For en gammel computerspilsentusiast er Danske IO Entertainments nyklassiske bad boy, antihelten Agent 47, en af den digitale eras helt store helte. Ikke alene var spillet med til at sætte Danmark på det digitale verdenskort som endnu et land, der havde iderigdom og initiativ nok til at konkurrere med de helt store spilfirmaer. Men vigtigere endnu var det, at det originale Hitman, sammen med GTA-serien, for alvor var med til at vælte den politisk korrekte mur en gang for alle og vise, at man sagtens kunne lave dybt amoralske spil, der samtidig var mægtigt underholdende.

Selv om Hitman-spillet var et af de første, der tillod spilleren at klæde sine ofre af og iføre sig deres tøj, dræbe helt uskyldige og samtidig vise meget brutale stranguleringer med garrotte, så ændrede det ikke ved, at spillet samtidig bød på underfundig humor - som eksempelvis Gramsespektum-samplet ”Aggemam”, der lød som et mantra på spillets sidste bane, nemlig sindsygeanstalten. Selv om spilserien ikke nødvendigvis blev dårligere med fortsættelserne, var det dog også som om, disse humoristiske indslag forstummede og gav plads til en langt mere seriøs tone, og det er desværre her man bør placere sine forventninger til Xavier Gans’ filmudgave af historien.

Ens indre fanboy havde måske håbet lidt på, at Skip Woods, der kun har et par andre halvfesne manuskripter på sit IMDB-CV, ville have taget udgangspunkt i det første spils oprindelige fortælling om 47 og dennes jagt på sin sande identitet, hvor han til sidst konfronteres med sin skaber i ”The Organisation”. Oprindeligt står Organisationen for kloningen og træningen af deres skaldede snigmordere. Filmen tager derimod sit udgangspunkt i en meget konkret opgave, som 47 påtager sig efter at have vist et par etablerende situationer, hvor vi blandt andet er vidne til at 47 gemmer en bombe inde i en mand, for at komme tæt på sit endelige offer.

I Hitman får 47 til opgave at myrde en magtfuld, russisk præsidentkandidat, men inden længe går det op for ham, at der er noget helt galt. Ikke alene synes politikeren stadig at være i live efter 47s sniper-riffel har lydt. Men det kvindelige vidne Nika, der ifølge Organisationens oplysninger spottede 47 under attentatet, genkender ham helt tydeligt ikke, da han går hen mod hende for at levere endnu et dræbende skud. I stedet tager han hende med sig, da jorden pludseligt bliver mere end almindeligt lun under vor antihelts velplejede, italienske sko.

Parallelt med dette følger vi Interpols udsendte medarbejder, hvis maniske trang til at fange 47 synes at overskygge alt andet i hans liv. Selv om der ikke er ret mange konkrete beviser, er han overbevist om 47s eksistens og prøver febrilsk at overbevise både sine overordnede og andre opdagere om det samme.

Som man måske kan ane, ender Hitman - på trods af Oliphants glimrende, mimikløse spil og en række fine actionsekvenser - med at blive endnu en film om seje lejemordere, der desværre ikke bevarer meget af den originalitet eller plotstruktur, man kender fra spillene.

Ej heller visuelt er der gjort meget for at emulere spilsituationer, på nær en enkelt sekvens hvor 47 går målrettet mod et toilet og hvor kameraet laver et tracking-shot, der viser hovedpersonen i næsten samme tredjepersons perspektiv, som vi kender det fra spillet. I en anden scene, hvor 47 springer ind af et vindue, mødes han af et par meget forskrækkede teendrenge, der er i færd med at spille… Hitman. Det forekommer, at 47 lige når at opdage dette, inden han må videre.

Ros skal den også have for sin skildring af det romantiske forhold mellem 47 og Nika, for der er nemlig ikke noget. I en scene, som virkelig synes i spillets ånd, kravler en halvafklædt og kælen Nika op på skødet af 47, der pænt beder hende om at lade ham være. Da hun fortsætter, får han fremtryllet en kanyle, som han stikker i halsen på hende. 47 har tydeligvis brug for en god nats søvn og vil i hvert fald, af ren og skær professionalisme, ikke knytte følelsesmæssige bånd til nogen. Feminister ville sikkert få pletblødninger og hedeture over sådan en scene. Men for vaskeægte drengerøve og ikke mindst for de, der anerkender, at dette er en rendyrket overmaskuliniseret, stilistisk gengivelse af en virkelighed, som den tager sig ud inde i et fjollet computerspil, så er det altså – for at udtrykke det på nydansk – monstergriner! Desværre er der alt, alt for få af den slags detaljer til, at filmen helt lykkes.

Det ærgerlige er, at filmen i for høj grad forsøger at gøre dette en troværdig, poleret og ikke mindst spiselig film for alle de, der ikke nødvendigvis kender spillet i forvejen, men derimod kun kender den genre af lejemorderfilm fra Sjakalen til Rogue Assasin. Derfor bliver filmen om Hitman aldrig et stort hit eller formår at stikke ud i mængden. For selv om effekterne er fine, jagtsekvenserne intense og det overordnede plottet tilstrækkeligt dumt til, at man morer sig over dets absurditet, så er det kun det sorte jakkesæt, den skaldede isse, stregkodetatoveringen i nakken og ikke mindst, det blodrøde slips, som afslører, at dette er en filmatisering af dansk computerspils største succeshistorie til dato. Bedre held næste gang.

På dvd’en er der dog en masse underholdende ekstramateriale, bland andet en del features om Hitmans forskellige våben, der sikkert vil tiltale alle våbenfetichister, en ganske interessant lille dokumentar om spillet – hvor der naturligvis plæderes for, at filmmagerne har gjort sig meget stor umage i forsøget på at bibeholde noget af det særlige ved spilserien. Der er en håndfuld slettede scener (deriblandt en alternativ slutning, som med sikkerhed er blevet fravalgt af nogle nervøse producenter), men som derudover ikke tilføjer meget nyt.

Endeligt byder ekstramaterialet på en meget sjov gag-reel, der viser, at de medvirkende faktisk har haft det ret skægt, på trods af den meget dystre tone i filmen. Det skal også tilføjes, at undertegnede har lidt svært ved at se, hvad det er, som er ”extended” i forhold til biografudgaven - denne ”extension” er altså meget svær at få øje på. Skru derfor forventningerne i forhold til dette væsentligt ned, hvis du troede at der blev tilføjet en masse nyt på dvd. Faktisk kan det virkelig undre, at IMDB siger, at filmens spilletid ligger på 93 minutter, hvorimod den ”extended edition” kører lidt over 90. Måske er svaret derude et sted i cyberspace?

Læs også Steen Christiansens biografanmeldelse af Hitman.