Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




The Disaster Artist (104 min.) Biograffilm / Warner Brothers
Anmeldt 4/2 2018, 09:32 af Torben Rølmer Bille

You're tearing me apart, Lisa!


You're tearing me apart, Lisa!

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Alle der kender denne replik, har med garanti enten set eller i det mindste hørt om The Room. For hvor film normalt primært bliver kendt på deres kvaliteter, udmærker The Room sig ved at have fået titlen, som den dårligste film nogensinde. Et prædikat som dette ville jo nøgternt set ville få folk til at se sig om efter noget der er bedre, men paradoksalt nok sker det modsatte: folk flokkes til screenings af filmen og noget tyder på at den sælger ganske godt, selv ti år efter dens præmiere, bl.a. på instruktøren Tommy Wiseaus hjemmeside.

For mange år siden interviewede undertegnede filmsamler og kultfilmekspert Jack Stevenson, der fortalte at hvis en film skulle opnå kultpotentiale, så var det ikke nok at den var dårlig - den skulle fejle i alle aspekter. Dårlige replikker udtalt af dårlige skuespillere skudt på en dårlig location med latterlig lyssætning af talentløse kameramænd, der har svært ved at stille skarpt. Herudover skulle handlingen ikke give megen mening og i det hele taget skulle alt ved filmen være så dilettantisk at det er konstant tåkrummende. Hvis folkene bag projektet så samtidig havde så lidt selvindsigt at de troede helt vildt på, at de var i gang med var et mesterværk, så kunne det meget vel betyde at filmen ender med at blive kult. Tænk blot på Ed Woods nu detroniserede mak-mesterværk Plan Nine from Outer Space og ikke mindst Tim Burtons film om samme frygtløse og lettere naive instruktør.

I samme tråd skrev den danske filmforsker Anne Jerslev i sin bog Kultfilm og filmkultur tilbage i 1993, at en af de aspekter der betød at en film virkelig var blevet kult, var hvis publikum havde udviklet særlige ritualer i forbindelse med at se filmen. Ritualer der ikke nødvendigvis var dikteret af filmen selv, men i stedet opstået blandt fans - således også med The Room for her kastes der eksempelvis plastikskeer mod skærmen, hver gang man ser en ske i billedet hjemmeside.

Så selv om The Room på mange måder er en ganske afskyelig film, så er det også en som er svær ikke at holde lidt af, på samme måde som man kan holde af en blind kat, der har mistet alle ben. Det må James Franco i al fald have gjort, for han har skabt en spillefilm der handler om The Room og om venskabet mellem Wiseau og hans medspiller Greg Sestero, der i virkelighedens verden er medforfatter til bogen filmens manuskript er baseret på.

James Franco gør dog mere end at instruere, han spiller hovedrollen som Tommy og gør det så godt, at han til den nyligt overståede Golden Globe uddeling høstede en pris for bedste mandlige hovedrolle. Alle troede i øvrigt at dette ville betyde at Oscarkomiteen også ville nominere ham, men det har anklager om upassende opførsel sat en stopper for. James Franco gør det, uanset anklagerne, fremragende, for han har virkelig fanget Wiseaus mærkværdige måde at tale og agere på. Morsomt er det også at Francos lillebror Dave spiller den anden bærende rolle i filmen som Wiseaus ven Greg.

The Disaster Artist er primært en film, der forsøger at give den måbende tilskuer et indblik i hvordan The Room blev til. Sekundært handler den om et mærkværdigt venskab mellem den indledningsvist meget sky skuespillerspire Greg, der en dag ser Wiseau "optræde" til en dramatime og bliver helt betaget af det han kalder mandens "frygtløshed". Noget som alle andre (inklusive tilskueren) kan se i stedet bunder i en total mangel på situationsfornemmelse og selvindsigt. Ikke desto mindre bliver de to venner og tager til Hollywood for at prøve lykken dér. Da ingen af dem kan finde folk i branchen som vil hyre dem, beslutter de sig i stedet for selv at lave en film.

The Disaster Artist er også en film om Den Amerikanske Drøm. Godt nok en drøm der kræver at man har en masse startkapital og en stålsat tro på ens egne evner. Man sidder i al fald måbende tilbage da Wisseau og Greg opsøger et firma der lejer filmudstyr ud og Tommy siger at han vil købe de dyre kameraer, i stedet for at leje. Mere mærkværdigt er også mandens beslutning om både at optage filmen på rigtig film og på digital-kameraer i stedet for at vælge enten det ene eller det andet. Mystisk er det også at Wisseau insisterer på at optage i kulisser og med green-screen i stedet for at benytte de mange fine locations lige udenfor døren. Dette er dog kun et par af de mange, mange mystiske beslutninger der træffes undervejs. Optagelserne til The Room er naturligvis nok det som fylder allermest i filmen, men det er også det som er det mest interessante, for os udenforstående. For hvordan kan man dog lave en film der er så kikset?

Det lykkes også filmen at bibeholde den mystik som omkranser det selvudnævnte "geni" Wisseau - for selv om han påstår at han er barnefødt i New Orleans, er der ingen der rigtigt vil tro dette når man hører hans mildest talt outrerede accent og hans evne til at sammensætte sætninger, som var han i familie med selveste Yoda. Selv om Wisseau tilsyneladende er vældigt velhavende, får man aldrig svar på, hvor mandens pengene kommer fra. Det antydes et sted i filmen at Tommy som yngre var involveret i en alvorlig ulykke, der nær havde kostet ham livet - og kender man nok til USA, kan dette, takket være en god advokat, godt have kastet betydelige summer af sig. Så selv om filmen forsøger at lade os komme lidt tættere på Wisseau, lykkes er der stadig mange ubesvarede spørgsmål idet den slutter.

Selv om The Disaster Artist sikkert fungerer allerbedst hvis man kender The Room i forvejen, så påstår Kapellet at man sagtens kan nyde filmen alligevel. Den er virkelig morsom, for selv om der også er dramatiske øjeblikke, er det svært ikke at sidde og klukke med et skævt smil under stort set hele filmen. Det er en hyldest til særlige overalt og til de der skider højt og flot på hvad alle andre tænker om dem. En hyldest til en mand, der ikke alene tænker ud af boksen, men end ikke ved at der er nogen boks. Han lever vist på "Planet Tommy", som han selv siger. Endelig er det en film, der har gjort et stort stykke arbejde i af forsøge at komme til at ligne den film som det hele handler om, hvilket bliver allermest tydelig mod slutningen hvor de originale scener fra The Room og de der er skabt til The Disaster Artist afspilles side om side.

Endelig er filmen en der er en spydig kommentar til Hollywoods drømmefabrik, for idet den er en stor kærlighedserklæring til det filmiske misfoster som er The Room, så beviser den også at så længe man bare tør at lade folk latterliggøre en, så skal det nok gå. Kapellet vurderer i al fald at at Wissaus hjemmeside får travlt med at følge efterspørgslen i den kommende tid, for alle de der ser The Disaster Artist og som ikke allerede har et eksemplar af The Room stående, vil have lyst til at se den med egne øjne. Kort sagt, det eneste der ikke virker i The Disaster Artist er det utroligt utroværdige falske skæg som Dave Franco er blevet udstyret med.


Forrige anmeldelse
« Darkest Hour «
Næste anmeldelse
» Batman Begins »


Filmanmeldelser