The Invite (107 min.) Biograffilm / SF Studios
Anmeldt 13/8 2026, 00:00 af Uffe Stormgaard
Ord, ord, ord… men sjovt og smertefuldt ærligt
Ord, ord, ord… men sjovt og smertefuldt ærligt
« Tilbage
En enkel aften, en herskabslejlighed i San Fransiscos centrum, et kynisk/morsomt manuskript og fire topprofessionelle skuespillere. Mere skal der ikke til, når Olivia Wilde både er medspiller og instruerer The Invite. En remake af den spanske film The People Upstairs fra 2020, der igen er baseret på Cesc Gays teaterstykke (2016).
Angelia (Olivia Wilde) og Joe (Seth Rogen) er ægteparret der bebor den store lejlighed i San Fransisco, hvor filmen udspiller sig. Et rutineægteskab, der synes at have mistet gnisten. Joe kommer forpustet hjem efter en længere cykeltur. Udmattet ligger han i entreen. Angelia, der har lynende travlt i køkkenet, forsøger at hjælpe ham op, for de venter gæster. Det aner han intet om, påstår han. ”Og hvad med vinen, den skulle du købe?”. De skændes så det brager. En kaskade af ord og beskyldninger. Som tilskuer griner man lystigt af ondskabsfuldhederne, men samtidigt også en vis skamfuldhed over grinet. Sådan er The Invite hele vejen igennem.
For ægteparret, de har været gift i 20 år, har inviteret det unge par ovenpå til middag. De er nysgerrige og vil vide mere om parret, der om natten holder dem vågen med højlydt orgasme, voldsom sengeknirken og vilde lyde fra sexorgier. Misundelige, måske?
Så står de der. Pina (Penélope Cruz) og Hawk (Edward Norton) kærester gennem tre år, hippe og smarte, bohemer for at bruge værtskabets terminologi om ovenboerne. Han fhv. brandmand, hun hjemmegående kreativ. Værtsparret præsenterer sig: han fhv. musiker, nu underviser. Hun kreativ hjemmegående. Så er det overstået.
Middagen er tapas med skinke, pølse, mm. Men ak, Pina er veganer, så alle Angelas forberedelser har været forgæves – nu endda uden vin! Heldigvis synes kontakten Angelia/Hawk og Joe/Pina, at have nogle positive undertoner, der yderligere bliver forstærket af, at Joe og Pina trækker sig tilbage til hans arbejdsværelse, for sammen at ryge en joint. Nu får vi for alvor lejlighed til at komme tæt på de to skæve par.
Fire fremragende skuespillere, der hudløst formår at fastholde os i en brutal ærlig og smertefuld menneskelig udvikling. Alene de fire, i et fastlagt tidsinterval og indenfor de fire vægge, hvor den ene væg, helt i Henrik Ibsens ånd, er åben mod publikum. En iscenesættelse, der i nærhed og psykologisk indsigt, giver mindelser om det psykologiske mesterværk, Hvem er bange for Virginia Wolf.
Vi krymper os, griner og genkender, hos os selv, de mange menneskelige konfrontationer, selv om vi nok ikke 100% kan tilslutte os filmens overskrift, nemlig citatet fra den engelske komedieforfatter Oscar Wilde:
”Man bør altid være forelsket. Derfor bør man aldrig gifte sig.”
De to Wilder er lige ved at overbevise os om, at citatet har ret. Men heldigvis, filmen er, med al sin kynisme, mere nuanceret. The Invite er ikke nogen fejlfri film. Dens blotlæggelser af den menneskelige karakter, kan i al sin iver for at få alle nuancerne med, virke overfladisk. Ja, endda glimtvis i slægt med Woody Allens humor, der rummer mere satire end dybde, også når det gælder kærlighed og ægteskab. Og tak for det.




