Der er lavet rigtigt mange film om krig. Uanset om det er film, der på propagandistisk vis glamouriserer krigshandlingen, soldaternes heltemodige handlinger, eller det er film der viser krigens gru for den menige tilskuer, så fylder krig meget på film. Muligvis fordi krigen også fylder alt for meget i vores virkelige verden. Filmfolk synes hele tiden at ville finde nye vinkler på krigen, så på det seneste er der blevet lavet film om bl.a. droneangreb eller unge tyske minerydere i tiden efter Vernemagtens kapitulation. Film der på hver deres måde fortæller historier om krig, vi måske ikke havde set før.

I filmen Hyena Road følger seeren en mindre gruppe erfarne elitesoldater i Afghanistan. Hovedsagelig fortælles filmens historie fra et par yngre soldater og deres overordnedes perspektiv. Den øverstbefalende spilles i øvrigt af filmens instruktør. Soldaterne får undervejs i filmen udstukket flere forskellige opgaver, men den mission som har givet filmen sin titel er etableringen og sikringen af en vej, der er etableret gennem det værst tænkelige del af Kandahar.

I filmens start oplever vi hvordan soldaterne falder i et Taliban-baghold og da de søger tilflugt i en nærliggende landsby hjælper en gammel mand dem mod al forentning. Han sørger for at Taliban trækker sig tilbage, da han påkalder sig en form for ”helle” som de efterfølgende får at vide er beskrevet i Koranen. Samme regel der spiller en central rolle i Lone Survivor. Deres overordnede finder af omveje ud af, at den gamle er en højt respekteret Talibankriger, der har holdt sig i skjul i en længere årrække og derfor forsøger han, med hjælp fra lokale kilder, at finde frem til manden igen. En mand der tilsyneladende er forsvundet lige så brat som han dukkede op.

I en sideløbende historie fortælles om det forbudte forhold mellem to menige, en af soldaterne fra gruppen og den kvindelige radiooperatør, som forsyner holdet med koordinater og ordrer fra ledelsen. Det viser sig hurtigt at de to i al hemmelighed har forsøgt at bygge et romantisk forhold op, men de ved også udmærket at det er hjemsendelsesgrund og fyring der truer hvis det bliver opdaget.

Selv om Hyena Road på mange måder en helt traditionel krigsfilm, så er det nye i filmen at den beskriver soldaterlivet fra et Canadisk perspektiv. Den er en hel del mere ironisk og konstruktiv kritisk overfor krigsindsatsen end mange af sine amerikanske fætre, men hverken at filmen er opbygget som en triller forklædt som krigsfilm eller romance-elementet er nyt.

Når man tænker på at dette er en film der er lavet på et langt mindre budget end mange lignende amerikanske film, så er det lykkedes holdet bag Hyena Road at få en både spændende og ganske vellavet film ud af det. Det er en film, der med ganske enkle midler og en fin sans for dramaturgi får formidlet budskabet om, at alle parter som er en del af krigen i sidste ender med at være tabere.

Filmen er i denne optik heller ikke så binær i sin skildring af hvilken front der er den mest sympatiske, for både i soldaternes rækker og i filmens skildring af de stridende Afghanske stammer, synes der at være en masse faktorer, så som æresbegreber og personlige fejder der spiller ind når krigen udkæmpes.

Den visuelle stil er rå, realistisk og skuespillerne virker stort set alle overbevisende, som om de vitterligt er garvede soldater. Instruktøren fortæller, at han helt bevidst har benyttet sig af et mix af rigtige soldater og skuespillere i sit ensemble, netop fordi han ville opnå denne realistiske effekt.

Hynea Road bliver næppe for eftertiden omtalt i sammen med film som Apocalypse Now eller Black Hawk Down, men mindre kan også gøre det. Det er nemlig en reelt spændende krigsfilm, der både får skildret krigens gru og de mange personlige ofre der er en del af krig, men som også forsøger at skildre dagligdagen for de der på den ene eller anden måde forsøger at leve i krigens skygge, hvad enten man er en del af Taliban eller canadisk menig.