..og denne gang er det selveste Nick Cage, der får lov til at spille selvtægtsmand, da hans datter og hendes venner, en mørk og stormfuld aften angribes af ukendte, hætteklædte gerningsmænd. Vennerne får tæsk og de sortklædte skurke kidnapper datteren. Selv om hendes far er en respektabel forretningsmand udadtil, har han en mørk fortid, som muligvis vil komme ham til gavn i jagten på gerningsmændene.

For atten år siden lykkedes det ellers Paul Maguire (Cage) at bryde med et forbrydersyndikat, men vennerne fra dengang, har han stadig kontakt med. Datterens forsvinden får dog Paul til at finde sin gamle vrede frem (heraf filmens amerikanske titel Rage), for selv om både hans gamle chef (spillet af Stellan Skarsgaard som er med i alle amerikanske film for tiden) og byens politichef (Danny Glover) fraråder at Paul tager ud og gør noget dumt, eller ligefrem bryder loven, så synes dette at falde for døve øren, da Paul udelukkende er interesseret i, at finde de mænd som stod bag kidnapningen.

Situationen bliver ikke nemmere af, at der tilsyneladende ikke er nogen i underverdenen som har hørt noget som helst om datterens forsvinden og Paul kan heller ikke komme i tanke om hvem der nu, atten år efter han slap sin kriminelle løbebane, pludselig ville gøre ham eller hans familie ondt. I løbet af filmen kommer det frem at kidnapperne har brugt en russisk håndvåben (heraf filmens titel) og at sporene derfor peger i retning af den russiske mafia, som Paul tidligere har haft problemer med.

Det kan godt læses, som om denne film er en B-film udgave af Taken og indledningsvis virker det også som om filmen har i sinde at fortælle en historie der virker meget lig, dette ændrer sig dog ganske hurtigt og Tokarev antager en noget mere dyster hævngerrig tone.

Det virker som om Nicolas Cage (lige som hans kollegaer Rutger Hauer og Cristopher Lambert) nyder at være med i B-action film, for selv om der er mange, der ofte er ganske hård mod Cages ofte overdrevne og lettere karikerede figurer, der står i skærende kontrast til de fine, nuancerede karakterskildringer, som man ellers kender ham for, så tilføjer han stadigvæk en cool stemning til filmen, der ikke ville være til stede hvis hovedrollen var gået til en anden.

Det er dog ikke Cages rolle alene der redder filmen, det er også de mange ganske brutale voldsscener og at filmen byder på en forfriskende overraskelse i form af nogle drejninger i historien, som man måske ikke havde set komme. Det er dog ikke nok til at vi skal begynde at synge Tokarevs ensidige pris, for det er også en film, der både har nogle fortællermæssige og indholdsmæssige problemer og som det solide filmhåndværk til trods, endnu engang præsenterer seeren for en selvtægts-fortælling der mens man ser den er underholdende, men i retrospekt måske kan efterlade seeren lidt dårlig smag i munden. Dette er i sagens natur, som sagt flere gange før, paradokset i denne type film, i og med vi får nydelse at se folk selv ordne deres problemer med vold.

Nu skal man dog ej heller være alt for moralsk når vi har med actionthrillers af denne kaliber at gøre, for de har muligvis ikke en moralsk lektie for øje, men i stedet har de sat sig det for at skabe drama, spænding og ikke mindst vise Nick Cage dele lammere, kugler og snitsår ud. Det sker også til fulde og vi er godt underholdt mens det står på.

Tokarev er en ganske velspillet thriller, der samtidig gemmer på et par overraskende handlingselementer, men det gør den ikke til et mesterværk. Det er derimod en af den slags film, der hverken falder helt igennem eller formår at begejstre i sådan en grad, at man straks anbefaler den til alle. Hurtigt set, hurtigt glemt – Tokarev bliver i al fald aldrig en klassiker indenfor selvtægtsfilmen.