Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Red Sparrow (139 min.) Biograffilm / 20th Century Fox
Anmeldt 13/3 2018, 16:58 af Torben Rølmer Bille

Mere Le Carré end Nikita


Mere Le Carré end Nikita

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Ser man traileren til spionfilmen Red Sparrow henledes tankerne meget naturligt til Luc Bessons klassiske Nikita. For i begge film oplever man en ung kvinde blive revet ud af sin hverdag for herefter at blive underkastet et ekstremt træningsforløb, der på sigt forvandler hende til en dødsensfarlig lejemorder.

Selv om der er tale om samme grundstruktur i de to fortællinger, så er det også to meget forskellige film. Bessons film kan nok bedst betegnes som en action-thriller, mens Red Sparrow i kontrast er mindre interesseret i fremdrift og mere fokuseret på at skabe en karakterdreven spionfilm, der fortælles i et lidt mere realistisk, langsommeligt, men bestemt ikke kedeligt tempo. Som overskriften antyder, minder fortællingen mere om oplevelsen af at se en klassisk spionhistorie baseret på en John Le Carré-roman end en actionfilm.

Da seeren første gang møder hovedpersonen Dominika, er det som feteret balletdanserinde. Der sker dog en ulykke under en forestilling, som resulterer i et brækket sit ben, hvilket må siges at være katastrofalt, når man hele sit liv har været fokuseret på dansen. Med udsigten til, at Bolshoi-baletten både smider hende ud af truppen og Dominikas syge mor ud af den lejlighed, som pigen har fået stillet til rådighed takket være hendes arbejde, virker situationen håbløs.

Tilfældigvis har Dominika en onkel i sikkerhedstjenesten FSB, og han fortæller vores hovedperson, at han er i stand til at hjælpe hende. For indvilliger hun i at forføre en fjende af systemet og lokke ham med op på et hotelværelse, så hun dér kan bytte mandens telefon ud med en, hun har fået udleveret fra onklen, så skal han nok sørge for, at Dominika og hendes mor kan komme på fode igen.

Selvfølgelig går det slet ikke så nemt som lovet, og inden længe er Dominika sovset så meget ind i politiske rænkespil og mord, at hun ligefrem anses som en fare for systemet. Derfor stilles hun overfor endnu et ultimatum: dø eller bliv en rød spurv, hvilket er et andet ord for de statsansatte lejemordere, der er specialiseret sig i kontraspionage og forførelsens kunst. Dominika vælger selvsagt at lade sig indrullere i træningsprogrammet.

Red Sparrow vil sikkert for nogle biografgængere virke som ganske hård kost. På sine steder er filmen decideret ubehagelig, når man skal være vidne til de mange ydmygelser, kropsligt krænkende og mentalt nedbrydende prøvelser, den unge kvinde bliver udsat for. Som en anmelderkollega sagde, så virkede filmen på sine steder nærmest som en exploitationfilm med henvisning til netop disse scener. Man kunne derfor forfalde til at stemple filmen som en slags slesk misogynisk undskyldning for at afklæde smukke Jennifer Lawrence og udsætte hende for virkelig grænseoverskridende aktiviteter på film. Gjorde man det, er man så samtidig blind for filmens overordnede præmis.

I sidste ende handler Red Sparrow nemlig ikke om en ung kvinde, der nedbrydes systematisk, men derimod om en ung kvinde, der formår at få det bedste ud af en meget desperat situation og muligvis komme ud på den anden side af denne oplevelse som både stærkere og mere magtfuld end de kræfter, der søger at ydmyge hende og true hende på livet. Selv om dette aspekt af filmen først bliver synligt ganske sent, er det samtidig dejligt forløsende. For man kunne langt hen af vejen også godt spørge sig selv, hvad det dog var Jennifer Lawrence havde set i denne rolle, da hun takkede ja til den.

Fiktive Dominika følger på sin vis i kølvandet på både virkelighedens forførende spioner (bedst kendt er nok stadig Mata Hari) og på en lang række fiktive kvindelige agenter, der har brugt deres list og former til at få fat i de informationer og mål som er blevet udpeget. Forskellen er som nævnt, at Dominika formår at indgå i dette komplicerede rænkespil med lige så stor kløgt som de bagmænd, der forsøger at manipulere hende.

Red Sparrow er både et fint stileksperiment, en spændende fortælling og et sejt portræt af en ung kvinde, der trods alskens modgang aldrig knækker totalt sammen. Den er fint fortalt i brungule og stålblå østblokfarver, og så byder den foruden ypperlige Lawrence på en række fine skuespillere på rollelisten. Den tæller bl.a. Jeremy Irons i rollen som storrygende, kold russisk general og den altid fantastiske Charlotte Rampling som en sadistisk instruktør på den skole, der træner spurvene.

Red Sparrow vil nok være en film, der deler vandene. Der er de anmeldere, som virkeligt godt kan lide den (og nej, det er ikke kun fordi Jennifer Lawrence smider trøjen!), og så er der dem, der vil finde den forfærdelig nedværdigende og klam, især hvis man får ind i hovedet at det er en film der blot bekræfter, at mænd med magt udnytter kvinder seksuelt. Til de sidste kan man kun sige: prøv lige at se filmen igen, uden disse forudindtagede briller på.


Forrige anmeldelse
« Lego Ninjago Filmen «
Næste anmeldelse
» Thor Ragnarok »


Filmanmeldelser