Det giver god mening at holde de bibelske fortællinger i live. Ikke nødvendigvis af religiøse årsager. Mere af kulturelle årsager. Og så den simple forklaring: der er masser af store, lækre fortællinger. At flere af de klassiske fortællinger nu bliver genfortolket for store blockbuster-budgetter, hænger tæt sammen med, at fortællingerne har brug for special og visual effects. Fortællingerne er spek-takulære, og derfor skal udstyrsstykket også være det. Eventyret om Moses indeholder et væld af attraktive sekvenser, der lægger op til vilde scener på film. Derfor Ridley Scotts Exodus: Gods and Kings. Den er just ude på købefilm.

Den slags produktioner slipper ikke igennem uden kontroverser. Det er måske bare overraskende, at en film om Moses og De ti bud ikke har lært noget af Cecille B. DeMilles storfilm De ti bud (1956). Filmen står som en vigtig illustration af ’den hvide mands’ dominans i filmmiljøer, fordi alle personer – som jo er mellemøstlige og nordafrikanske – er spillet af hvide, kendte skuespillere. Det har også krævet sin skosværte at få Christian Bale til at fremstå som en aramæisk Moses. Mel Gib-son undgik denne kritik i sin The Passion of the Christ (2005). Scott undgik det ikke og har fået hård kritik på linje med DeMille.

Det er dog ikke den eneste diskussion, som Exodus: Gods and Kings har været mærket af. Fortællingen er principielt genkendelig fra den bibelske fortælling. Moses, der leder aramæerne ud af egypternes slaveri. Undervejs får han De ti bud og deler Det Røde Hav, så jøderne kan flygte. Det, der har skabt de største problemer for filmen, er den nærmest a-religiøse tilgang til en religiøs fortælling. Den lægger flere af de spektakulære hændelser ind i en pseudovidenskabelig optik. En vis naturlig rækkefølge af de berømte plager: Når frøer kommer i massevis, er det, fordi vandet er blevet dårlig (det var jo blevet til blod). Når fluerne kommer, er det så, fordi frøerne er døde og tiltrækker fluer. Delingen af havet er skildret som en tsunami.

Filmen er derfor blevet forbudt i flere lande, herunder Guds eget land Israel, samt en række andre muslimske lande. Islam har jo også Moses med som profet. Det er selvfølgelig helligbrøde at for-søge at give ’naturlige’ forklaringer på det, der virker som guddommelig indgriben. Det betyder overordnet set, at alt det, som et udstyrsstykke som dette skal leve af (alle de store og opsigts-vækkende sekvenser) er markeret af en særlig rational optik. Flere andre aspekter spiller ind her. Og det er ikke alt, der er lige vellykket.

Den mest provokerende er nok selve karakteren Moses. Hans ’heltestatus’ er som sådan ikke ud-fordret. Men hans forbindelseslinje til Gud er skildret, så det kan tolkes som en sindsforvir-ret personens indre psyke. Det er endda kommenteret meget direkte i filmen. Det er med andre ord en film, der grundlæggende accepterer den kultdyrkelse, der findes omkring Moses. Men det er en film, der udfordrer den religiøse ramme, som for den troende nærmest vil være det vigtig-ste.

Stilmæssigt er de storladne scener ganske overbevisende og gribende. Det er så absolut disse, man skal se filmen for. Selve fortællingen om Moses er måske mindre en bibelsk realisme (som er et udtryk, der anvendes om realistiske passager i biblen), end den er en Game of Thrones- og Ringenes herre-agtig eventyrkarakteristik af Moses-dramaet. Det er i sig selv måske en smagssag, om biblen skal ligne fantasy. Der ligger en nuance af noget provokerende heri. Men når nu alle sådan nogle stilmæssige detaljer er på plads, er det overraskende, at nattescener og -sekvenser ikke er, ja, filmet om natten. Det er for tydeligt, at lyset falder forkert ift., at det skulle være månelys. Det er efter alt at dømme dagsoptagelser med blåt filter. Det er sågu for let.

Exodus: Gods and Kings er et personligt og personcentreret drama om en central figur i mange religiøse tekster. Men når det er så centreret omkring Moses som figur, er det overrasken-de, at karakterdramaet ikke er mere vedkommende. Enkelte scener forekommer skematisk melo-dramatiske. På en måde så det virker, som om de er tænkt ind, fordi de bør være der, og ikke fordi de giver mening. Derfor lever filmen af de spektakulære sekvenser og næsten ikke af Moses-fortællingen. Det minder lidt om det, som er blevet kaldt ’cinema of attraction’ – et udtryk, der beskriver, at den tidlige stumfilms attraktion ikke så meget var hændelser og handling. I stedet var det evnen til elementært at vise ’noget’, der tiltrak publikum. Sådan er det også lidt med denne type film. Det er effekterne, der bærer fortællingen, og ikke fortællingen, der bærer effekter-ne.

Men den slags ’attraction’ fylder også. Derfor fortæller denne type udgivelser også noget om, at produktionsselskaberne ønsker at skabe en undskyldning for at rende i biografen, fordi den slags udgivelser gør sig bedst på et stort lærred med effektiv surround sound. Når materialet så skal lægges ned på en skive, så stoppes skiven så fyldt, at det efterhånden kræver et vist hardware og software i maskineriet at afspille det. Jeg har inden for det seneste år udskiftet min BD-afspiller, fordi den gamle ikke længere kunne klare de nye, store BD-skiver. Men min knap et år gamle af-spiller havde store problemer med at sluge Exodus: Gods and Kings. Især skifte mellem BD-kapitlerne her og der voldte stort besvær (og to genstarter af BD’en). Det er altså et problem, at filmmarkedet udvikler sig så hurtigt, at hardwaren har brug for årlig udskiftning. Har du derfor en afspiller, der er ældre end min søn på halvandet, så køb filmen på DVD.

Oplevelsen af Exodus: Gods and Kings er måske hos mig mærket af, at afspilningen blev op-brudt og hakkende. Men handlingen savner også dybde i persontegningen. Religiøse fortællinger, der ikke nærer sig med det religiøse, bør give en anden bevæggrund gennem en karakter. Bale er god i de roller, hvor han skal være blød mand i en hård mands ydre (Batman, American Hustle, The Flowers of War). Men at bringe Moses helt ned ’på jorden’ igennem en reali-stisk personkarakteristik (et projekt, der lykkedes i Pier Paolo Passolinis Jesus-film Mattæusevangeliet) lykkes ikke for Bale, der er for ensidig i sin mimik. Om end nu har han spillet Jesus (Mary, Mother of Jesus) og Moses. Næste skridt må vel være at gå efter en ho-vedrolle som Gud. Gud, der i Exodus: Gods and Kings – besynderligt nok – er portrætteret som en lille dreng.