I filmen Destroyer, som imens dette skrives er blevet udsendt på bl.a. BluRay, spiller Nicole Kidman en alkoholiseret, midaldrende politikvinde, med rod i både privatlivet og jobbet. Faktisk er den ellers så glamourøse skuespillerinde nærmest ikke til at genkende, da det første billede af hende toner frem på skærmen. Hendes ansigt er furet, det kortklippede hår rodet og ufriseret og man kan nærmest lugte stanken af surt spyt og alkohol i stuen. Sagt på en anden måde, Destroyer viser en helt anden side af Kidman, end den man ellers har set tidligere.

Selv om hun er nærmest uigenkendelig er hendes evner som skuespiller det ikke, for hun har altid, i al fald i anmelders optik, leveret solide og interessante skuespilspræstationer. I løbet af filmen bliver det også tydeligt, hvad det er der kan have været medvirkende til at hun har sagt ja til rollen, for det er en barsk fortælling, der kræver at hovedrollen er i stand til at benytte stort set hele følelsesregistret undervejs.

Hovedplottet er opdelt i to overordnede tidsmæssige spor. Filmen starter i nutiden hvor Erin Bell (Kidman) vågner op i sin bil. Hun er en afdanket politibetjent, der stavrer usikkert hen mod et par kollegaer, som er ved at lukke et gerningssted ned. Der er blevet fundet liget af en mand, der er blevet skudt gentagne gange på klods hold. Kollegaerne beder Erin om at skride hjem og sove rusen ud, mens hun mumler at hun har en ganske god idé om hvem gerningsmanden er.

Inden længe springer handlingen til Erins fortid. Her oplever vi en helt anden person. Udseendemæssigt er unge Erin langt tættere på den Kidman man ellers er vant til at se på film. Hun er politiagent, der sammen med sin kollega er i færd med at infiltrere en gruppe meget anløbne personer, der har specialiseret sig i voldsomme bankrøverier. Erin og hendes mandlige kollega vælger at spille et stofafhængigt kærestepar, der passer fint ind i denne bande. De er altså gået undercover for at forsøge at få især bandens leder Silas, ned med nakken.

Det er selvsamme Silas, der spøger i nutidsfortællingen. For meget tyder på at han efter lang tid er dukket op igen, for at fortsætte sine gøremål. Meget tyder på at pengene er ved at slippe op og at han måske planlægger nye væbnede røverier. Det er noget som Erin vil gøre alt for at forhindre, for hun har mange gode grunde til at stoppe Silas. Primært var han hovedansvarlig for at have ødelagt Erins liv og karriere, men som om dette ikke var nok, så har oplevelserne fra fortiden også trukket spor til Erins privatliv. Hun er fraskilt og har store problemer med at få forholdet til teenagedatteren til at fungere. Kort sagt er Erins liv noget værre lort.

Nu kan det muligvis lyde som en film, der takket være dens meget realistiske tone og komplekse hovedperson er en, man nærmest skal tage sig sammen rent mentalt før man går i gang med. Indrømmet, det er ikke en letbenet underholdningsfilm, men den er til gengæld så fedt fortalt, at man er fascineret fra start til slut. Dette skyldes især Erins figur, der på én gang er fascinerende og irriterende, fordi det er bestemt ikke en sympatisk hovedperson vi har med at gøre. Til gengæld spiller Kidman rolle med så stor indlevelse, at det aldrig bliver kedeligt at overvære. Det er faktisk lidt af en bedrift at skabe en så usympatisk figur, som samtidig er så fascinerende, at man ikke opgiver filmen.

En anden virkelig interessant ting ved Destroyer er den måde filmen er klippet og leger med sin kronologi på. Dette handler ikke udelukkende om at den veksler mellem nutid og fortid, for der er mere på spil hér. Såvel jagten på Silas og gerningsmanden til det drab, som Erin indledningsvist blandes ind er reelt overraskende skildret. Mere skal ikke afsløres her, men Kapellets udsendte vurderer i al fald at årsagssammenhængene i filmen, vil komme bag på selv de mest opmærksomme tilskuere.

Destroyer er en barsk politifilm, der fortælles i et råt, realistisk billedsprog og som igen bør overbeviser alle der kunne tvivle på hvor alsidig en skuespiller Nicole Kidman er. Hun leverer en veritabel kraftpræstation og selv om filmen måske ikke bliver en klassiker indenfor sin genre, så er den virkelig værd at se. Det er en film som med garanti både vil rive dig følelsesmæssigt rundt i manegen og som er reelt spændende og filmteknisk umådeligt interessant eksekveret.