessere kernepublikummet. Det kunne have været befriende, hvis filmen havde holdt sig til at levere stringent sci-fi-action-underholdning med fokus på den konflikt, der eksisterer mellem de fremmede og jordboerne, i stedet for at lade meget af dramaet fokusere på jordboernes interne stridigheder og tvister.

Når det er sagt, så er produktionsdesignet og actionsekvenserne i Skyline ikke til at sætte en finger på. De står så skærende i kontrast til de rørstrømske, hjælpeløse dialogscener, at det blot forstærker ideen om, hvad denne film kunne have været, hvis den havde fået lov til det. De fremmede med deres hypnotiserende blå lys er fantastisk flot fremstillet og invasionsstyrken så bombastisk, at der ikke står nogen tvivl tilbage om, at det er her filmens budget er endt. Kort sagt, så kan Skyline sagtens nydes for sine flotte effekter, men desværre følger der også næsten en times krampetrækning af en handling med i købet.