Som filmelsker bliver man helt glad i låget idet The Poison Rose starter, for den virker som en helt klassisk neo-noir med en fordrukken, spilleglad privatdetektiv (spillet af John Travolta) komplet med en voice-over, der kommenterer det vi ser på skærmen. Det viste sig desværre, at den indledningsvise begejstring ikke kan opretholdes hele filmen igennem, for selv om der er enkelte gode elementer (og skuespillere) i The Poison Rose, så ender den også med at være en noget flad oplevelse.

Vi befinder os i starten af 70’erne, selv om dette blot skrives på skærmen. Det er nemlig svært at se at se at filmen foregår i den periode, den kunne lige så godt foregår i 90’erne eller i dag – der er i al fald ikke gjort det store ud af scenografien eller set designet, ud over at bilerne som figurerne kører rundt i er langt fra moderne.

Det er dog ikke Kapellets anke mod filmen, den går i stedet på de historier, der udfoldes gennem filmen, for slet ikke at tale om den nonchalante ligegyldighed, som Travolta og Morgan Freeman lægger i deres respektive roller. De ender mest af alt som papfigurer, end som karakterer man gider at forholde sig til.

Filmens anslag er ellers helt klassisk. En dag dukker der en kvinde op på Carsons kontor og betaler ham en betragtelig sum penge for at drage til Galveston, for her at tage kontakt med en gammel dame som er blevet indlagt på det lokale sanatorium. Familien er interesseret i at få kontakt med den gamle dame, for til trods for adskillige opringninger og breve har de intet hørt. Først har Carson ikke lyst til at tage opgaven, idet han voksede op i byen, men klienten mener at dette netop kan være en kæmpemæssig fordel, da han så har nemmere ved at komme tæt på indbyggerne og dermed også på mysteriet.

Overtalt af pengene og ikke mindst af nogle lokale gangstere, der truer med at smadre Carson med køller idet han skylder dem penge, drager han til Texas i sin postkasserøde cabriolet og opsøger som noget af det første sanatoriet. Der er noget meget lusket ved dette sted, for overlægen bliver ved med at komme med lamme undskyldninger for, at vores hovedperson ikke kan træffe patienten, som han har fået til opgave at lokalisere.

Samtidig møder Carson flere af hans gamle bekendte, bl.a. den udspekulerede rigmand (Morgan Freeman), som ejer det lokale kasino ”The Rose” og selv om det ved første blik virker som om at de gamle venner mødes i fordragelighed, så ændrer dette sig hurtigt. Selv om Carson oprindeligt skulle finde årsagen til den gamle dames tavshed, så er han pludselig viklet ind i flere sager, der blandt andet implicerer hans forhenværende kæreste.

Måske er det bare undertegnede, der bliver ret mistænksom når listen med navne der har produceret filmen fortsætter og fortsætter i filmens start, for så virker det som en slags filmisk udgave af en kickstarterkampagne, eller en måde at hvidvaske sorte penge på. Der har også, som det kan ses her på siden, været hele to instruktører og tre manuskriptforfattere på filmen, og slutresultatet er altså blevet mere end blot en smule rodet. For mange kokke!

Idet filmen slutter, så sidder man tilbage med en følelse af ikke helt at vide hvad grunden egentlig var til at denne film skulle laves. Vores hovedperson kører en meget tilbagelænet stil, så tilbagelænet at man får indtrykket af at han ikke rigtig gider at engagere sig (lidt lige som Travolta selv). Har det været tanken at dette skulle være en krimikomedie, så er den ganske enkelt ikke sjov nok – og det medrivende krimidrama fiser ret hurtigt ud, som var det en prut fra en alligator.

The Poison Rose ender derfor med at være en ganske stor skuffelse, til trods for de mange gode skuespillere der nævnes på coveret. Gør derfor dig selv en tjeneste og find frem til en anden, langt mere intens filmoplevelse, der tilfældigvis også foregår i Galveston det vil du helt sikkert ikke fortryde.