Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Victoria (2 timer 18 min.) Biograffilm / Reel Pictures
Anmeldt 2/12 2015, 17:12 af Uffe Stormgaard

One girl, one night, one take - et mesterværk


One girl, one night, one take - et mesterværk

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

En spillefilm, optaget som ud i et, uden et eneste klip, med 22 locations, 20 skuespillere, 150 statister – og som varer i 2 timer og 18 minutter. Umuligt.

Den tyske film Victoria er en sådan ”one take”-film. Endda en som er forrygende vellykket.

Den tyske filminstruktør Sebastian Schipper og den danske filmklipper Olivia Neergaard-Holm, har sammen fostret ideen og den tekniske model. En drejebog på kun 12 sider har fastlagt den laaaaaaaaaaange ubrudte kameragang, bygget på en teknisk minutiøs logistik og begavet improvisation. En håndholdt kontinuerlig kameratur gennem Østberlin (Friedrichshafen) en årle morgenstund ved 4 tiden. En tour de force, der resulterer i en af de vigtigste nyskabende tyske film, helt i tråd med Lola Rennt (1998) og OH Boy (2012).

Allerede ved filmens start er vi ved at vælte ned ad sædet.

Aggressivt, rå disko-lys, der alene med sin styrke ville kunne udløse epileptiske anfald på stribe, langsomt blinker det i takt til de pågående techno rytmer, og i lyshavet skimter vi en figur, der danser alene blandt mange dansende. Det er Victoria, som vi skal tilbringe de næste to en halv time med. Alene-pige, kontaktsøgende drages hun til baren, snupper en dobbelt snaps – tilbyder forgæves bartenderen en genstand. Her er for kedeligt. På vejen op fra kælderlokalet støder hun på fem frække, småkriminelle rødder af anden etnisk herkomst – der bestemt ikke er velkomne på diskoteket.

De grov-flirter med Victoria. Tilbyder en tur i ”deres” smarte sportsvogn. Desværre kommer ejeren – og så flygter alle seks ned i en sidegade. Nu opdager de, at Victoria er spansk, og ikke taler tysk. Straks tilbyder de fem drengerøve, som understreger, at de er ”ægte berlinere”, at vise hende deres verden. I den gryende morgen klovner og grov-driller de for at få Victorias opmærksomhed. Det hele sker på en blanding af engelsk/tysk/arabisk.

Sonne, der triller afsted på Victorias cykel, er den der er tættest på at score den søde, nysgerrige turist, der kun har været i byen i tre måneder. Sammen cykler de hen til den morgen-cafe hvor Victoria arbejder.

Foran et opretstående klaver udspilles en lille perle af en scene. Gavflaben Sonne storpraler af, at kunne spille som en Mozart og påstår at han er faktisk i familie med komponisten! At han kun kan anslå et par skæve akkorder, forbavser os ikke. Victoria, derimod, koncentrerer sig i få sekunder, og spiller med kraft og indlevelse, flydende ”Mefistos vals” af Franz Liszt.

Forklaringen: Victoria er på vej til at blive konservatorie-uddannet pianist, men har erkendt, at kun 10 % af hendes medstuderende ender som anerkendte pianister.

Og så er det ellers også slut med poesien. Nu accelerer samværet. Gutterne er tilbage. De skal hjælpe vennen, Boxer. Han skylder en gangster en tjeneste fra sin tid i fængsel. Kort fortalt: rødderne med Victoria som chauffør, kikser med et bankrøveri – og så går det for alvor galt, politi, kidnapning og skyderier følger.

Nu er vi midt i en hektisk åndeløs thriller - jo, der er ligheder med Godards gennembrudsfilm Åndeløs (1960) - i morgenlysets skarphed.

Alt sammen afviklet kontinuerligt. På 2 timer og 18 minutter er vi dybt engageret og banker afsted i takt med Østberlins hektiske puls. Møder de 5 højtråbende rødder, deres vildskab men også deres sårbarhed. Først og fremmest møder vi dog Victoria. Denne skønne, livsbekræftende, nuancerede storbypige – fyldt med gå-på-mod og nysgerrighed. En stor nuanceret præstation af glæde og smerte. Kort sagt: Laia Costa er en ung skuespiller, der uafbrudt er på – og uafbrudt fastholder sin personlighed af sødme og menneskelighed. En pragtpræstation af improvisation, nærhed og disciplin, hvor der er plads til både tåre og smil - plus alle nuancerne.

Victoria er ikke kun imponerende p.gr. af sin vellykkede ”one take” teknik, som også andre har forsøgt sig med. Urfaderen er Alfred Hitchcocks Rebet (1948), der dog havde 11 klip. Alexander Sukorovs (2002) The Russian Ark og senere Iñárritus Birdman (2013) ville begge gerne ligne” en one-taker”.

Når Victoria alligevel slår dem alle, er det ikke mindst fordi den dansk/norske fotograf Sturla Brandth Grøvlen har gjort det umulige: at fastholde, sekund for sekund, Berlin morgenen d. 17. april 2014, kl.4.30 til 7.00, i eet enkelt, langt kameraskud - der får tilskueren til ubesværet, at glide i et med dramaets udvikling. Et sjældent mesterværk, der i nærvær og ægthed, vil overhale nok så mange digitaliserede film.


Forrige anmeldelse
« Spionernes bro «
Næste anmeldelse
» Under sandet »


Filmanmeldelser