Den første Angry Birds-film var uventet morsom. Hvem havde forestillet sig at et meget simpelt og populært mobiltelefonsspil, hvor opgaven er at skyde fugle afsted i en slangebøsse efter grise og deres bygningsværker, kunne blive til halvanden times sjov animationsfilm. Tilsyneladende var etteren tilpas populær, for nu er der dukket en fortsættelse op i de danske biografer. Spørgsmålet er så om Angry Birds-konceptet kan holde til hele to spillefilm?

Fortsættelser har som regel svært ved at leve op til originalen og dette gælder til en vis grad også Angry Birds 2, men fortvivl ej, for selv om filmen ikke er helt lige så sjov som den første, så er den stadigvæk så tilpas flot lavet og skæg, at man sagtens kan tage ungerne med under vingerne og aflægge den lokale biograf et besøg.

Da den nye film starter er Red, filmens egentlige hovedperson, helten på fuglenes ø. Hver eneste dag udkæmper han og vennerne en slags drilleagtig krig mod grisene på naboøen. Red hyldes overalt som fugleøens store folkehelt og det er da også ham, der sammen med sine venner, sørger for at grisene ikke helt lykkes med deres angreb. Dette ændres dog pludseligt, da en ny spiller kommer på banen. For hvad hverken grise eller fugle ved, så ligger der en tredje ø i nærheden.

Hvem den nye fjende, der sender gigantiske iskugler i retning af både grisenes og fuglenes ø, er skal selvfølgelig ikke afsløres her, men Red og hans venner bliver modvilligt nødt til at samarbejde med grisene for at have en chance mod denne nye fælles modstander. Samtidig bliver Reds status i samfundet truet, når der nu pludselig er fare på færde. Red er derfor bange for at blive lige så ensom som han var da man mødte ham i starten af den første film.

Mens grise og fugle mobiliserer tropperene, følger vi også en sidehistorie med tre små fugle, der kommer i uføre. Denne sidefortælling synes først at være en slags fyld, der skal sørge for at filmen når at komme op på den halvanden times længde som er standarden for børnefilm, men som Kapellets ungdomsanmelder Carl (10 år) sagde efter vi havde set filmen, så var det fedt at denne lille historie også blev en del af den store historie senere. Det var faktisk noget af det han var allergladest for. Alt i alt kunne Carl faktisk rigtigt godt lide filmen, selv om han var enig med sin far i at etteren var lige et hak bedre.

Rent teknisk er der ikke noget at udsætte på filmen. Animatorerne har i al fald gjort deres for at det hele er både farvestrålende, detaljeret og ikke mindst fantasifuldt at skue. Dertil kommer at de danske stemmeskuespillere er virkelig gode og fint castet. Det nærmer sig i den grad typecasting at f.eks. vælge Lasse Rimmer til stemmen der tilhører formanden for grisenes forskningsafdeling, men det fungerer samtidigt upåklageligt.

Filmen er tilladt for alle, hvilket giver god mening, men Kapellets udsendte mener nu alligevel, at der kan være et par sekvenser, hvor meget sensitive og meget små børn vil kunne lade sig påvirke. Det gælder sidehistorien med de tre små fugle, der skal passe på deres små søskende (læs: æg), men der er også et par scener hvor den tredje ø angriber, der kan virke lidt voldsomme på de allermindste. Desuden er humoren, ulig den hos Disney, ofte baseret på ulækre ting (som den scene hvor man ser Bomb spise grisesnot) eller voldsom slapstick, som sikkert ikke vil falde i alle forældres smag, men som de fleste unger til gengæld vil elske.

Skal man være lidt unødvendigt kritisk så er Angry Birds 2 vel primært en film, der skal få ungerne til at (gen-)opdage spillet til deres mobil og på den vis sikre Rovio et godt årsregenskab, men så er man også meget kynisk. Filmen er muligvis ikke en der på sigt bliver en animationsklassiker, men som allerede nævnt er den både sjov og kulørt. Det er og bliver en børnefilm, for ulig film som f.eks. Shrek er der ikke mange metalag eller referencer til mere voksne ting, men er man i stand til at finde sin indre 10-årige frem, så er Angry Birds 2 en ganske fin undskyldning for at tage i biografen.