Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




The Curse of La Llorona (93 min.) Købefilm / Warner Bros. / Paramount
Anmeldt 17/9 2019, 16:47 af Torben Rølmer Bille

Bøhdamen vender tilbage


Bøhdamen vender tilbage

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Hvis man læser det der står med småt, øverst på coveret af den nye gyserfilm The Curse of La Llorna, så finder man ud af at filmen er en del af det filmiske univers, der bl.a. inkluderer film som Nattens Dæmoner og Annabelle. Flere af disse film er også produceret eller ligefrem instrueret af James Wan (der også skabte Saw serien ) og der er endda filmfans, der kalder de film som han har været involveret i for ”The Waniverse”.

Man kan sagtens se sammenhængen uden at læse på coveret, for der er en scene i den nye film, hvor moderen i filmen opsøger en præst efter der begynder at ske sære ting i hendes hjem. Hun spørger faderen om han tror på overnaturlige, diabolske ting, Han siger at det egentlig ikke var noget han tænkte meget over, før han for et par år siden blev involveret i en sag, en sag som ændrede hans holdning til dette. Her vises så et flashback hvor vi ser samme pater bære Annabelle dukken væk fra den bygning, hvor hun havde gjort livet svært for et ungt par. En klar reference til den første selvstændige film om den klamme dukke.

Lige som mange af de andre film er The Curse of La Llorna også en overnaturlig gyser, der lige som Annabelle og The Conjuring er inspireret af folklore, overtro og de folk i virkelighedens verden er overbevist om at sådanne dæmoniske kræfter findes. Af samme grund er der sikkert allerede en del filmfans der er stoppet med at læse videre i denne anmeldelse, for den slags film fungerer selvsagt kun, hvis man som tilskuer er villig til at lege med ideen om, at det man ser på skærmen godt kunne lade sig gøre.

Helt i filmens start bringes tilskueren til Mexico engang i 1700-tallet. Her oplever vi en lille familie være glade for hinanden. Der leges tydeligvis gemmeleg og da den mindste dreng i familien forsøger at finde resten af familien, ser han en mystisk kvinde, med slør for ansigtet i færd med at drukne et barn. Han løber væk, men hun indhenter ham og billedet går i sort. Herefter springes der frem til USA i 1973. Her møder vi en lille familie, bestående af søster, bror og mor, der bor i et helt almindeligt parcelhus. Faderen er der ikke. Han var politimand og døde på jobbet. Derfor har mutter har alt for travlt med at være alenemor og samtidig passe sit job som socialrådgiver.

Moderen får en dag en opgave der består i at besøge en spansktalende familie, da de to drenge i familien er stoppet med at dukke op i skolen. Moderen finder drengene låst inde i et skab, bemalet med mystiske symboler og får selvsagt straks tvangsfjernet dem fra deres mor. Der går dog ikke lang tid før de to drenge findes druknet i en af byens reservoirer, og deres mor råber, idet hun føres ind i politibilen, at det er La Llorna, der er skyld i deres død. Kort tid efter begynder der at ske en masse mærkværdige ting i parcelhuset. For det skal vise sig at den slørbærende kvindeskikkelse fra filmens start, begynder at dukke op på de mest ubelejlige tidspunkter. Rører hun en, får man brandmærker på huden og alt tyder på at hun målrettet går efter børnene.

Som du nok allerede har gættet, er The Curse of La Llorna en gyserfilm, der minder om rigtigt mange man før har set. Et overnaturligt væsen dukker pludseligt op og skaber kaos i det lille hjem. Gespenstet forvandler hjemmets trygge rammer til noget der er decideret un-heimlich, som Freud ville sige.

Det er en af de film, der vil henrykke alle de (teenagere) som holder af ’jumpscares’, som ikke har problemer med at (gen)se en masse scener man har set et utal af gange før (lysene der slukkes et efter et idet mørket kommer tættere på, folk der løftes op og kastes gennem lokalet af usynlige kræfter, osv.) eller for dens sags skyld få serveret en historie, der ligner alt for mange andre i denne genre.

For hærdede gyserfilmsfans er der dog ikke meget nyt under solen. Selv om effekterne er ganske hæderlige og det er lykkedes folkene bag filmen at skabe flere sekvenser hvor spændingsopbygningen er ganske god, så føles The Curse of La Llorna mere som et metervarekopiprodukt, frem for en bundsolid, original gyserfilm. Det er jo ofte dette som sker, når man laver prequels, sequels , og i det hele taget forsøger at udvide et filmisk univers, der måske i virkeligheden ikke har behov for det. Du bliver, set fra Kapellets synspunkt, ikke ked af at springe den her over.


2462
Forrige anmeldelse
« IT - kapitel 2 «
Næste anmeldelse
» Charlie Says »


Filmanmeldelser