Med en fremragende start i Cannibal Holocaust og en slet så interessante fortsættelse i Cannibal Ferox startede Another World Entertainment sin såkaldte kannibalserie. Nu fortsætter serien med Sergio Martinos Mountain of the Cannibal God fra 1978, der har fået den danske titel Kannibalernes dronning. Her ser vi igen, hvordan det for det første er svært at leve op til seriens indledning, og hvordan det for det andet er temmelig svært at lave interessante kannibalfilm, der afviger fra mængden.

Det kan synes besynderligt, at kritisere Mountain of the Cannibal God ud fra omvendt kronologi, idet Cannibal Holocaust er fra 1980, og Cannibal Ferox er fra 1981. Men det er trods alt den måde, som selskabet præsentere filmene på – og filmene (nok på nær Cannibal Holocaust) en smule glemte i dag. Derfor er det jo i sig selv et fremragende initiativ at tage fat på genudgivelserne. Det er nemlig fantastiske film imellem disse ældre, italienske sager. Men det er ikke Mountain of the Cannibal God, der mangler al den intensitet og nærgående stil, som specielt Cannibal Holocaust bærer. Derfor er det uheldigt at sammenligne filmene, idet de fleste – hvis ikke alle – kannibalfilm falmer i skyggen af Cannibal Holocaust.

Derfor vil jeg kigge nærmere på Mountain of the Cannibal God ud fra egne intentioner, selvom det jo er svært, når filmens plot og forsøgte fortællestil ligger så enormt tæt opad de fleste andre kannibalfilm. Der er en lang række plotfunktioner, som går igen i de fleste: en rejse til et jungleområde (selvfølgelig er det nødvendigt, når det nu er dér, åbenbart kannibalerne findes); en person er forsvundet og skal eftersøges; realistiske (og ofte reelle) slagtninger af dyr – og ofte et vist antropologisk islæt. Filmen har således alle de nødvendige funktioner, hvilket kan gøre nogle af disse film lidt træge i længden.

Endog skiller filmen sig lidt ud, idet den har en mindre realistisk kamerastil, end mange af de øvrige har. Desuden understreges dette af musik, der til tider får filmen til at virke parodisk. Derfor kan filmen ind imellem komme til at ligne en komedie, hvilket nok ikke er helt intentionelt. Desværre kan dette jo også være os som seere, der ser med andre øjne, end datidens seere. I den lille booklet, som følger med filmen fremhæves Martino som en instruktør, der ”er meget bevidst om, at hans film skal være salgbare og passe ind i tidens populære amerikanske film”, hvilket netop kan være årsagen til, at Mountain of the Cannibal God i dag kan virke lidt bedaget. Den forsøger ikke at hæve sig over mængden, og bliver derfor ikke til en film, der fremhæver sig selv nødvendigt for at kunne overleveres. Dette gør dog ikke filmen uinteressant, men det gør filmens stil, fortælling og plotdrevne udvikling til en lidt tandløs begivenhed.

Den er dog interessant, fordi den virkelig samler essensen af, hvad denne type kannibalfilm kunne byde på under en noget mere sober, indoptagelig filmisk oplevelse, der ikke virker så skræmmende frastødende, som fx Cannibal Holocaust helt med vilje gør det. Den kommer derfor til at afvige en smule fra det, der har været typisk for mange af de italienske film fra samtiden, nemlig deres evne til at charmere sig ind, der hvor stil og rytme helt har sine forcer. Martino – der gennemgående arbejdede som mainstream-instruktør med indtjening for øje – præges i Mountain of the Cannibal God specielt af denne tendens, der griber alt, hvad genren kan og lader det hele smelte sammen til et jungleeventyr, der kan gøre et vist indtryk men den vil ikke kunne præstere, hvad tidens italienske storgenrer kunne. Derfor er den i sig selv et studium værdig, idet den kan vise tendensernes essentialitet, men det er måske også det, der er galt – den krydser ikke de usikre broer over dybe vande, men tager den simple, betryggende omvej mod kapitalindtjening. Den er ikke artistisk besnærende, som en længere række af de italienske klassikere fra samtiden er – og mange af dem oversete. Men der er flere på vej fra selskabet med denne kuriøse spændvidde, der i sig selv stadig er nævne- og beundringsværdig.