Kapellets nærværende anmelder er fanboy. Så er det sagt! Derfor kan følgende anmeldelser bære præg af favoritisme, blåøjethed og en subjektivitet, der er grænsende til det bundnaive, til trods for at undertegnede tit bliver anklaget for netop at være alt for begejstret for de ting, han sættes til at bedømme kritisk. Så længe Bruce Campbell er på skærmen, så er det nærmest ligegyldigt hvad der ellers foregår, så er begejstringen ikke til at tage fejl af.

Med Ash vs. Evil Dead – sæson 3 sættes der et definitivt punktum for sagaen, der oprindeligt startede med Sam Raimis splatterepos Evil Dead fra 1981. Da nyheden kom om at tredje sæson af tv-serien ville blive den absolut sidste, var der sikkert mange andre end Kapellets anmelder der blev ganske triste, for selv om tv-serien er noget mere ujævn end spillefilmene, her det altid været herligt at se Bruce Campbell spille den rolle, som han er uløseligt forbundet med. Selv om enkelte så måske kunne knytte sig til et håb om endnu en film i serien, så bliver dette uden Bruce Campbell, for han har ifølge flere kilder sagt endegyldigt farvel til Ash, efter serien ikke blev forlænget. Så selv om det allersidste afsnit i tredje sæson af Ash vs. Evil Dead synes at pege frem mod flere eventyr, så får vi desværre ikke mere.

Man glemmer dog hurtigt denne tristesse, når man begynder at se serien, for den følger umiddelbart op på det sted den stoppede sidst og som sæson 3 udvikler sig bliver den vanen tro vildere og vildere, for at ende op i et klimaks der er går så tilpas meget amok, at denne kun kan forløses af en helt som netop Ash.

Foruden Ash, byder serien også på et gensyn med Pablo og Kelly, der hjælper vores hovedperson med at bekæmpe deadites, hvis da ikke Pablo bliver besat af onde ånder eller Kelly ryger til en anden dimension. Modstanderen er stadig den dæmoniske Ruby, der jo er en nærmest usårlig entitet, der er besat af at samle de sidste sider fra the Necronomicon, for på den måde at slippe ondskaben løs i verden. Som noget nyt i denne sidste sæson, finder seeren også ud af at Ash har mere familie end den far, der omkom på så voldsom vis i sidste sæson.

Bortset fra den allerførste Evil Dead film, er såvel den klassiske filmserie (læs: også minus re-maket Evil Dead fra 2016– red.) som tv-serien kendetegnet ved blandingen af kulsort humor, vilde splattereffekter og selvfølgelig Ash, der kan formå at tage det så roligt, at han ligefrem har tid til at ryge joints og kværne bajere, selv om verden er ved at gå under om ørerne på ham. Ash har altid en særdeles upassende, kvik bemærkning klar, uanset situationen og i det hele taget er det primært takket være hans figur, at dette bliver mere komedie end gys. For de der aldrig har set Evil Dead kan man beskrive serien som en slags slapstickkomedie med indvolde.

Der findes sikkert mennesker, som slet ikke kan se det morsomme i at opleve vor hovedperson blive angrebet af dæmoniske kræfter mens han opholder sig i en sædbank eller for den sags skyld se high school elever blive majet ned af en Ash-klon komplet med boom-stick (haglgevær – red.) og motorsav, men for faste seere er dette både helt forventeligt og ikke mindst meget, meget morsomt. Selv om det kan lyde klamt og uhyggeligt for der uindviede, er Ash altid klar med en frisk bemærkning, der kan tage brodden af selv det mest væmmelige optrin.

Det kan godt være at denne tredje sæson benytter nogle fortællemæssige kneb som er set tidligere, men det gør ikke så meget, for det er som bekendt måden Ash & co. får viklet sig ud af alle deres problemer, som er en medvirkende årsag til at man ser serien. Desuden er hvert afsnit kun lidt over tyve minutter lange, hvilket gør hvert afsnit til en blodig og sjov snack som er hurtigt set. Det eneste problem er, lige som med andre gode snacks, er at man kun meget sjældent kan nøjes med et afsnit.

Ash vs. the Evil Dead – sæson 3 er en ganske værdig afrunding på en historie, der startede for næsten fyrre år siden. Selv om skaberne Bob Tappert, samt Ivan og Sam Raimi i forhold til denne sidste del af tv-serien udelukkende har fungeret som producenter, har de folk der har arbejdet på den, formået ikke at gøre al for megen vold på den H.P. Lovecraft inspirerede mytologi, som filmene byggede op.

Så hvad enten du er fan af Bruce Campbell, af Ash eller blot af tv-serier der virkelig har en høj WFT-faktor (som de unge siger nutildags – red.), så er dette en serie der ikke er til at komme udenom. Der skal i al fald lyde et højtideligt “tak” her fra Kapellet til Ash Williams, for at få undertegnede til at skraldgrine, væmmes og gyse i næsten fyrretyve år.

Som Ash så rigtigt siger på et tidspunkt: ”Life is hard and dangerous, and sometimes you just gotta chop off somebody’s head to survive.” Du vil blive savnet Ash, men heldigvis kan man altid gense filmene og den tv-serie, der måske startede lidt ujævnt, men endte med at være rigtigt herligt underholdende.