De første fem minutter af Wonder Park slår benene væk under mig. Animationen er virkelig flot. Specielt menneskene er utrolig varme og appellerende animeret.

Vi bliver præsenteret for den superintelligente opfinder-pige June, der sammen med sin mor opfinder den mest fantastiske forlystelsespark gennem deres legeunivers. June og hendes mor har et helt specielt forhold, men da moren bliver alvorligt syg og indlagt på hospitalet, mens June skal på lejrskole, skaber det et skred i den ellers maleriske familieidyl.

Så er de første fem minutter ovre, og filmens fokus forsvinder - måske samtidig med instruktøren, som blev fyret fra filmen.

June mister lysten til at skabe videre på det fælles legeunivers og nægter at tage på lejrskole, da hun er bekymret for, om hendes far kan finde ud af at være alene hjemme.

June kommer alligevel på lejrskole, men stikker af fra den. Til sin store overraskelse finder hun en virkelig udgave af fantasilegepadsen, da hun går gennem en skov på vejen hjem til sin far. Den er øde, og den er ikke fyldt med glade gæster, men er i forfald. Den er blevet overtaget af zombie-aber. I legeuniverset var de små søde plysdyr, som gæsterne fik med hjem som souvenirs.

I Junes legeunivers blev parken styret af en grupper af snakkende dyr, med chimpansen Peanut som showmanden, der skaber nye forlystelser. Han er også parkens leder. Med på holdet er bjørnen Boomer, pindsvinet Steve, vildsvinet Greta og de to bævere Cooper og Gus.

I virkelighedens Park er Peanut blevet bortført af zombie-aberne. Resten af holdet prøver at overleve zombie-abernes hærgen. Det er nu Junes opgave at få rettet op på skaden. For da hun holdt op med at skabe på parken i legeuniverset, begyndte den virkelige park at falde fra hinanden.

Nickelodeon plejer normalt at lave film med en vis form for moralsk kompas indbygget, men her har de valgt at gå en lidt anden vej. June, der er omkring seks år og er meget stærkt knyttet til sin mor, bliver sendt på lejrskole. Det er der som sådan ikke noget i vejen med. Hvis det ikke lige var fordi, hendes mor lige er blevet indlagt med en livstruende sygdom. Det fører til, at June får en depression, og at hun er utryg over at lade sin far være alene. For hvad nu hvis der også sker ham noget? I stedet for at lade June opbygge et lige så stærkt bånd til sin far, og at lade hende få tid til at bearbejde sin depression, så bliver hun altså sendt væk på lejrskole.

Filmens narrative røde tråd er for længst forsvundet, da June ankommer til parken. Der er intet at holde fast i på denne bizare rutchetur gennem Wonder Park. En titel, der i øvrigt også giver grund til forvirring. For på alle skiltene i parken står der "Wonderland", og parkens slogan er "You are the wonder in Wonderland".

Der er ingen grund til at skynde sig at putte Wonder Park i DVD-afspilleren, hverken for børn eller voksne. De 85 minutter, filmen tager, er alt for dyrebare og kan med garanti anvendes meget bedre.