Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




True Detective s. 3 (487 min min.) Købefilm / HBO / 20th Century Fox Home Entertainment
Anmeldt 7/12 2019, 01:34 af Torben Rølmer Bille

Sagen, der nager


Sagen, der nager

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

HBO-serien True Detective startede virkeligt fantastisk ud, med en første sæson der leverede fremragende skuespil af makkerparret Matthew McConaughey og Woody Harrelson, plus en snert overnaturligt gys med alle sine referencer til Robert W. Chambers’ fremragende novellesamling The King in Yellow.

Anden sæson var derimod noget af en skuffelse, der godt nok var både lige så flot og vellavet som den første, men hvis generiske plot skuffede fælt. I efteråret 2019 kom så tredje sæson på Blu-Ray, så det var i lyset af den skuffende anden sæson med lidt bange anelser, at den seneste sæson røg i afspilleren.

Det skulle dog hurtigt vise sig, at mistankerne var ubegrundede, for seriens skaber Nic Pizzolatto har formået at vende skuden rundt og levere en tv-serie, der næsten er helt på højde med den første. Nuvel, den er muligvis ikke så original, for både det fragmenterede narrativ, et umage detektivmakkerpar, samt et labert retro-look er igen fremherskende, men til gengæld er den plotmæssigt konstrueret så elegant, at det er svært at andet end at knuselske den.

Den seneste sæson bevæger sig nærmest sømløst mellem tre forskellige tidsperioder. Den første foregår i 1980 og det er hér seriens centrale mysterium starter. Et søskendepar får lov af deres far til at cykle ned til en nærliggende legeplads, men vender aldrig tilbage efter mørkets frembrud. Faderen, en noget anløben type, slår straks alarm og både politi samt de lokale i området begynder at lede efter børnene. I 1990erne tages sagen op igen, da det viser sig, at der måske er dukket helt nye spor op i sagen. Den sidste handlingstråd foregår i 2015, hvor den nu pensionerede politibetjent, forsøger endeligt at få lukket for den uopklarede sag, der har naget ham i et halvt liv.

Vanen tro skal seeren ikke forvente sig hæsblæsende biljagter eller drabelige skuddueller, men derimod en dyster historie, der lige så langsomt udfolder sig. Der skabes teorier om hvad der er hændt børnene og jo længere man når frem i serien, jo tættere kommer både vore detektiver og vi på sandheden. Interessant er det også, at seriens egentlige hovedperson, politidetektiven Wayne Hayes, på hans gamle dage – altså i 2015-fortællingen – er blevet ramt af demens, og derfor ikke helt er i stand til at skelne virkelighed fra tankemylder. Vanskeligt er det også for ham at holde rede i alle sagsakterne, for opdager han noget nyt, er der en overhængende risiko for at han glemmer det igen i næste nu. Dette til trods, har han ikke i sinde at opgive at finde ud af hvad der i virkeligheden skete med børnene.

Hans makker, Roland West, spilles mindst lige så overbevisende af Stephen Dorph. De to udgør et fantastisk makkerpar og mindst lige så fantastisk er den måde som makeupspecialisterne har formået at gøre skuespillerne ældre på. Ved første blik tænker man at rollerne, som de gamle versioner af Roland og Wayne bliver spillet af andre, væsentligt ældre skuespillere, men det er altså ikke tilfældet.

Det er Waynes historie, der ender med at blive den bærende. Han er også en mægtig interessant figur, idet han ikke nødvendigvis er en vildt sympatisk fyr, men mange gange oplever man ham som meget stædig, lavmælt og indimellem helt uretfærdigt egoistisk. Dette kommer især til udtryk i forholdet til hustruen, der også har brugt store dele af sit liv på at beskæftige sig med sagen om de forsvundne børn. Mens manden forsøger at finde frem til den eller de, der har kidnappet søskendeparret, får hustruen succes som forfatter med en true-crime bog om netop denne sag. En bog som Wayne nægter at læse, da han mener at det er usmageligt, at hun på den måde blander sig i hans arbejde.

Seriens insisteren på at springe fra tidsperiode til tidsperiode kunne man godt frygte ville blive forvirrende, men det er slet ikke tilfældet. Man kan på påklædning, frisurer, osv. godt regne ud hvilken tidsperiode man er i, men ydermere har seriens skabere nemlig formået at skabe en historie der er klart formidlet, de mange tidsspring til trods.

True Detective s. 3 er derfor medrivende hele vejen igennem, til trods for det ellers ganske langsomme tempo. Det er en karakterdreven serie, der fokuserer lige så meget på at få skabt nogle troværdige, interessante portrætter, som den er fokuseret på at afklare, hvad der ledte til søskendeparrets forsvinden og hvad der hændte med dem efterfølgende. Det kan måske godt irritere visse krimi-elskere, hvor selve opklaringsarbejdet og mysteriet synes det vigtigste, men hér bliver sagen, der måske – måske aldrig – opklares, til noget der ender med at få en afgørende indflydelse på detektivernes private liv.

Denne tredje sæson er utroligt seværdig, og det på flere niveauer. Skuespillerne er formidable, scenografien ligeså og selv om man godt kunne have håbet på at serien, som i første sæson, emmede mere af noget uforklarligt eller ligefrem overnaturligt, så leverer den også varen uden dette ekstra lag af mystik. Det er en serie, der lykkes utroligt godt med at dels være meget stiliseret i udtrykssiden og samtidig meget realistisk i præsentationen af den underverden som langsomt afdækkes. Uden at spoile, er slutningen også på det nærmeste genial – så vend kun trygt tilbage til True Detective hvis du blev skræmt væk af den svage 2. sæson, det er nemlig i den grad lykkedes for folkene bag, at dreje serien ind på rette spor igen.


2498
Forrige anmeldelse
« Tolkien «
Næste anmeldelse
» The Walking Dead sæson 9 »


Filmanmeldelser