Spring Breakers er en af de film der virkelig deler vandene. Enten hader anmeldere (og tilskuere) den eller også elsker de den ubetinget. Der synes ikke at findes en gylden mellemvej. Det ville da også være det nemmeste, blot at betragte filmen som en lang, overfladisk, MTV-lignende musikvideo, der tilsyneladende hylder ungdommens ligegyldighed overfor verdens alvor, og fokuserer på excessive indtagelse af sprut og narko under sydens sol til tonerne af tidens hårdtpumpede rap- og technomusik.

Det ville heller ikke være en helt forkert beskrivelse af filmen, men heldigvis er den også langt mere end det, for ser man gennem den polerede fernis som den omkranset af, synes filmen også at være et meget kritisk, nihilistisk og dystert billede af såvel amerikanske teenageres selvopfattelse og det som i sidste ende gerne skulle blive et levet liv. For selv om filmen starter som en klassisk roadmovie med fire teenagetøser, der vil gøre næsten hvad som helst for at tage på udflugt sammen, så skal det vise sig at blive en tur, som med garanti vil præge nogle af dem resten af deres liv.

I Spring Breakers følger seeren fire veninder, der hader deres triste tilværelse i den soveby de bor i. Deres liv består udelukkende af skolegang kun afbrudt af weekendens druk og hashgilder. Af same grund er de fast besluttede på at tage med resten af det unge USA på udflugt i forårets skoleferie, for at nyde havet, sandet, vandet og så mange stoffer, drenge og drinks som de kan rumme.

Allerede i starten er der en af pigerne, der skiller sig ud fra resten. Det er naturligvis den pige der hedder Faith (spillet af Selena Gomez der nok er bedst kendt for sine roller på Disney Channel) - og er den eneste af tøzzerne, som er kristen. Hun virker dog ganske rastløs og lettere utilpasset blandt de ellers så hengivne medlemmer af menigheden og måske derfor tager hun alligevel ikke afstand fra venindernes gerninger, selv om de andre financierer tøseturen ved at lave et ganske voldsomt røveri på den lokale diner.

Der drages af sted i bus til en unavngiven ferieby, der byder på massevis af sol, bajere, bonghoveder og halvnøgne mennesker! I starten går det også fint, men deres ellers så harmoniske tid i festparadiset ændrer sig brat, da de alle fire arresteres sammen med en række andre unge for at have hærget flere hotelværelser under en fest. Gode råd er dyre, for de har ikke råd til at betale kautionen men da de kommer for retten – stadig iført deres bikinier - lurer der en skummel person i baggrunden.

De løslades overraskende fra fængslet, da den kriminelle, selvbestaltede rapper med kunstnernavnet ”Alien” (spillet af James Franco der med sine fine guldtænder og fintflettede hår er endog meget svær at genkende). Det bliver for meget for Faith der straks tager hjem til sovebyen, men de andre piger lokkes af Aliens mange kontanter, hans omfattende våbensamling og ikke mindst hans gangsta-attituder. Det er nok ikke særligt svært at gætte sig til, at pigerne pludselig befinder sig et sted som de måske ikke helt har lyst til at være.

Selv om beskrivelsen her lyder som noget man måske har set i et utal af variationer før, så er Spring Breakers ganske overraskende i både sin stil, som i dens nærmest konsekvente fravær af moraliseren over pigernes gerninger. Dertil kommer at den, hvis man kradser lidt i dens overflade, giver et trøsteløst billede af en generation unge mennesker, som i en neonfarvet verden nærmest trygler efter noget mening og indhold i deres liv.

Selv om vi oplever mange scener med sjov, strandliv og fest, så er det også som om at tømmermændende er mere konstante end nattens udskejelser og i flere scener viser instruktøren at hovedpersonerne ikke rigtigt ved hvad de skal få deres tid eller talenter til at gå med, ud over at være bad-girls, forsøge at leve op til ungdommens idealer og ikke mindst være så lækre og tomhjernede, som samtiden synes at kræve af dem.

Det, sammen med en utrolig klipning, der ikke udelukkende fortæller filmens historie i en stringent kronologi, men som leger med tid og sted, og derfor også kommer til at virke lige så fragmenteret som de søgende pigers tilværelse – gør at Spring Breakers bliver andet og mere end blot patter, dollarsedler og vandpiber. Dette er ikke en film, der er ment som en komedie, eller som vil skildre hvor vilde de unge opfører sig til fester, det er – lige som instruktørens forfatterdebutfilm Kids (der indrømmet havde en hel del mere på hjerte) et polaroidbillede af en rodløs generation, der synes nærmest fortabt for både deres omverden og måske endnu mere for sig selv.

Endelig er det en film der bevidst leger med sin musikvideoæstetik på en sådan måde at den både kritiserer dette glansbillede af verden og i næste nu omfavner billedsproget. Spring Breakers er derfor bestemt ikke for alle, men giv den en chance og se om du enten hader eller elsker den – undertegnedes holdning burde i al fald være ganske tydelig.