Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Ant-man (117 min.) Biografversion / Disney Pictures
Anmeldt 17/9 2015, 10:31 af Torben Rølmer Bille

Manden, der blev mindre


Manden, der blev mindre

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Der er sikkert mange fans af klassiske sci-fi film, der kan nævne en række film om hovedpersoner, der krymper. Her kan blandt andet nævnes klassiske film som The incredible shrinking man eller Fantastic Voyage og i den lettere ende Arthur og Minimoyserne og Honey, I shrunk the kids. Det er også fascinerende pludselig at se verden fra dette mikroskopiske perspektiv, mens det byder helt naturligt på en række udfordringer og farer for hovedpersonerne.

Denne fascination er dog sjældent skildret lige så imponerende og elegant som i den nye superheltefilm Ant-man, der i skrivende stund har fundet vej til verdens biografer. Marvels univers udvides hele tiden, uanset om Alan Moore bryder sig om superhelte eller ej, og selv om en figur som Ant-man måske ikke hører til sværvægterne indenfor genren, så er der kommet en meget veloplagt, superflot og dybt underholdende film ud af forlægget.

Dette skyldes nok især Edgar ”Shaun of the Dead” Wrights oprindelige manuskript, der gør, at filmen er blevet så morsom og medrivende, som den er. Det var oprindeligt tanken, at Wright selv skulle have instrueret, men han forlod filmen, da han var uenig med selskabets vision. Hvordan Wrights version ville have blevet, kan man kun gisne om, men Ant-man hører til de bedste superheltefilm på markedet i skrivende stund.

Fortællingen er en meget traditionel oprindelseshistorie, der dog tager nogle friheder i forhold til, hvordan Ant-man opstod i tegneserieform. Da vi møder Scott Lang (Paul Rudd), er han netop kommet ud af fængslet efter et ganske spektakulært indbrud. Han forsøger at lægge sin kriminelle fortid bag sig, da han gerne vil være et godt forbillede for sin datter, der bor sammen med sin mor og hendes nye mand – politimanden Paxton. I en parallelhistorie følger vi videnskabsmanden Hank Pym, der har forsøgt at holde sin største opfindelse væk fra S.H.I.E.L.D. og andre interesser, som alle har tænkt sig at benytte hans teknologi til militære formål.

Derfor hyres Scott af omveje til at forsøge at generobre Pyms opfindelse fra et topsikret hovedkvarter, men før dette kan ske, skal Scott naturligvis gennemgå den nærmest obligatoriske træning, før han er klar til at agere superhelt. Ud over at Ant-man kan skifte størrelse på et splitsekund, har han også takket være Pyms opfindelse mulighed for at få assistance fra myrer til at udføre hans mission.

Scott arbejder dog ikke helt alene, for da han kommer ud af fængslet, bor han hos en af sine forbryderkammerater, som også er ved at planlægge et heist. I den forbindelse introduceres vi også til nogle af de andre kriminelle, som kommer til at fungere som en gennemgående komisk element, for de er ikke hærdede, kyniske kriminelle, men derimod lidt fjollede og kiksede tyveknægte, der pludselig befinder sig i en meget farlig situation, overfor hårdkogte og kyniske skurke.

Sammenlignet med flere moderne superheltefilm, hører Ant-man til de mere selvironiske, letbenede af slagsen. En film, der satser meget på en gennemgående humoristisk tone, uden dog at hovedmissionen kommer til at fremstå som ufarlig. Actionsekvenserne, hvor vores helt i lyntempo skifter fra normalstørrelse til miniaturevæsen, er upåklageligt iscenesat og virkelig virkningsfuldt eksekveret. Seeren er aldrig i tvivl om, hvad der foregår, til trods for at det indimellem går meget hurtigt og kameraet konstant suser rundt om filmens figurer.

Selv om man har set denne type oprindelseshistorie mange gange før, så føles Ant-Man overraskende frisk og veloplagt. Dette skyldes ikke mindst Paul Rudd, der med stor sans for komisk timing og en charmerende drengerøvsattitude ender med at være overbevisende. Pyms datter Hope (som spilles af Evangeline Lily, der nok huskes bedst fra tv-serien Lost) fungerer både som Scotts træner og som kvinden, Scott på sigt kan blive forelsket i. Så lidt romance er der også plads til, selv om dette aspekt (heldigvis) er tonet væsentligt ned.

Som nævnt så har mange af os set de forskellige elementer, som Ant-man består, af et utal af gange før, men det ændrer ikke på, at Ant-man efterlader tilskueren med et stort grin på ansigtet efter at have set en af sommerens absolut bedste popcornfilm.


Forrige anmeldelse
« Kingsman: The Secret Service «
Næste anmeldelse
» Ted 2 »


Filmanmeldelser