Kan det virkelig passe?

Det er ens første reaktion. Indenfor fem år har 79 unge begået selvmord i den lille by Bridgend (40.000 indbyggere) i Wales. 26 ved hængning – alle uden afskedsbrev eller anden forklaring. Det er det Jeppe Rodes spillefilmdebut Bridgend handler om.

Ikke en dokumentarfilm – som ellers er hans domæne – men en ekspressionistisk, lyd- og billedfortælling fra den lille walisiske minearbejder by.

Introduktionen er alt andet end turistreklame. Billedsproget er i slægt med Andrei Tarkowskys og Lars von Triers, plus David Lynches ”Twin Peak” – en uudtalt lurende uhygge. Skovens nøgne træer, en omstrejfende hund, et nedlagt tilgroet jernbanespor, der fører ind i skovens mørke – helt ind til kroppen af en hængt ung mand!

Så er vi advaret.

Dramatisk en klassisk start: en politibetjent og hans teenager datter Sahra (med sin elskede hest) ankommer til udkants-byen. Han for at undersøge/opklare de mange uforklarlige selvmord. Hun for at integreres i skole- og landsbyungdomsmiljøet.

Ikke overraskende tiltrækkes Sahra (troværdigt spillet af Hannah Murray, som vi kender fra tv-serien ”Games of Thrones”) af ungdomslivet ude i den mørke skov. Tæt på søen udfordrer de unge døden og hylder/hyler med råb op mod himlen de afdøde selvmordere. Med en dødsforagt springer de i skovsøen for at lade deres dødslignende nøgne kroppe flyder på søens mørke overflade. En mandomsprøve, som Sahra gennemfører uskadt, er et sving ind foran et frembrusende tog,

Et voldsomt tragisk oprør mod byens dvaletilstand og de unges totalt ignorante forældre. Sahra ikke kun tiltrækkes af dødskulten, men forelsker sig i præstens søn, der viser svage tegn på ulydighed overfor dødskollektivet – ikke mindst, da han er tæt på at være den næste på selvmordslisten.

Først nu opdager faren, at datteren er indfanget af kultens fællesskab – og han vælger at sende hende og hesten bort til en nærliggende rideskole. Næppe er de ankommet, før Sahra lader sin hvide hingst slippe fri – galoperende mod skoven (hvem sagde: symbolsk?). Og så må far og datter atter drage tilbage til landsbyhverdagen.

Faren forsker nu videre i de unges computeradfærd. Her finder han krypteringer og dæknavne i deres chat-rooms, der bl.a. angiver kultens selvmordslister – og hvornår vi kan afvente det næste selvmord.

Et klaustrofobisk miljø, tegnet i mørke farver, af den fremragende kameramand Magnus Nordenhof Jønck, der forstår, at skildre det dunkle dødsunivers, som de unge bevæger sig i. Skovens uudgrundelige dybde og fare. Læg dertil et lydmaleri, der vil noget i elektronik, skingre lyde og strygere, skabt af Karsten Fundal.

En dyster historie. Hvor instruktøren har givet afkald på enhver opklaring. Hvorfor gjorde de det? Var det et rædselsskrig mod en verden, der ikke vil dem. Mod os der ikke vil/kan forstå.

En desperation, som hverken ord eller billeder kan forklare. Tilbage står, de mange døde kroppe, der uomtvisteligt dinglede fra skovens nøgne grene. En fortættet atmosfære-nær film, hvor vi forvirret søger den psykologiske baggrund og udvikling i et betændt miljø. Faderoprøret, både mod politibetjenten og kirketjeneren, plus slutbilledet af den brændende skov, er da til at føle på – men langt fra nok til, at vi som lyd- og billedmættede tilskuer, går afklaret fra biografens mørke.

Instruktøren er på fremragende vis dykket ned i et univers, der ligger langt fra hverdagsrealisme og landsbyromantik. Råt og usminket – man fristes til at (mis)bruge ordet: dokumentarisk – kommer vi tæt på marginale-stemninger, ubearbejdet oprør – og en helt uforståelig gådefuld tragedie.

Nogen opklaring fik vi ikke.

Bridgend-tragedien har fundet sted. Det kan vi ikke afvise, og heri ligger vel filmens egentlige budskab – og berettigelse.