Sådan en overskrift forpligter og det er sikkert langt fra sikkert at alle, der vil være enige med undertegnede når Guardians of the Galaxy udråbes som den bedste film i 2014. Det kan der være flere årsager til. For det første er det en film baseret på en ganske obskur del af Marvels tegneserieunivers, hvilket vil sige at figurerne er ganske todimensionelle og flade og fortællingen på mange måder matcher karaktererne, idet den primært handler om en masse forskellige figurer, der alle sammen forsøger at få fat i den samme, mystiske genstand, som rummer fantastiske kræfter. Kort sagt en formel man synes at have set et utal af gange før.

Når Guardians of the Galaxy i denne anmelders øjne dette til trods fortjener hæderen som bedste film, så skyldes det en lang række faktorer, som vil blive forsøgt forklaret i det efterfølgende, som en argumentation, der forhåbentlig kan omvende nogle af de filmconnaisseurs, der påstår at elske film, men som opfatter denne form for amerikansk mainstreamunderholdning med endog stor skepsis.

For det første starter filmen med en scene, der både er enormt rørende (skeptikerne vil fnyse og vil sikkert kalde den for unødigt melodramatisk) og som sætter tonen for hele filmen, for mere end noget andet er Guardians of the Galaxy en oplevelse. Seeren befinder sig på et hospital, hvor en tiårig dreng bliver genet hen til sin kræftsyge mors sengeleje. Hun har ikke langt igen og for at gøre det hele endnu mere tragisk finder vi ud af at det er drengens fødselsdag. Med en for hende stor kræftanstrengelse, giver moderen ham en gave og fortæller at hun elsker ham. Drengen kan ikke klare mere, tager sin walkman på, og begiver sig ud i natten, udenfor hospitalet. Pludselig oplyses han af et kraftigt lys ovenfra og forsvinder.

Der klippes til samme dreng, der nu er blevet en ung mand – Peter Quill – som i en fjern galakse, under dæknavnet ”Star-Lord”, opsøger gamle templer for at stjæle artefakter. Det er her, i et gammelt tempel, at han finder den mystiske sfære, som til dels kommer til at fungere som filmens primære fremdriftselement. Quill er en figur, der er ganske ulig mange af Marvels andre, for han har en ukuelig selvsikkerhed, der minder om en ung, kæk Kaptajn Kirk eller rummets version af Indiana Jones.

Quill får dog ikke lov til at være alene længe, for inden man får set sig om, åbner karaktergalleriet for alle sluser og seeren introduceres til en lang række skurke, helte og de som placerer sig et sted midtimellem, der mest af alt minder om den iderigdom og fascinationskraft der kendetegnede de første Star Wars film. Vi bevæger os fra den ene fantasifulde location til den næste og alle disse steder optræder der figurer, der virker originale og sært troværdige. Det er et spektakel som netop imponerer via den diversitet og hittepåsomhed, der er blevet lagt i at skabe disse.

Hvad der dog løfter filmen over mange andre spektakulære Hollywoodproduktioner, der søger at skabe forbløffelse, undren og fascination, er den humor der er et gennemgående træk i filmen. For selv om mørkets kræfter bestemt er til stede og også får lov til at udfolde deres ondskabsfulde ideer, bliver det Peter Quills og hans umage trop af venners humor, der sikrer deres overlevelse og universets videre beståen.

Et godt eksempel er filmens brug af musik. For det er jo helt fra filmens start blevet etableret at Peter lytter til det mix-tape, som vi så ham lytte til i filmens start. Et kassettebånd hans mor havde lavet til ham, og med sine klassiske hits bliver det kontrapunktiske soundtrack til mange af de voldsomme scener som filmen også byder på. De flot eksekverede actionsekvenser eller rumskibsdueller får altså en lethed takket være filmens eminente sammensatte soundtrack.

Derudover bliver der flere gange lavet referencer til elementer som mange af os husker fra vor barndom, eksempelvis Footlose og så kan den kvikke seer også spotte en lang række folk fra populærkulturen; foruden den obligatoriske cameo fra Stan Lee, kan man også spotte selveste Lloyd ”Troma” Kaufmann og er man virkelig opmærksom vil man også kunne spotte en Gøl-trold, eller høre at Rob Zombie har lagt stemme til en enkelt af filmens mange bifigurer. Alle de, der havde glædet sig til at se Vin Diesel, hvis navn pryder filmens omslag, vil enten blive frustrerede eller begejstrede over at se, at han ikke optræder som sit vante selv, men i stedet har lagt stemme og bevægelser til det levende træ Groot, hvis eneste replik er netop ”I am Groot”, sagt på et utal af måder, naturligvis.

Filmen er baseret på en del af Marvels univers, som sikkert ikke mange tegneseriefans kender herhjemme, men som set over den brede kam (både filmene omThor, Captain America og The Avengers lægger op til en forbindelse til denne meget fjerne del af galaksen, takket være Thanos) nødvendigvis vil blive en del af dette filmunivers. En del der udmærker sig ved at have et meget højt tempo, levere underholdning i topklasse og måske vigtigst af alt ikke at tage sig selv så seriøst.

Guardians of the Galaxy er en letbenet, ustyrligt underholdende film, der nok mest vil tiltale det publikum som holder af popkultur. Den er en hyldest til den nærmest ubegrænsede fantasi, der også kan være en del af filmfortællingen. En film, der både kan nydes af familiens yngste, men som samtidig har nok intertekstuelle referencer til, at forældrene sagtens også kan se med og nyde herlighederne. Der er sikkert de der vil indvende, at der i 2014 blev lavet vigtigere film og det kan vel være, men der blev i hvert fald ikke lavet nogen, der vise lige så stor kreativ fortælleglæde som denne.

Det kan godt være at nogle mener at Guardians of the Galaxy blot er en fjantet science-fictionfilm med fantasyelementer, men det kan ikke diskuteres at filmen er gennemført fortalt, ustyrligt flot og konstant underholdende – og kan man så egentlig bede om mere.