Man kan muligvis undre sig over konceptet med at lave en dokumentarfilm om mad, for i sagens natur har filmmagerne ikke mulighed for at udnytte tre væsentlige sanser som man forbinder med mad, nemlig teksturen, duften og ikke mindst smagen. Det samme gælder i øvrigt det utal af tv-programmer der handler om madlavning, men som til stadighed tiltrækker mange seere. Til gengæld er det stadig muligt, at opleve det æstetiske udtryk som jo også er en fast del af gourmetoplevelsen.

Filmen noma – my perfect storm er ikke udelukkende en film om mad, for det er mest af alt en portrætfilm om den makedoniskfødte køkkenchef og kok René Redzepi, manden bag noma – resturanten der for alvor satte Danmark på det gastronomiske verdenskort. Dette skete da restauranten flere år i træk blev udråbt som den bedste i verden.

Selv om det er en film, der fokuserer på restauranten, får seeren også mulighed for at møde de mange forskellige samarbejdspartnere som Redzepi gennem årene har fundet – de der leverer råvarerne til hans restaurant. Ikke mindst er det dog en film om Redzepis forsøg på at forny det nordiske køkken, faktisk på at skabe et nyt nordisk køkken – en bedrift som mange af hans kollegaer og pressen indledningsvist ikke troede særligt meget på. I filmen fortæller manden bag konceptet også, at han faktisk på et tidspunkt selv begyndte på at tvivle på sit projekt. Det var lige indtil han pludselig fik en overraskende simpel idé, der med et fik konceptet til at falde på plads.

Hvad denne idé var bør ikke nævnes her, men det skulle vise sig at være et både levedygtigt og også ganske besværligt dogme, som blev konceptet for dette nye nordiske køkken. Sammen med denne historie, får tilskueren også et indblik i Redzepis privatliv. Alt i alt tegnes der et portræt af manden gennem både hans venner, kollegaer og de ansatte på noma. Et portræt der også påvirkes af de op og nedture noma gennemgår.

Det er et portræt af en mand, der ikke kun lever og ånder for det han laver, men som heller ikke er bange for at tage chancer og give udtryk for, de gange som tingene ikke lykkes. Man kunne i den forbindelse godt have ønsket at instruktør Pierre Deschamps havde turde at gå lidt hårdere til manden og måske tegne et mere nuanceret billede af ham, end det geni han fremstilles som og som han givetvis også er. For selv om han unægtelig er den allerbedste og mest innovative, danske madpersonlighed i nyere tid, så kan man ikke indimellem også undgå at være et røvhul, når man skal drive en restaurant af denne kaliber.

Indrømmet, der er scener i filmen hvor han giver sine medarbejdere tørt på, men de fylder kun ganske lidt i forhold til de scener, hvor han fremstilles i et endog meget positivt lys. Selv om der sikkert er de der vil mene at René måske bare er en virkelig flink fyr det meste af tiden, så er det altså svært at forestille sig at man kan køre sådan en forretning, uden at holde sine medarbejdere i en meget stram line til tider. Noget som man også ved selvsyn kan se i DR dokumentaren Noma på kogepunktet fra 2008, der skabte en del furore, idet man så hvor hård tonen kunne være på den slags arbejdsplads. I dokumentaren kan man også se at de kæmper for at komme i Michellin-guiden.

noma – my perfect storm fungerer rigtigt fint som både en halvanden time lang reklame for noma og som portræt af manden bag successen. I og med at filmmageren har fulgt Redzepi i næsten tre år får filmen også en form for dramatisk fremdrift, idet den foregår i den periode hvor noma gennemgik sin hidtil største krise. Først fik over tres gæster madforgiftning men næsten lige så hårdt var det, da verdens bedste restaurant i 2013 pludselig var en konkurent. Heldigvis får folkene på restauranten i løbet af filmen vendt krisen til deres fordel og dokumentarfilmen slutter derfor af med så lykkelig en slutning, som man kan forestille sig.

noma – my perfect storm er ikke kun en film for de der er interesseret i at vide mere om mad, det nye nordiske (fusions)køkken, Redzepi eller bare konceptet bag restaurant noma, det er også en film der tegner et portræt af en ganske kompromisløs mand, med et enormt talent og en evne til i den grad at tænke ud af boksen.

Filmen er også æstetisk laber, virkelig lækker at skue, ikke udelukkende i de opstillede interviews, eller små sekvenser hvor man ser maden blive tilberedt, men også i alle de enormt flotte tableauer, der viser de færdige retter umiddelbart før servering. Kritikpunktet, det med at filmmageren ikke tegner et endnu mere kritisk billede at stedet og manden bag, forstummer derfor hurtigt i tilskuerens fascination af selve maden og dogmet bag. For selv om man som indledningsvis nævnt hverken kan føle, smage eller lugte maden, så er det intet problem at fortære den med øjnene.