Det er egentlig en ganske simpel idé, der fundamentet i thrilleren Desierto skrevet og instrueret af manuskriptforfatteren til den Oscar™-belønnede Gravity Jonás Cuarón. Plottet er som følger: en lastbil med illegale indvandrere fra Mexico bryder sammen i grænselandet mellem Mexico og USA. Bilens fører lades tilbage for at vente på hjælp, mens passagererne på ladet forsøger at krydse grænsen til fods. Dette kunne i sig selv være nok til at skabe drama, men når man så smider en morderisk, racistisk snigskytte med jagthund og langtrækkende våben oven i ligningen får man resultatet Desierto.

Da kapellets skrivekarl satte sig til at se filmen, var det indledningsvist svært at forestille sig at en menneskejagt mellem stjernepsykopat og desperate mexicanere kunne holde spændingen ved lige i lidt over 90 minutter, men takket være troværdige skuespilpræstationer (fra især Gael García Bernal, der spiller en af de mexicanske flygtninge og Jeffrey Dean Morgan i rollen som den whiskydrikkende morder) og en ustyrlig stemningsfuld billedside, der selv på DVD tager sig virkeligt flot ud, ender filmen med at være både spændende og medrivende. Filmen viser at folkene bag har en veludviklet sans for dramatik og timing.

Det golde ørkenlandskab er i retrospekt lige så stor en medspiller, som de medvirkende, da disse trøstesløse omgivelser passer perfekt til filmens nihilistiske tone. Der bliver ikke givet nogen konkrete svar på hvad det er der har gjort at vores morder gør som han gør. Der er måske et hint i en enkelt scene, hvor han møder en lokal politimand, som han spørger om politiet har fulgt op på den indberetning han gav dem om nogle spor efter illegale immigranter. Politimanden svarer at han ikke har hørt noget om den sag, så man kan jo gisne om at han dræber, blot fordi han føler han bliver nødt til at tage sagerne i egen hånd, da politiet tilsyneladende ikke gør deres arbejde ordentligt i mandens optik. Dette er i sagens natur på ingen måde er med til at retfærdiggøre mandens handlinger.

Selv om filmen ikke tager direkte stilling, ligger seerens sympati selvsagt hos mexicaneren Moises, som bare drømmer om at kommer over grænsen så han kan blive genforenet med sin søn. Undervejs forsøger han både at redde andre immigranter fra snigskyttens kugler, samtidig med at han selv forsøger at overleve og ikke mindst overrumple den skydeglade amerikaner og dennes utroligt lydige køter.

Selv om filmen er fiktion, så er det ikke svært at forestille sig en lignende situation udspille sig i virkelighedens verden. En verden, der i skrivende stund har valgt en præsident ind i Det Hvide Hus som har lovet sine vælgere at bygge en mur på grænsen til Mexico, for at forhindre illegale immigranters indtog i USA. En præsident som lover at slå hårdt ned på denne ulovlige indvandring, til trods for at USA netop er et land der består og er skabt af efterkommere fra immigranter og flygtninge. Denne hårde linje skal føres overfor Mexico, til trods for at der er mange som mener, at den amerikanske økonomi, især i stater som Californien, er dybt afhængig af den utroligt billige illegale arbejdskraft, som disse illegale kan tilbyde.

Desierto er ikke en direkte politisk film, som har tænkt at skabe en debat om det politiske klima i USA. Ej heller er det en film som har til hensigt at skildre alle amerikanere der bekymrer sig om den illegale immigration som nogle skydegale, drikfældige, republikanske hillbillies. Selv om konflikten er meget karikeret i Desierto - den hvide mand har både truck, hund og våben, mens mexicanerne knap nok har det tøj de har på og udelukkende er udrustet med vandflasker, så minder dette om det reelle magtforhold, der udefra set synes at eksistere mellem USA og Mexico.

Desierto er mest af alt en thriller om menneskejagt og overlevelse i den mest bogstavelige forstand. Selv om kun består af en række suspense-scener, der intensiveres mod en dramatisk slutning og egentlig ikke har andet at byde på end dette, så er det også nok. Nogle seere vil måske klage over at filmen muligvis mangler af skarp dialog og afvekslende handling, men til gengæld så formår den at presse det optimale ud af dens præmis, og sin location som overhovedet muligt, samtidig med at den leverer en stemningsfyldt billed- og lydside. En enkel, brutal og flere gange undervejs virkeligt smuk fiktionsfilm om et alt for virkeligt og komplekst problem.