Ekstra Bladet lukker

NEJ, det gør Ekstra Bladet ikke. Men det kunne være dagens ”spiseseddel”. Det er vi ikke i tvivl om, når vi har set Mikala Kroghs dokumentarfilm Ekstra Bladet – uden for citat.

”Husk, vi skal sælge avisen på forsiden. Vi er en avis uden faste abonnenter – det er de ti sekunder, når en evt. køber går forbi dagens overskrift, der afgør om han er køber”. Sådan er avisens vilkår, lyder det i en opsang til Ekstra Bladets medarbejdere.

En daglig kamp for den avis, vi gennem mere en 100 år har ”elsket at hade”, og som i sine velmagtsdage havde et ”girafgantisk oplag” (det hed det i 60ernes kampagner) på over 200.000 daglige aviser – og i dag et ”museoplag” på under 50.000.

En tabloidavis, der gerne ser sig selv som den lille mands forkæmper, har en lang historie, hvor ikke mindst chefredaktør Victor Andreasen og Axel Sjølin i slipstrømmen på velstandsstigning, ungdomsoprør og sex-frigørelsen fik banket avisens oplag i vejret. Slagordet var: E.B. tør, hvor andre tier. Aviskampagner vendt mod bl.a. entreprenører, bolighajer, skrankepaver, spekulanter, kongehuset – og de fremmede. Tilsat dagens bare bryster og massage på fransk/tysk/S/M i annoncerne – succesen var (dengang) så stor, at avisen økonomiske bidrag var meget væsentligt for opretholdelsen af Politikens hus.

I dag ser det anderledes traurigt ud. Det er den historie instruktøren Mikala Krogh fortæller. Gennem to år filmer hun uhindret: redaktionsmøder, marketingsstrategier, peptalk, telefonomstilling, annoncekontor, sparerunder, redaktionschefer, og praktikanter… ind og ud, op og ned, i Avishuset på Rådhuspladsen. Godt gået af Mikala Krogh – og ikke mindst af E.B, der hverken har krævet vetoret eller forhåndsgodkendelse.

Et troværdigt billede af avisens desperate overlevelseskamp – og mere til. En etisk/moralsk konfrontation. Dilemmaet, hvor langt skal/tør/bør man gå for at vende oplagskurven. Filmen handler ikke om tør teoretisk journalist etik – men om fugtig tryksværte.

Gidselsagen er dagens lakmusprøve. Efter to danske gidsler har siddet i Somalia-piraternes varetægt i mere end 550 dage, beslutter EBs redaktion sig for at starte en kampagne for deres frigivelse. Gennem ihærdige journalister, kontakter til lejesoldater, agenter og mobiltelefonsamtaler med de tilfangetagende prøver bladet dagligt at understøtte og retfærdiggøre kampagnen, men samtidigt besværliggør den pågående journalistik de igangværende løsladelses forhandlinger.

Skal EB turde – når fangernes familier appellerer til at tie. Er ”nyheden” om de to fangers sultestrejke og ønske om død alene iscenesat af piraterne for at få løsesummen yderligere skruet i vejret? Skader bladets intervention mere end den gavner? Rydder dagens forside samtidigt al moral og anstændighed. Udenrigsministeriet, redderiet, ja, selv politikerne med Dansk Folkeparti (selvfølgelig) i spidsen kalder EB-aktionen for en ussel kampagne.

Endelig: Fangerne løslades i et mediekapløb om, hvem der skal have æren for frigivelsen. Ekstra Bladet er ikke i tvivl. Det er Pressenævnet til gengæld. De giver bladet en alvorlig påtale og et påbud om at bringe nævnets irettesættelse på forsiden! (Også det påbud løses på en helt speciel EB-måde – men det skal du selv se!).

Og hjalp kampagnen så oplagskurven opad? Nej, ak. For chefredaktør Poul Madsen har nok ret i, at hvis Bladet skal overleve mere end blot de næste tre år, skal de elektroniske/sociale medier ind over. Papiret er solgt til elekronikken.

Ekstra Bladet – uden for citat giver en fremragende indsigt i avisens dagligdag – og overlevelses kamp. En troværdig dokumentarfilm, der for en gang skyld er spændende hvert eneste minut og sagtens kan konkurrerer med biografernes spillefilm.

Læg dertil, at filmen er – og det burde glæde Ekstra Bladet – særdeles underholdende – og sagt til citat: troværdig.

EKSTRA BLADET - UDEN FOR CITAT er produceret af Danish Documentary i samarbejde med Det Danske Filminstitut og TV2 Danmark og med støtte fra Undervisningsministeriet.