Der er i Kulturkapellets optik tre film, der i 2018 kæmpe om at være årets bedste gyser. Enten er det det nostalgiske gensyn med et forhenværende offer, der nægter at lade sig kue af sin ærkefjende . Det kunne også være filmen, der fortæller historien om en familietragedie, der ender med at få overnaturlige undertoner . Den tredje film er en film, der byder på det nok mest spændende lyddesign i nyere tid, nemlig A Quiet Place.

Konceptet i sidstnævnte er forholdsvis enkelt. Som der siges i en af de små film, der er inkluderet på BluRay’en, så var det overraskende for de der skulle lave filmen at modtage et manuskript på kun 63 sider. Instruktør og hovedrolleindehaver John Krasinski tænkte, at det da umuligt kunne være en spillefilm, men derimod var en pilot til en tv-serie. Han blev dog klogere, for det skulle vise sig at være et manuskript hvor dialog fylder utroligt lidt. Dette er en film der fokuserer på at vise begivenhederne, frem for at tale om dem. Showing, not telling, som mantraet lyder.

Grunden til at der er så lidt dialog, er at filmens monstre godt nok er blinde, men til gengæld hører de usædvanligt godt. Derfor må den lille familie vi følger, forsøge at være så stille som de kan, i deres forsøg på at overleve. Der er ganske vist også andre thrillers der forsøger sig med dette koncept (f.eks. Don’t Breathe , The Descent og flere), men det særlige ved A Quiet Place, er at den faktisk også formår at få seeren til at være mussestille, mens man ser den.

På BluRay’ens ekstramateriale fortæller filmens lyddesignere, der tidligere har arbejdet på bl.a. Michael Bays Transformers-film, at det var en udfordring at lave lyd på en film, hvor alle medvirkende forsøgte at larme så lidt som overhovedet muligt. Desuden siger en af dem, at de oplevede at enkelte tilskuere i deres testpublikum ligefrem fortalte begejstret, hvordan de efter filmen var begyndt at lytte meget mere til verden omkring sig, hvilket han tolkede, som om de har gjort deres job ordentligt. Anbefalingen fra filmens lydmagere er derfor: ”sluk for vaskemaskinen, opvaskemaskinen og alt der laver larm i hjemmet og skru godt op for filmens lyden, for det er sådan den skal opleves”.

Som nævnt følger filmen en lille familie, der i smukke, landlige omgivelser i USA forsøger at overleve, selv om de ved at selv den mindste lyd de laver, kan betyde døden for dem alle. Derfor kommunikerer de som oftest med tegnsprog. Allerede i filmens åbningsscene oplever man hvor galt det kan gå og hvor hurtigt monstrene dukker op, hvis tavsheden brydes.

A Quiet Place får hurtigt etableret en uhyggelig grundstemning der stort set opretholdes gennem det meste af filmen. Dette hjælpes godt på vej af de gode skuespillere som besætter rollerne. Andetsteds på ekstramaterialet fortæller filmens instruktør at det ikke var meningen, at han foruden at instruere skulle spille den mandlige hovedrolle, og da slet ikke at hans hustru i filmen skulle spilles at hans rigtige viv Emily Blunt, men da hun læste manuskriptet var hun ikke i tvivl om at det skulle være hende rollen var skrevet til.

At filmens to bærende roller er mand og kone gør ikke kun at kemien mellem de voksne spillere føles rigtig god. Godt nok spiller de roller, men det er svært ikke at tænke på, om ikke også de bruger elementer fra deres eget liv, til at gøre deres figurer troværdige? Emily Blunt brillerer desuden i de scener som kræver at hun giver den rigtigt gas, rent følelsesmæssigt – og dem er der heldigvis en del af!

Der er, som nævnt i biografanmeldelsen, enkelte scener i filmen, som kan virke lidt søgte. Eksempelvis kan det undre, at når familien har været i denne situation i ganske lang tid, hvorfor har de så ikke indrettet deres hjem med lydisolerende materiale fra gulv til loft, eller have fundet et lokalt lydstudie og indrettet dette som bolig, i stedet for konsekvent at forsøge at bevæge sig lydløst rundt?

Hvis man godt kan leve med den slags brister, så er filmen både ganske spændende eksekveret og fungerer efter hensigten. Det er i al fald en film, der er ustyrligt interessant, hvis man skal beskæftige sig med lyddesign. I den forbindelse er det også lidt skuffende at filmens ekstramateriale kun byder på tre featuretter på ca. 15 minutters længde hver. Personligt havde Kapellets udsendte gerne set at det var muligt at få en langt bedre indførsel i lydarbejdet, eksempelvis kunne et kommentarspor fra de tre hovedansvarlige, have været mægtigt spændende.

Den samlede vurdering af A Quiet Place er at det er en ganske spændende og vellavet gyser, der har et fedt monsterdesign og i udgangspunktet en glimrende konceptuel idé. Skuespillerne er dygtige og rent teknisk er der ikke noget at sætte fingeren på. Til gengæld trækker der ned i bedømmelsen, at filmens figurer ikke handler mere rationelt end de gør i den situation de nu engang er endt i. Disse mindre logiske brister er dog ikke så ødelæggende, at man ikke kan nyde filmen, for den fungerer helt bestemt efter hensigten, men det gør til gengæld at det nok bliver en af de to film der blev nævnt i indledningen, der ender med at løbe med Kapellets uofficielle pris som årets gyser 2018.