Alle de der til dagligt bærer sølvpapirshat, ved at der aldrig har været mennesker på månen. Selv om Buzz Aldrin ligefrem har stukket flade ud til de der påstod andet, så ændrer det ikke ved at månelandingen har været omgærdet af en masse teorier. Mest levedygtig er teorien om at månelandingen blev iscenesat af Hollywood. Dette har ikke kun affødt spillefilm som Capricorn One (hvor turen ganske vidst går til Mars) men også i dokumentarfilm som bl.a. Room 237 luftes ideen om at månelandingen er optaget i et studie og at det var selveste Stanley Kubrick som stod bag scenesættelsen.

Laver man en simpel google-søgning på ”fake moon landing” så vil man blive overrasket over hvor mange tosser, der hårdnakket vedholder at Kubrick faktisk havde en del i Apollo 11 missionen og det er netop dette som den nye komedie Moonwalkers (ikke at forveksle med den rædderlige Michael Jackson musical Moonwalker) benytter som baggrund for sin gakkede fortælling.

Filmens hovedperson Jonny arbejder som manager for et halvdårligt rockband i tressernes England. Han mangler i den grad både penge og held. Under et besøg hos sin fætter, der er langt mere succesfuld og bl.a. har Kubrick i sin stald, møder Jonny en CIA agent, der er sendt ud med en kuffert fyldt med dollars for at hyre netop Stanley Kubrick til at iscenesætte månelandingen, hvis det ikke lykkes NASA at sende folk derop. Så Jonny lader som om han er sin succesfulde fætter og overtaler samtidig sin udstenede bofælle at overfor CIA agenten lade som om han er Stanley Kubrick.

CIA agenten plages af flashbacks til dengang han var i ’Nam. Så han ser døde vietnamesere overalt. Derfor er det heller ikke svært for de to svindlere at overbevise ham om, at Jonnys er en sej promotor. Jonny har dog ikke et hak forstand på film, så han opsøger et hippiekollektiv ledet af en excentrisk tysk kunstner, der fyldt op med stoffer, sagtens mener at være i stand til at lave en troværdig film om månelandingen. Imens finder de gangstere Jonny har lånt penge af frem til ham, hvilket får CIA-agenten til at begynder at ane uråd.

Som man nok kan læse af ovenstående, er Moonwalkers en film, der ikke just er tænkt som en der støtter op omkring konspirationsteorierne eller for den sags skyld tager sig selv særligt alvorligt. Der er da også kommet en ganske munter film ud af konceptet. Især Ron (aka. Salvatore fra Rosens Navn og Hellboy) Pearlman er virkelig fed i rollen som CIA agenten, der ikke kun er psykotisk, voldelig, plages af sin fortid men som også pludselig ved et uheld får en mere end almindelig stor dosis narko serveret.

Filmen har dog lidt svært ved at ballancere mellem de scener der skal fungere dramatisk, action-prægede og komiske. Filmen kan nok bedst beskrives som en ”stenerfilm”, især når man tænker på det fokus folkene bag den har valgt at lægge på på stoffer, tidstypiske psykedeliske scenerier eller surreelle scener, så er det langt fra alt i filmen der er fungerer optimalt. Der er morsomme elementer i filmen, men de står altså ofte i kontrast til andre scener som bestemt ikke er helt vildt sjove, men derimod ganske blodige og drabelige.

Den forsøger også lidt for hårdt at skabe en karikatur af perioden, den foregår i. Selv om der bydes på masser af pangfarver, stoffer, og blottede bryster, er det som om illusionen ikke holder helt. Dette skyldes ikke produktionsdesignet, eller skuespilerne, men ganske enkelt at filmen præmis ender med at blive for langt ude – selv for en ”stenerfilm”. Det betyder ikke at Moonwalkers ikke er seværdig, men man skal bare forvente sig det helt store latterbrøl.

Det som lykkes for filmen er at give sit bud på hvordan alle rygterne om Kubricks involvering i den ”falske” månelanding har været, ved at lade Jonnys sambo optræde som den falske Kubrick og det er grundlæggende en sjov idé, men med garanti ikke en der vil få konspirationsteoretikerne til at ændre kurs lige foreløbig.

I sidste ende er Moonwalkers en film der peger fingre af konspirationsnørder, ved at vise hvor langt ude deres teorier i virkeligheden er. Hvis du kære læser er den mindste smule i tvivl, så hører vi her på kapellet til de der er på Buzz Aldrins side. I stedet på at bruge al sin tid på at gætte på hvordan en hemmelig magtelite i årevis har forsøgt at føre verden bag lyset og via denne verdensanskuelse forsøge at forklare alt der er galt med verden, burde man måske i stedet bruge sin energi på at forandre den til det bedre – eller om ikke andet tage en tur til Kennedy Space Center og røre ved en sten (angiveligt) hentet hjem fra Månen. Alternativt kunne man vælge at se Moonwalkers og selv danne sig en mening om den.