Der gik ikke lang tid efter Wonder Woman havde fået præmiere i verdens biografer, at den fortrinsvise positive omtale af filmen polariserede diskussionen på de sociale medier.

Det ene kor hævdede, at filmen endnu engang reducerede kvinder til objekter og at folkene bag filmen blot havde skabt en superheltinde, der grundliggende bare var en der, lige som sine maskuline artsfælder, udelukkende brugte styrke og vold til at løse sin problemer.

Den anden fløj (som umiddelbart syntes at virke større) var derimod ovenud begejstrede over at der nu endelig var kommet en film, der gav unge piger et handlekraftigt forbillede som de kunne se op til, et at lade sig inspirere af. Man kan nu selv tage stilling ved at hive Wonder Woman hjem, for filmen er nu ude på Blu-Ray.

Det er der også al mulig grund til at få fingre i filmen, for som beskrevet i biografanmeldelsen så er den blandt de mest vellykkede DC-film til dato. Dette skyldes ikke kun filmens meget smukke skuespillerinde (som det er svært ikke at blive forelsket i hver gang hun dukker op på skærmen) men også fordi folkene bag har begået den genistreg at henlægge filmens handling til midt under Første verdenskrig.

At filmen foregår i en periode, hvor kvindesynet mildest talt var antikveret giver også historiefortællerne en glimrende mulighed for at lade vore frisindede amazone undre sig voldsomt over den verden som hun pludselig skal være en del af. Dette ikke kun i scenen hvor hendes medhjælpere forsøger at finde Diana noget mere passende tøj, som et alternativ til den kropsnære amazonekrigerdragt som hun i øvrigt bærer, men også i scenen hvor hun formaster sig til at blande sig i et møde blandt mandlige politikere og militærfolk – der selvfølgelig alle har meget svært ved at acceptere, at der pludselig er en kvinde der deltager i deres snak.

Selv om dette kan synes banalt, især set i forhold til at dette primært er en film der har til opgave at underholde, så fungerer scener som disse dels som en fin skildring af det kønssyn der eksisterede førhen, men også som en påmindelse om, at chauvinisme, diskrimination og kvindekamp stadig er en del af vores samfund, selv om denne muligvis er blevet mindre tydelig i dag, end den var i starten af det tyvende århundrede.

Filmen er måske ikke helt lige så medrivende ved gensynet som den var i biografen, til gengæld er 3D-effekten virkelig god. Ikke at den biddrager så voldsomt til det samlede indtryk, for filmen er i forvejen ustyrligt lækkert lavet med alle Hollywoods kanoner (næsten bogstaveligt talt?) kørt i stilling, men effekten fungerer fint i hjemmebiografen og gør bestemt ikke filmen mindre kedelig at skue.

Som altid når man har med disse superheltefortællinger at gøre, er der nogle formulariske elementer som man kan forvente kommer. Først og fremmest skal en ondskab nedkæmpes, denne gang i form af præ-nazi-tyskere, der har opfundet en djævelsk giftgas der er så voldsom at den ligefrem kan nedbryde gummiet i gasmaskerne, men da dette også er den første film om heltinden, skal hendes baggrundshistorie også afvikles.

I mange tilfælde kan disse oprindelses-fortællinger godt være lidt træge at komme igennem, men dette er ikke tilfældet med Wonder Woman. Filmens skildring af den lille prinsesse der vokser op i et amazonsamfund afsondret fra resten af jordens befolkning er faktisk meget fin. Man kan godt undre sig en anelse over hvordan disse andre amazoner formerer sig uden mænd i deres midte, for Diana er ifølge hendes mor ganske speciel, idet hun er den eneste af dem der er skabt på magisk vis? Denne undren forsvinder dog hurtigt, til fordel for fascinationen ved både vor hovedfigur og det krigseventyr hun kastes ud i.

Wonder Woman har på den måde både alle de velkendte elementer af action, superheltefortælling og en ganske velafbalanceret humor, der gør, at den i sidste ende kommer til at fungere. Hardcore feminister vil muligvis påstå at figuren (og Gal Gadot) også konsekvent seksualiseres og fremstilles på en måde, der søger at tilfredsstille det maskuline kamerablik. Det er meget muligt, men da filmen har en kvindelig instruktør, kan dette jo blot være et tilfælde. Superhelte filmes jo altid i low-angle skud, så de fremstår lækkert på skærmen. Desuden er den visuelle fremstilling af vor heltinde kun en flig af figuren, for hun vises også gennem handling og ord som en både viljestærk og ganske moderne kvinde, der lige som mange af vore virkelige vidunderkvinder har svært ved at acceptere den måde som omgivelserne behandler dem på.

Wonder Woman beviser at der er håb for DCs ellers ret udskældte filmiske univers og føles til trods for en løbetid på næsten to og en halv time ikke for lang, heller ikke ved gensynet. Kapellets udsendte, der har et stort nok hjerte til både at holde af Marvel og DCs superhelte, håber så blot inderligt på at selskabet kan finde ud af hvad det er de har gjort godt med denne film og føre denne formel over på kommende projekter. Især bliver det spændende at se om Justice League kan leve op til den forsigtige hype der allerede fornemmes. Vi på Kulturkapellet ønsker i al fald at det vil lykkes for dem at lave flere gode, medrivende eventyrfilm i de kommende år. Det fortjener de næsten.