”En klog fyrste må ikke stå ved sine ord, hvis det ville skade ham.” (Niccolo Machiavelli)

Hanne Vibeke Holst fik på et tidspunkt øje på samfundet. Egentlig har hun sjældent været fjern herfra, men med de sammenhængende romaner Kronprinsessen (2002) og Kongemordet (2005) tog hun for alvor fat om noget problemer i det politiske liv. Med disse udgivelser tog hun et kvasi-favntag – som mange andre for tiden – om tidens mest samfundsepos, nemlig kriminalromanen. Derfor var det heller ikke underligt, at først Kronprinsessen kom igennem tv’ets vridemaskine, hvilket der kom en hæderlig miniserie ud af. Af samme grund er heller ikke overraskende, at Kongemordet hurtigt efter blev sendt igennem samme tur. Begge på svensk tv, men det viser på sin vis en form for sammenhæng mellem kontroverserne, genrerne og produktionerne i det skandinaviske mediemiljø.

Krimien er forskelligartet i sine måder, at være krimi på. Helt i sin grundvold baserer den sig på en form for forbrydelse, eller i hvert fald en formodet forbrydelse. Men der er stor forskel på, hvor stort fokus, der kan lægges på selve opdagelsen – efterforskningen – af denne forbrydelse. Selvom det er det mest gennemgående træk, at spændingskurven udspringer af selve den indsigt, som efterforskningen giver, men samtidig er der – i klart mindretal – også mulighed for at skabe en (anden form for) suspense gennem en lidt anderledes vidensdistribution. Nemlig i de tilfælde, hvor seeren eller læseren rent faktisk ved mere end de (fleste) implicerede karakterer. Et forfatterskab som Karin Fossums er her helt karakteristisk, mens en ellers opklaringsorienteret forfatter som Henning Mankell også har træk fra dette. Her ved læseren ofte, at en person er skyldig, men spændingen udspringer i stedet her af spørgsmålet, om eller hvordan forbrydelsen opklares. Fordelen ved denne formel er, at den formår at komme nogle moralske diskussioner særdeles nær, hvilket selvfølgelig grundlæggende er et centralt spørgsmål i krimien, men samtidig kan det derfor handle mere om whydunit end whodunit. Det klassiske eksempel på dette er Fjodor Dostojevskijs Forbrydelse og straf (1865).

Kronprinsessen forstås mere som politisk intriger, hvilket i høj grad også karakteriserer Kongemordet. Men fokus på de politiske engagementer bliver her trukket i baggrunden til fordel for nogle mere intime detaljer om en svensk finansminister, der mishandler sin kone. Men dette er blot omdrejningspunktet for seriens handling, der også tager fat om nogle af tidens større samfundsproblemer (hvor hustruvold selvfølgelig er et tilbagevendende problem). Men magtmekanismer og spin er også centrale emner, mens et øvrigt biplot tillige er indvandrermiljøer i Sverige (og givet vis Skandinavien). Både spørgsmålet om integration (der i Norden desværre betyder tilpasning) og arrangerede ægteskaber er centrale konflikter, der tilsammen med de øvrige sider af serien skaber en række komplekse problemer, der skal løses.

Derfor er formatet ret vigtigt. Hvor den filmatiserede samfundskritik i dag – oftest i form af krimier – til mestendels itrækkes en helt særlig mainstreamramme, der skal passe til den bedste sendetid gerne i en 90 minutterstid, så har miniserien den fordel, at den kan tage fat om flere nuancer (selvklart!). Det gælder også Kongemordet, der ikke bliver en forjaget filmatisering, men den formår at fortælle fuldgyldigt om alle sine sideplots, der tilsammen danner en helt fornuftig og moralsk samfundskritik. Seriens ramme om disse problemer bliver mere fuldendt, end det ofte ses i filmatiseringer af denne type – selvom der desværre går lige lovlig med storladen happy end-stemning i den til sidst. Men døm ikke serien på slutningen, for den er ganske gribende – et bedre bud på femikrimiens ellers lidt firkantede format.

Stilmæssigt er der dog ikke megen fornyelse at hente. I stedet er det stadig ekstremt tydelig, hvor stilsættende for det politiske drama Kongekabale (2004) var for skandinavisk film. Den blå linse, de klare farver, de moderne arkitektoniske og interiørrammer danner også resonansbund for Kongemordet, dog i langt mindre stiliseret facon. Der er derfor (og alligevel) intet i vejen med de stilmæssige tangenter, for serien er klart ”pæn at kigge på” – man fristes derfor næsten til at sige for pæn. Stilen og fortællerytmen bliver – i sin genbrug af de kølige nuancer – nærmest tom og uden budskab i sig selv. Det er klart, at den kølige indramning signalerer noget om det politiske spektrum og magtforhold, hvor ”fyrsten” i serien er ved at tage over, men desværre taber sådanne stilmæssige budskaber sit ræson med tiden. Det virkede i Kongekabale, men det har tabt sin kraft og ladethed i Kongemordet. Vi kender efterhånden fornemmelsen for det fjendtligt kolde politiske landskab. Et budskab, der er trængt ind – uden nogen nødvendige løsningsmotiver, hvilket desværre ofte er den samfundskritiske fortællings akilleshæl: Den giver masser af kritik men meget få løsninger.

Trods denne genbrug af stiltræk, manglende middel til forbedring og lidt besovne slutning formår serien alligevel at holde den høje standard i skandinavisk tv-produktion. For tiden sprøjtes serier ud i en fart, der skulle give en fornemmelse for ulidelig genanvendelser og fadæseholdig mainstream, men alligevel – til manges overraskelse – formår svenske og danske tv-kanaler gang på gang at sætte os stævne foran tv-alteret. Kongemordet er ligeså godt som alt det andet, og derfor er det god underholdning med en kritisk brod – men brodden bliver desværre sjældent siddende, når bien er fløjet.