En mor beslutter i 2007, at ville filme sine to drenges opvækst. De er henholdsvis 5 og 8 år. Det er der mange familier, der har gjort før hende. Mere usædvanligt: det blev til 450 timers film, skudt over 8 år. Stort og småt. Hele tiden med de to drenge i fokus. En professionel maratonhjemmevideo.

For mor er ikke bare mor. Hun er Aslaoug Holm, en erfaren norsk dokumentarfilm fotograf/instruktør, med mange prisvindere bag sig. Vi husker en lignende film, Richard Linklaters film Boyhood (2014), hvor vi følger en drengs opvækst gennem 12 år. Med 14 dage hvert år, får vi en filmisk dokumentation af opvæksten. Hos Brødre er vi på hele tiden. For mor er der konstant med kameraet. Det gør filmen unik – men rejser på samme tid problematikken om dokumentarfilm og den objektive sandhed. Den ultimative Cinema-verite? Næppe. For selv om vi, med Lukas og Marius, glemmer det, så er kameraet og fotografen (mor) der – hver gang! Selv om de mange år med kameraet gør det til en naturlig ting for brødrene, er der helt forfriskende medtaget protesten: Mor, jeg vil ikke tale, når du har kameraet.

Glem teorierne og betænkelighederne ved dokumentarfilmens ”ægthed”. For Brødre er i al sin intime privathed, blevet en lille udramatisk norsk hverdags mosaik – hvor genkendelsens poesi, både rører og sætter barndommen i perspektiv.

Miljøet er næsten idyllisk et gult hus tæt på Oslos beboelseskarreer og nær en lille å - om somrene på Smøla, et lille fiskerleje, her er mor er vokset op.

Åbningsscenen, hvor lille Lucas ikke rigtig tør springe ud i bølgerne, angiver straks lille/storebror forholdet. Du er fej, håner storbror. Senere erklærer han, at det er uretfærdigt, at han altid kan tæve lillebror, der jo er så meget mindre og har en mere forsigtig tilgang til livet. Markus er ambitiøse fodboldspiller med liv og sjæl. Lukas trods fars tålmodige træning, tøvende.

Vi følger udviklingsforløbet. Skolen, den første ny tand, pigerne, metallic-bandet, farvet hår og hul-i-øre... små konflikter og hverdags tildragelser i en velfungerende familie. Et lille filmiske sidespring er der dog blevet plads til. Vi får fortalt morfars historie. En fisker med 7 børn, der alle blev fiskere. En gammel filmoptagelse viser morfarens jagt på en hval. En Moby Dick besættelse, der ender med en sikker harpunering - et dramatisk tilbageblik.

Dramatik er ikke det der ellers præger Brødre. Til gengæld vrimler det med barndommens detailler til genkendelse og fryd. For selv om filmen er uendelig privat og nok så meget mors forsøg på at fastholde en tid – ja, hun stiller i sin løbende voice-over, spørgsmålet: hvad der skal blive af mit liv, når brødrene ikke længere er indenfor kameraets rækkevide? Hun har svært ved at slutte filmningen og dermed erkende, at brødrene er på vej ind i et voksenliv. Dermed berøres noget eksistentielt om livets flygtighed. Markus beder hende til sidst om, ikke at stille eksistentielle spørgsmål (imponerende at han som teenager kender ordet!).

Filmen er, i al sin enkelhed, et spejl, hvor vi alle genkender stumper af vores barndom. Ikke alle i det skær af (tilsyneladende) harmoni – men alligevel med en dokumentation, der giver troværdighed. Triviel og hverdagskedsommelig, som landsmanden Knausgaards barndoms hukommelseskunst - og det er lidt af en bedrift mit i et overbud af actionfilm.