Den amerikanske skuespiller Sam Elliott kendes muligvis ikke af alle, men har du set Cohen-brødrenes The Big Lebowski så husker du sikkert den fåmælte cowboy i baren, der fungerer som fortællerstemme gennem hele filmen. Nu er Hr. Elliott dukket op som næsten samme figur i en film, hvor han har fået den bærende hovedrolle.

Der kan være enkelte af Kapellets læsere, der vil fravælge filmen alene på grund af sin noget clickbait-lignende schlock-titel The Man Who Killed Hitler and Then The Bigfoot – an American Myth. Kapellet vil dog advare mod dette, for selv om titlen både synes at afsløre centrale elementer af plottet, samt nok primært er designet til at appellere de seere der tænker at det er en slags fjollet actionkomedie, så viser det sig, at filmen er langt mere afdæmpet, end titlen umiddelbart antyder.

Skal handlingen koges ned til en højkoncentreret fond, så er det en film, der handler om en gammel knark (Elliott), der lige som hans figur i Lebowski hænger ud i en bar. Her tænker Calvin Barr, som manden hedder, tilbage på dengang han var en meget ung mand. I åbningsscenen ser vi således hvordan han, som ganske ung mand, succesfuldt får infiltreret Nazitysklands bedst bevogtede hovedkvarter i 1943. Til trods for at vores unge hovedperson er blevet tjekket meget grundigt af SS-sikkerhedsvagter, ser vi ham, på vej ned af en korridor samle et våben, som han vil benytte til at dræbe selveste Føreren med.

Calvin afbrydes dog i sin tankestrøm af bartenderen, og vi transporteres straks tilbage til nutiden. Mr. Barr falder dog hurtigt tilbage til sine dagdrømmerier og tilbageblik, der lige som den første lejlighedsvis afbrydes. I disse flashbacksekvenser oplever vi også andre, mere mondæne begivenheder fra Calvins fortid. Eksempelvis er vi vidne til den stormende romance med kvinden i hans liv. De perioder i Calvins liv der hverken har med Hitler eller Sasquatch at gøre, kan indimellem gå hen og bliver ret så corny, så er de alligevel også en ret charmerende og velfortalt livshistorie der udfolder sig.

I nutidsfortællingen opsøges Calvin af myndighederne. De er (som de eneste ud over vores hovedperson) klar over hvor effektiv en jæger og snigmorder Calvin er. Regeringen har desperat brug for Calvins hjælp, for sagen er nemlig den at Bigfoot er dukket op i de nordamerikanske skove. Dette ville måske ikke være et problem, hvis det ikke var for det faktum, at væsenet bærer på en uhelbredelig biologisk pest, der truer med at brede sig udenfor skoven. Sker dette er hele verden i fare. Hvad der gør Calvin så enestående er, at han ud over sin træning også har en meget speciel DNA, der gør at han kan komme tæt på monstret, uden selv at blive smittet og dø.

Calvin er dog ikke en iskold snigmordertype, for han havde svoret at ovenpå sit snigmordet på Adolf, som selvsagt ingen kender til, at dette var sidste gang han ville tage et liv, og derfor afslår han indledningsvis blankt agenternes bøn. Dette ændres selvsagt, for ellers ville filmen jo næppe kunne leve op til sin titel. Det er dog ikke titlen eller disse gerninger der er det bedste ved filmen, det er Sam Elliotts fascinerende fjæs og ikke mindst hans dybe, rungende, flødeagtige stemme, der smyger sig ind i seerens ører, som var hvert ord skåret i fløjl.

The Man Who Killed Hitler and Then The Bigfoot – an American Myth er, til trods for sine anakronistiske og overnaturlige indslag, en rigtig fin og ikke mindst visuelt velfortalt skrøne, der både er fedt lavet, underholdende og samtidig en film, der er svær ikke at holde af. Der er nok flere ”seriøse” filmfans, der vil mene at filmens præmis er så tilpas tåbelig at de springer den over, men som nævnt indledningsvis, er det ikke en film, der forsøger at være så sensationel som sin vilde titel.

Fortællingen om den gamle, indadvendte mand, som ikke alene har Hitlers liv på samvittigheden, men som også svor at han aldrig ville dræbe nogen igen, er faktisk ret så fed. Selv om man i de flashbacks, hvor det ikke er Sam Elliott, der spiller hovedpersonen, savner skuespilleren, så er han heldigvis med i størstedelen af filmen og det er svært at forestille sig nogen som helst anden til at spille netop denne rolle. Så rådet herfra er: se den - om ikke andet så bare på grund af Sam Elliott.