Der er ikke langt imellem dumme amerikanske ungdomsfilm, men der er langt imellem de film, der virkelig leverer varen. For selv om film som American Pie eller Clueless havde momenter, så blev de aldrig lige så fjollede som Dude, Where’s my Car? der, indtil for ganske nylig, var den eneste mulige kandidat, som kunne løfte arven fra Better Off Dead.

Så kom Superbad.

Det er naturligvis uretfærdigt at sammenligne disse film med hinanden, for hvor både Dude… og Better Off Dead var karakteriseret af en stor portion surreel humor, er Superbad langt mere jordnær. Den handler om de to venner Seth og Evan, der, som så mange af deres fiktionelle kollegaer, snart er færdige med High School og nu skal til at gå på college. Problemet er blot at Evan er blevet optaget på en god skole, mens Seth ikke er kommet ind. Den gennemløbende konflikt i filmen er altså udsigten til at deres nære venskabsbånd snart bliver klippet og at de bliver nødt til at fungere uden hinanden.

Nu lyder denne bildungsroman-agtige synops jo ikke umiddelbart som udgangspunktet for den vildeste komedie, men det er det! For inden skolen er helt slut, så skal der jo holdes fester, og er man ung i USA betyder det også, at man ikke må købe alkohol før man er 21. En noget kikset bekendt af de to, Fogell, lover at skaffe sig et falsk ID. Inden han har fået det, har både Evan og Seth lovet en masse piger, at de nok skal sørge for sprutten til aftenens fest. Da Fogell endelig stolt fremviser sit falske ID: McLovin fra Hawaii, går de to andre helt amok. De ser allerede udsigten til både en god fest og et slag fisse forsvinde med det tåbelige falske navn. De tvinger ham alligevel til at gå ind i sprutbutikken, og lige som han skal til at betale overfaldes han af en tyv, der stikker af med kassens indhold. Politiet kommer. Naturligvis antager både Evan og Seth, at de dukker op, fordi Fogell har brugt falsk ID, så de tager benene på nakken. Inden længe lægges der alternative planer for at forsøger at finde på sprut. Det mest oplagte er at stjæle noget fra andre fester.

Fra dette punkt bliver det meget svært at gengive, hvad der sker i filmen, idet vi henholdsvis følger ”McLovin” have en vild bytur med to meget aparte politibetjente og de to venners jagt på spruttens hellige gral. Måske er plottet ikke det mest nyskabende, men det som gør Superbad seværdig er den helt igennem fantastiske dialog, som er smurt ud over filmen som et tykt lag nakkeost. Der bliver på ingen måde holdt tilbage på gloserne. Dialogen kan bedst sammenlignes med de rappe amerikanske komedier fra 40erne og 50erne, bortset fra at 99% af alle samtalerne er dybt vulgære eskapader udi mundlortens fornemmeste afkroge.

Det er altså ikke de bizarre optrin og begivenheder i filmen, der gør at den forekommer realistisk, men det er måden hvorpå disse snottede drengerøve taler til og med hinanden på. Sproget bliver levende, mærkeligt og ikke mindst meget, meget morsomt. Når denne sproglige tæft så krydres med enhver forældres værste mareridt om hvad ungerne laver, når man tager konen med på kurophold i weekenden, og ikke mindst de akavede situationer, som vore tre protagonister havner i, så bliver slutresultatet en lille, fin genreklassiker.

Den mest vanskelige opgave, når man har med humor at gøre, er at yde humoren retfærdighed på skrift – men i stedet for at gengive en perlerække af replikker, bliver rådet i stedet, at man bare bør få set Superbad så hurtigt som muligt. Det er ikke en film, der på nogen måde er revolutionerende i sin form, men dialogen er så spændstig og frisk, at man må håbe den vil inspirere det ellers noget bornerte Hollywood til at turde skrive replikker med lige så megen saft og kraft som disse.

Det er nok primært en film for fyrene, selv om piger sikkert kan få et enestående blik ind i, hvordan knægte med en overproduktion af hormon ræsende rundt i kroppen taler og agerer. Ud over filmens fokus på piger, platheder, sex og stoffer tilbyder den rent faktisk også en ganske fint historie om to fyres venskab. Det er ikke ret dybt, men det har varme og så leverer alle skuespillere i filmen toppræstationer. Det eneste minus, er at filmens troværdighed lider ret voldsomt i de scener, hvor de to politibetjente forsøger at overbevise ”McLovin” om, hvor seje de er, ved at drikke gratis på barer og skyde til måls med deres tjenestepistoler. Men det er kun et lille minus, der ikke trækker voldsomt ned på, hvad der uden sammenligning må være den bedste amerikanske ungdomskomedie i flere år.