En ung pige med en lang fletning ned ad ryggen og en fletkurv under armen, klædt i en hvid Alice i Eventyrland-kjole, på vej ind i skovens dyb. Er det Rødhætte? Et eventyr, ikke helt ufarligt, er ved at tage sin begyndelse. Skovens mørke grene er tætte og jo længere hun trænger ind i mørket, jo mere fornemmer vi fare og uhygge. Hun bøjer sig ned for at samle svampe i sin kurv. Så lyder et skrig. Ulven? Nej, for lettere skjult under nedfaldne blade, ligger en mand – en såret soldat, der inderligt appellerer om pigens hjælp.

Sådan starter Sofia Coppolas nye film The Beguiled. Vi er I Virginia (1864) en af sydstaterne, under den amerikanske borgerkrig. Isoleret, fjernt fra slagmarken, ligger en pigekostskole i et drømmeskønt mansion med græske søjler, spejle og saloner, nu kun beboet af syv personer. Forstanderen Martha, en lærerinde Edwina og fem elever – ingen mænd. Et lille luksuriøst kvindesamfund, hvor lærdom, tro og dannelse er i højsæde afskåret fra omverden. Et kloster, et de luxe fængsel, beskyttet mod borgerkrigens rædsler.

Vores lille Rødhætte får, efter at have overvundet sin første forskrækkelse, medlidenhed med soldaten, der er alvorligt såret i benet. Sammen slæber de sig gennem skoven, hjem til pigekostskolen, hvor den fremmede, en mand, en soldat, en såret, vækker stort postyr – og fører til overvejelser om, hvor langt næstekærligheden rækker. For egentlig burde de nok overgive ham til hæren. Den myndige Martha, igen en superrolle til Nicole Kidman, skær igennem med ordene: ”Du er nok den mest uvelkomne, man kan forestille sig” og går så professionelt i gang med at vaske hans krop (!) og rense hans bens sår.

Resten af filmen handler om soldatens akklimatisering og langsomme helbredelse – men ikke mindst om kvindernes/pigernes, alle syvs, individuelle reaktioner på det fremmede mandfolks tilstedeværelse i huset. For det er det han er, i Collin Farrels skikkelse, et flot mandfolk, en alpha-han, med et stort følelsesregister og irsk accent!

Historien er god. Baseret på en roman af Thomas Cullinan (1966) og har da også været filmatiseret før af Don Siegel med Clint Eastwood i den mandlige rolle (1971). Sofie Coppola har valgt at genfortælle historien, set med pigernes øjne. Det raffinerede sex-relaterede og dragende, alt det usagte. Spændingerne pigerne imellem - jalousi, forelskelse, spirende sex - i et isoleret kvindemiljø. Det er det, der interesserer Coppola. En stjernebesætning med Kirsten Dunst som lærerinden, der for alvor forelsker sig i den fremmede.

Sjældent har man oplevet et Sydstats hjem i så smukke doucefarver, en kælen for detailler i datidens kjoler og scenografi, et gennemført set-up, som vi også husker fra Sofie Coppolas Marie Antoinette. Borte med blæsten kan godt gå hjem og lægge sig. Det lukkede miljø, hvor bøn, franskkundskaber og klassisk pianospil er i højsæde. Hvem er fanget af hvem, bliver sat under lup. Læg dertil (selvfølgelig) kærlighed og jalousi, der opstår pigerne imellem i en verden fuld af tabuer– og endda med kanontorden i baggrunden. For tænk, hvis det blev opdaget, hvad de skjuler.

The Beguiled er et sjældent helstøbt, både i sin dramatiske udvikling, men også i et formidabelt kameraarbejde, ofte til levende lys (optaget af Phillip le Sourd). En rendyrket æstetik, der i al skønheden opsummerer pigesindene, der rummer en undertone af nysgerrighed, længsel mod en ukendt kærlighed, fremprovokeret ved en mands tilstedeværelse – ganske vist såret og med stok.

Sofie Coppola har endnu engang bevist at hun hører til en af Hollywoods fremmeste. En sjældent vellykket melodramatisk film med uskyldsrene ungmøer i smukke Sydstatstableauer, hvis skønhed aldrig kvæler den underliggende higen efter en frihed og en endnu kun svagt erkendt lyst til sex og kærlighed.