Cloverfield har helt sikkert været en af de mest omtalte film, især på grund af dens besnærende trailers og omtalen af hvordan monsteret ser ud. Vi er nemlig ude i noget så klassisk som en monsterfilm af typen 'monster angriber storby'. Siden de klassiske Godzilla film med en mand i en gummidragt har disse film skilt vandene, for på den ene side er de naturligvis ganske forudsigelige, men på den anden side er der noget dybt fascinerende ved at se bygninger blive smadret af et kæmpe uhyre. Siden Roland Emmerichs skuffende Godzilla remake, har Hollywood ligget på den lade side med monsterfilm, og derfor skabte det jo i sig selv interesse da J.J. Abrams (producenten bag TV-serien Lost), gik i gang med netop en monsterfilm.

To ting adskiller dermed Cloverfield fra tidligere monsterfilm, allerede inden man sætter sig i sædet: det ene er forventningen om at Abrams kan lave en film som er ligeså fængende, poplær og anderledes som Lost. Det andet, er den utraditionelle brug af kameraføring. Hele filmen følger samme koncept som Blair Witch Project blev berømt på: alt er filmet med håndholdt kamera af en af personerne i filmen. Her er altså ingen pæne zooms, rolige billeder som giver tid til fordybelse eller andre af de ting som man typisk forbinder med en Hollywood film. I stedet kastes man ind i begivenhederne og det fungerer faktisk ganske glimrende. I modsætning til Blair Witch Projects snigende stemning, er Cloverfield et noget andet bekendtskab og kameraet holdes stort set aldrig i ro, hvilket naturligt afspejler den panik og stressede stemning som det meste af filmen er bygget op af.

Det hele starter eller ganske uskyldigt, med to kærester - Rob og Beth - som er sammen og forbereder sig til en tur til Coney Island. Der skiftes langsomt over til en fest som holdes for Rob, der snart flytter til Japan. Her går det op for os, at forholdet mellem Rob og Beth ikke er så godt, og at de faktisk ikke er kærester. De skændes og efter Beth er gået, sidder Rob sammen med sin bror Jason og hans bedste ven Hud, den primære kameramand gennem filmen. Lige da de er ved at få opmuntret Rob til at følge efter Beth så de kan afklare deres problemer, rammer katastrofen. Først hvad man tror er det jordskælv, derefter en kæmpe eksplosion og da Frihedsgudindens hoved vælter hen af gaden, går det op for folk, at noget er helt galt.

Vi følger Rob, Jason, Hud, Lilly og Marlene mens de først prøver at stikke af, derefter prøver at finde frem til Beth for at hjælpe hende. Det er denne rejse gennem New Yorks gader mens et kæmpe monster raserer hele byen, som fylder det meste af filmen. Det imponerende ved filmen er ikke dens effekter, selvom de er upåklagelige, men i stedet filmens kinetiske energi. Det lykkes instruktør Matt Reeves at skabe og fastholde en intens spænding, som primært kommer gennem syntesen af det håndholdte kamera som suger tilskueren med ind i handlingen, og noget så usædvanligt for en Hollywood blockbuster som antydelsens kunst. Vi ser kun monsteret i små, korte glimt, hvilket kun øger spændingen og den usikre stemning. Det er disse små tricks, som er med til at trække os tilskuere med ind i filmen, og det fungerer glimrende.

Det gode ved Cloverfield er at det lykkes den at skabe et persongalleri som man kan forholde sig til, ved hjælp af ganske små midler. Festen i starten af filmen er ramt lige på pletten, hvor man genkender situationerne fra sit eget liv, ligesom meget af personernes særkende kommer frem i detaljerne. Her hjælper det desuden, at der ikke er nogle kendte skuespillere med, så man ikke rives ud af den illusion som opbygges. Naturligvis er Cloverfield ikke nogen psykologisk dyb film, men den fanger karaktertyper så man føler med personerne når de kommer ud i pressede situationer. Det er ofte sjældent i disse effekt-baserede film, hvor vægten ligger på det spektakulære. Her når Cloverfield længere end lignende film, og det nære fungerer godt som kontrapunkt til det hæsblæsende tempo som er filmens tyngdepunkt.

Billedsiden er som hentet fra 9/11, og her fornægter Cloverfield ikke sin monsterfilms tradition. Bygninger som styrter sammen, støvskyer som skyller ned af New Yorks veje, paniske fok som løber rundt iscenesætter helt klart et bestemt kulturelt traume. I de japanske Godzilla film tog man udgangspunkt i et monster født af atombomber, som smadrede deres byer. I modsætning er monstret i Cloverfield uforklarligt. Her er ikke ingen årsag til angrebet, intet motiv, intet som kan forklare hvorfor New York rammes af ødelæggelse. Monsterfilm har altid afspejlet samtidens frygt og monstret har altid været en metaforisk konstruktion som konkretiserer denne frygt. Det forklarer også hvorfor vi primært ser monstrets handlinger mere end monstret selv, og hvorfor der ikke kommer en forklaring på monstrets oprindelse. Det er også meget symbolsk ladede bygninger som primært står for skud: Frihedsgudinden, Brooklyn Bridge og Central Park.

Filmen indfrier sine forventninger; den skaber en kombination af det nære forhold mellem venner og det spektakulære og ekstreme i monsterfilmens natur. Dens nyskabende visuelle stil fungerer godt, og højner spændingsniveauet uden at miste grebet om de personer som man skal kunne forholde sig til, hvis man skal følge noget når de bliver truet. Det er på ingen måde en dyb eller kompleks film, men den forvalter sin genre godt.