Filmen Central Inteligence hører til den type komedie, der kan underholde stort set alle medlemmer af familien, for selv om den på enkelte steder går på tværs af den såkaldte gode smag og overskrider grænser (som komedier selvsagt skal gøre, for at fungere optimalt), så hører den stadig til den type af letbenet underholdning, der sørger for aldrig at blive så grovkornet, eller provokerende at seeren ligefrem forlader filmen fornærmet eller stødt.

Af samme årsag er det også en af den slags amerikanske mainstreamfilm man hurtigt glemmer igen, for ud over at underholde sin seer, så er hverken plottet eller figurerne i filmen nogle der efterlader et varigt indtryk. Det skal ikke læses som om at Central Intelligence er en film der decideret spilder tilskuerens tid, men ud over at levere grin og let underholdning er der ikke meget at komme efter.

Filmen er en af den type film, der er båret frem af sine karakterer. Den starter i midthalvfemserne på en high school. Sidsteårseleverne er færdige og Bob Stone (spillet af Kevin Hart), i daglig tale kaldet ”Golden Jet”, er i færd med at holde sin bombastiske afslutningstale. Bob er skolens største sportsstjerne, ham der af sin årgang er blevet valgt til den på skolen der har størst chance for at klare sig og i det hele taget ham, alle ser op til. Hans tale afbrydes dog brat, idet en gruppe bøller sniger sig ind i omklædningsrummet og trækker den overvægtige Calvin ud i den sportshal hvor alle er samlet. Det er selvsagt Calvins mest ydmygende oplevelse nogensinde, men ”Golden Jet” forbarmer sig over staklen og låner ham sin jakke, så kan dække sig til.

Vi springer nu frem til nutiden. Bob er ikke blevet den succes, som hans klassekammerater havde forudsagt. Han har et ganske ordinært forsikringsjob som han hader og selv om han stadig er sammen med skolens lækreste pige fra dengang, føler han sig ikke just som en succes. Faktisk har han ikke engang lyst til at tage med til skolens genforeningsfest. Et par dage før ringer Calvin pludselig til ham, og spørger om ikke de skal mødes til en drink. Calvin har til gengæld forandret sig radikalt. Der er ikke et gram fedt tilbage på den store fyr og han har i den grad lært at tage vare på sig selv.

Som filmen skrider frem finder både Bob og vi ud af, som titlen antyder, at Calvin er blevet en toptrænet CIA-agent. Han jages tilsyneladende af andre folk i agenturet, som påstår at Calvin ikke er på en hemmelig mission, men som i stedet er blevet kugleskør, kører sit eget løb og faktisk potentielt kan være til fare for både sig selv og sine omgivelser. Calvin forsikrer Bob, at dette selvfølgelig er løgn og at verdensfreden afhænger af at Bob stoler på ham.

Som man sikkert kan læse ud fra ovenstående handlingsbeskrivelse, bliver seeren lige som Bob også hele tiden i tvivl om Calvins motiver og det er meget denne pointe der holder den narrative gryde i kog. Selv om dette netop er nyskabende, så er det ganske forfriskende at se Dwayne ”The Rock” Johnson være så sjov, som han faktisk er her. Selv om skuespilleren førhen har været med i komedier, har de mildest talt været alt andet end imponerende, men med Central Intelligence beviser han ikke kun at han har selvironi men også en ganske god sans for komisktiming. Han ender faktisk med at være det sjoveste ved filmen, noget som muligvis vil irritere Kevin Hart, der som bekendt er komiker af profession.

Filmen er en på mange måder klassisk komedie, der både benytter sig af slapstick, action og ikke mindst verbal humor som dens primære virkemidler. Den er samtidig ganske metabevidst, idet den både laver sjov med agent/spiongenren og som gennem dialogen leverer masser af kommentarer til både andre, velkendte figurer og endda til sig selv som fiktion. Dette betyder ikke man skal tro at Central Intelligence er en postmoderne, intelligent kommentar til andre, lignende film, men mere som et tegn på, at denne form for humor efterhånden er blevet hvermandseje.

Central Inteligence er sjov, men så heller ikke andet. Det er ikke en film, man lærer noget af, som har en morale, der godt nok handler en lille smule om selvrealisering, men hvis budskab overdøves af tant og fjas, hvilket også er fint nok, for dens vigtigste ærinde - at underholde – efterlever den til fulde. Til gengæld er det en film man bør se hvis man er fan af ”The Rock”, for ved selvsyn at opleve præcis hvor sjov han også kan være.