Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




CHIPS (100 min.) Købefilm / Warner Brothers
Anmeldt 19/8 2017, 11:05 af Torben Rølmer Bille

Charme uden computereffekter


Charme uden computereffekter

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Før filmen blænder op for sit allerførste billede dukker teksten “The California Highway Patrol does not endorse this film – at all.” (Californiens færdselspoliti godkender ikke denne film - overhovedet) på skærmen. Det er en sandhed man måske skal tage med forbehold, for selv om CHIPS er en fjollet buddy-actionkomedie så mistænker Kapellets anmelder også at der er ganske mange ansatte blandt de californiske betjente, der faktisk er ganske begejstrede for det image som filmen tegner af dens fiktive betjente. For ikke kun er de sjove, de er også seje, effektive og overdrevent dygtige til at køre på motorcykel.

Chips er baseret på en i Danmark nærmest ukendt amerikansk tv-serie, der kom i perioden 1977-83 og nåede at køre i i 139 afsnit plus en tv-film af samme navn der dukkerde op i halvfemserne. Serien handlede om en lille gruppe betjente der opklarede forbrydelser. Hovedpersonerne bestod af Francis ”Ponch” Ponterello – en latino der var lidt af en rod, en god skytte og vildt god til at få fanget forbryderne. Han bliver i den nye film sat sammen med en nyuddannet kadet fra politiskolen – Jon. Jon har førhen været ekstremsportsudøver og på grund af en lang række ulykker spiser han smertestillende piller i samme tempo som et barn spiser chokoladepastiller. Selv om Jon går let i stykker og ikke kan ramme noget som helst med sin pistol, er han til gengæld overdreven god til at køre på motorcykel.

Filmen er overraskende sjovt skrevet af instruktøren Dax Shepard, der ligeledes indtager rollen som Jon. Selv om den langt hen af vejen er en helt arketypisk, amerikansk actionkomedie, er der alligevel flere ting der gør den lidt speciel. Jons figur er ikke åbenlyst homoseksuel i filmen (han har en kone) – til gengæld er han virkelig i god kontakt med sin feminine side og går ikke af vejen for at give en kammerat kun iført underbukser en krammer i omklædningsrummet. Filmen byder på en masse akavede situationer, hvor der netop leges med Ponchs formodede homofobi og det er faktisk ganske forfriskende, for det sker, for en gang skyld, ikke ud fra en devise om politisk korrekthed.

Filmen bruger selvsagt en del af sin spilletid på at lade Ponch og Jon lære at kende hinanden – på godt og ondt, men hovedhandlingen er centreret omkring at betjentene skal opklare en sag, hvor det formodes at bagmændene er en samling korrupte betjente, der begår kup i deres fritid.

Idet sagen skrider frem er seeren derfor vidne til en række ganske spektakulære røverier fra pengetransporter for slet ikke at tale om en række flot iscenesatte jagtsekvenser på de californiske veje. Det bedste ved disse actionsekvenser er at det er helt tydeligt at der er tale om fysiske stunts. Det er, som i Mad Max: Fury Road (Uden anden sammenligning i øvrigt), fedt at se rigtige biler blive sprængt i luften, kollidere med hinanden og blive smadret på så mange måder som muligt. Det kan godt være at denne praksis er meget dyrere end udlicitere de visuelle effekter til en flok computerglade fyre i en kælder, men til gengæld ser det også så meget federe ud på film når rigtige køretøjer sprænges i luften.

Selve betjentenes opklaringsarbejde er ganske spændende er det humoren der er i front. Det viser sig nemlig hurtigt, at selv om den rutinerede Ponch indledningsvis er alt andet end begejstret for sin nye makker, så ændrer det sig hurtigt, da han opdager at Jon, til trods for sine mange særheder, faktisk er ganske kompetent til både at observere en masse detaljer på jobbet og ikke mindst at køre på motorcykel ”like a motherfucker”, som han selv siger.

Castet er fint, Michael Peña, der lige som filmens instruktør er medproducent, gør et godt i rollen som Ponch. Selv om denne slags film ikke just giver masser af plads til komplekse figurer, beviser han – måske især i samspillet med Dax Shepard – at han har rigtig god sans for komisk timing. Skønt er det også at opleve Vincent D’Onofrio som filmens hovedskurk. Det kan godt være at det kun er filmnørder der kender til D’Onofrio, så er det altid en fornøjelse at se ham.

Man kan sagtens se CHIPS uden at have set tv-serien og den fungerer godt som både komedie og actionfilm. Der er selvsagt flere elementer i filmen som man har set før, hvis man holder af actionkomedier, men det gør ikke så meget for denne velafprøvede formel fungerer jo.

Selv om CHIPS på mange måder er ganske traditionel Hollywood-mainstreamsjov, så er det ikke desto mindst underholdende og en film som er en perfekt tømmermandsfilm eller som blot kan ses hvis man har lyst til at se en film som man ikke har nødigt at tænke så meget over. Kapellet ville bestemt ikke have noget imod at dette kan være starten til en serie af CHIPS-film, om ikke andet så udelukkende for at opleve store, dyre biler og trucks blive sprængt i luften.


Forrige anmeldelse
« Logan / Logan noir «
Næste anmeldelse
» Skønheden og udyret »


Filmanmeldelser