Første film i serien af filmatiseringer af Jussi Adler-Olsens storsælgende krimiserie Kvinden i buret viste vejen rent stilmæssigt. Versioneringen haltede i opdateringen af et komplekst plot til en for kort film, men filmen var flot og veludført. Anden film Fasandræberne er nu ude på købefilm, og stilen fastholdes med stor præcision og sikkerhed, mens filmen også er blevet en halv time længere. Det er godt, for nu er der også plads til at dvæle ved det, der betyder noget. Selvom der stadig er nogle større problemer hist og her.

Handlingen tager udgangspunkt i en gammel sag fra 1994, hvor et tvillingepar blev myrdet i et sommerhus i 1994. Sagen blevet hurtigt lukket som en tilståelsessag, men faren til de myrdede – en politimand – har siden forfulgt sagen, fordi han mener, at opklaringen ikke svarede til de virkelige hændelser. Da Carl Mørck afviser at tale med ham, begår han selvmord – og Carl føler sig moralsk forpligtet til tjekke sagen ud. Han og assistenten Assad finder hurtigt noget uldent ved opklaringen, hvor rigmandsbørn tilsyneladende på en måde var impliceret.

Bogserien har forskellige kritiske engagementer, der også i visse nuancer får lov at komme med i filmene. Kvinden i buret havde politik som omdrejningspunkt, mens Fasandræberne har finansverdenens kynisme som kerne – et emne, som Adler-Olsen også berørte i den tidlige roman Og hun takkede guderne (2003). I Fasandræberne er metaforen for kynismen den vold, som de finansfolkene står for: De går på jagt, hvilket i bogen giver anledning til titlen. I filmen er fasanerne dog helt fraværende, og man skal have viden fra bogen for at afkode titlen. Filmtitlen er derfor alene ret malplaceret.

Men det er ikke den eneste form for vold. Siden kostskoletiden på Griffenfeld har de finansstærke formået at herske med vold mod dem, der ikke rettede ind ift. deres interesser. Navnet Griffenfeld er taget fra den danske 1600-tals rigskansler, der som forretningsmand også groft udnyttede sin situation for egen vinding – og blev fældet for det. Med ligheder til A Clockwork Orange (1971) er gruppen af veluddannede finansfolk sadistiske nydere af vold, hvilket går ud over mange. Derfor er sagerne, der potentielt opklares for Mørck pludselig af større karakter.

Filmen fastholder plottet fra bogen, og er i sig selv en nogenlunde straight og tro filmatisering. Dem, der har læst bogen, vil nok være tilfredse. Enkelte, der ikke har læst den, vil undertiden nok have svært ved at fange koblingerne, fordi filmen flere steder iler fuldstændig skånselsløst hen over detaljer, der er nødvendige for at hæfte plottet sammen. Især den efterforskningstekniske forbindelse til privatagenten Albjerg er helt uforståelig i filmen. Et aspekt, som filmen dog ikke viderefører fra første film, er den gennemgående gåde fra romanerne om en voldsoplevelse, hvor Mørcks partner omkom. Det er pudsigt, at dette oplæg fra første film i denne blot efterlades i det uvisse.

Fasandræberne er stjernecastet ud i de fleste detaljer. Nyere og allerede velkendte ansigter fra dansk film og tv-drama vælter nærmest over hinanden. Derfor er filmen enormt velcastet og velspillet. Kameraføring og klipning er timet og overbevisende. Så selvom historien ikke er nogen krimiteknisk åbenbaring, er filmen et stykke rigtig godt og velfungerende håndværk. Bortset fra nogle besynderlige svipsere. I en spektakulær sekvens bliver Mørck skudt i skulderen, men i scenen efter – hvor de rydder op på kontoret – er dette glemt og borte. Vi får ingen antydning af, at tiden er gået. Blot en velfungerende, emotionelt mærket Mørck. Han er nok en supermand, der messiansk bider smerten i sig for de sociale udskud, han erklærer sig som hjælper for.

Den halve time ekstra ift. Kvinden i buret gør underværker. Der er faktisk plads til karakteretablering, især omkring forholdet til Assad, og plads til visuelle fine nedslag, hvor vi får lov at fastholde glansen fra de velkoreograferede billeder. Det virker bare lidt underligt, at der i den forlængede spilletid, ikke er blevet plads til, at plottets maskinrum blev gået efter. Krimien er velsmurt og driftssikker, men der mangler et tandhjul hist og her til at få hele systemet til at køre synkront. Flot håndværk, overbevisende spil, men med et hullet plot og en ulogisk titel.